Jan Monrad, Mik & Tømrerclaus samt Søren Rislund: Totalpetroleum (1975) ***
Består mest af fjolleviser og hashhumor, mest med sange, men med en smule sketchmateriale. I forhold til senere udgivelser virker den ikke særlig gennemført men mest kuriøst pjattet. Er som det eneste M&R-album ikke genudgivet på cd, blandt andet fordi masterbåndet ikke eksisterer. LP'en kan med held findes på QXL, hvor jeg selv slap med 50 kr. Seriøse antikvarer tager 200-300 dask for et pænt eksemplar. En gennemført piratversion, et vinyl-rip med vedlagt cd-coverdesign, florerer på bittorrent-trackere.
Totalpetroleum: Det Vil Jeg Da Skide På (1977) ***
Flere obskurer fjollesange, som man skal have oplevet på sin samtid og med en ordentlig skævert for at se det dybt humoristiske i. Igen en smule sketchmateriale af kuriøs morskabsværdi i dag. Højdepunktet er det nummer, som inspirerer pladens omslag,
"Skød Med Gaspistol I Ferietog, hvor der læses op fra Ekstra Bladet. Den originale vinyludgave med tegnehæfte og omslagsnoter et must at have.
Totalpetroleum: A La Plage / The Original Gabe Ladhardt Ensemble: A Tribute To Gabe Ladhadrt (1979) ****
Dobbeltsidet konceptalbum med blandet sketchmateriale og sange på a-siden fra deres engagement i Danmarks Radio og med b-siden, som hylder en fiktiv kunstner sangskriver med en række stærkt absurd komiske genrepasticher. Covernoterne om samme Gabe Ladhardts livshistorie er lårklaskende morsomt.
Totalpetroleum: Hej Hvor Det Svinger (1980) *****
Mest musik, en ganske smule sketchmateriale, hvoraf åbningsnummeret
Han Har Lige Dræbt En Lille Hund ta'r kegler som en panisk køter på en bowlingbane. Knap så absurd humor, men langt mere samfundskritisk humor - netop på et tidspunkt, hvor 70'ernes samfundskritik var glemt, lagt i graven og latterliggjort. Samme samfundskritik har dog en indbygget ironisk distance i visen
Edvard Og Drengene, hvor protestsangeren til sidst konstaterer "men der er alligevel ingen som hører efter hvad jeg synger..." Virkningen er tvetydig. Man bliver aldrig helt klog på, om det er rigtige protestsange eller om det er parodier på protestsange. Men hamrende morsom er den. Blandt andre jazzguitaristen Pierre Dørge, gode musikere som Irene Becker og Bent Clausen gør også det hele til en brandmusikalsk oplevelse.
Monrad & Rislund: 1991 (1981) ******
Næsten ingen egen musik, til gengæld en klassikere af en konceptuel sketchplade, der skal forestille at være en DR-udsendelse, som den kunne lyde 10 år senere. Altså science fiction komik med fremtidsforudsigelser og dommedagsprofetier: i 1991 er der ingen skinke i skinkesalat, i DRs trafikradio udsendes meddelelser om enkelte ledige ståpladser i bybusserne og tv-serien Dallas har været sendt i så mange år, at en hypnotisør skal afvende folk fra at se det ved hypnose for åben mikrofon. Samplinger af bl.a. The Residents, hvis absurde musik matcher M&R's humor og underbygger den mystiske fremtidsstemning, kæder indslagene sammen. Lutter geniale sketches og en plade uden mage i dansk pladeproduktion.
Monrad & Rislund / Totalpetroleum: Jesus Og Jens Vejmand (1983) *****
En rigtig god blanding af studie- og livemateriale, sange- og sketchmateriale. En sprælsk og anarkistisk blanding af små mesterværker, som til sammen udgør en ganske fornøjelig cabaret-agtig oplevelse af gakkede sange og indslag. Ekstra Bladets massageannoncer tages under kærlig behandling og Monrad giver den som stanghashtåget nyhedsoplæser af nyheder, som garanteret aldrig har fundet sted.
Monrad & Rislund: Åh Hold Kæft (1985) ***
En ren liveplade med sketches, som garanteret har været langt sjovere live end på plade. Vi føres ind i den mere rendyrkede art M&R-revy/variete/Damhuskroen, som kendetegner deres senere karriere med spandevis af shows. En kærlig studiebehandling og kraftig nedbarbering af de enkelte numre havde gjort underværker på denne halvvejs mislykkede plade.
Monrad & Rislund / Totalpetroleum: Øl Er Gud (1986) *****
Brandmusikalske parodier og gakkede pop- og rocksange bl.a. med eksklusive gæstesolister på det fremragende morsomme titelnummer: Rebekka Brüel, Lone Kellerman, Peter Thorup, Povl Dissing og Troels Trier gjalder alle deres lovsang til de gyldne øldråber, og især sidstnævnte skuffer bestemt ikke!
Enoghalvfjerds er en god Dylan-imitation med klø til hippiegenerationen,
Good Bye Ruth er perkerparodi fra langt tid før andre turde gøre det. En plade som kan vælte enhver fest.
Monrad & Rislund: - Det Er Danmark (1988) ***
Titelnummeret parodier fænomenet fodboldlandsholdssange gør det så godt at det næsten er blevet en klassiker i samme genre. Pladen er lidt noget rod, som desværre opsamler live-numre fra pladen
Åh Hold Kæft! fordi den plade på det tidspunkt var udgået fra markedet pga det forrige pladeselskabs konkurs. Oplev Hans Bischoff blive imitieret i
Milles Far Havde Købt Et Kukkeur.
Monrad & Rislund: Mens Vi Venter På Prinsen (1989) *****
Næsten alt er liveindspillet på denne plade, som rendyrker M&R's egen revyagtige genre og gør det langt bedre end tidligere med liveindspilninger på plade. Giro 413 bliver til
Giro 314, hvor bl.a. chefpatolog ved Rigshospitalet sender en hilsen til bilisterne i overhalingsbanen på Farøbroen med ønske om snarligt gensyn. Intelligent verbaliseret fald-på-halen-komik.
Monrad & Rislund: Hundestjerner Hasteindlagt (1990) *****
- Tilbage til studiet. Stramt producerede studiesketches, som udmunder i denne fornøjelige plade, der tager datidens nye lokalradiofænomen under parodisk behandling, bl.a. de debile reklamespots, hitlisterne og quizprogrammerne. Rigtig vellykket.
Monrad & Rislund: Next Stop Pladderballe (1992) ****
Konceptplade, hvor DR-radiovært Mogens Landsvig guider den stakkels lytter gennem forskellige sange og sketches fra både studier og livescener. Har sine højdepunkter, men er også anstrengende til tider. Temmelig gyldent er det, at Henning Dyremose med sine 62 år udråbes som verdens ældste, nulevende heavyrocksanger, men i dag har virkeligheden med tiden jo overhalet netop dén joke.
Monrad & Rislund: Farvel Åge (1994) *****
Efter sigende var de så trætte af at publikum til shows altid råbte efter sketches med figuren, legetøjsgrosserer Åge Brodtgaard, at de valgte at slå ham ihjel på denne plade, og meget passende havde han to plader forinden i en sketch netop vundet en statsmandsbegravelse! Det danner ramme om denne koncept-cd, som har et godt mix af studie- og livenumre. På
Fuldstændig Sindsygt sviner de sig selv fuldstændigt til.
Monrad & Rislund: Knepper De? (1996) ***
Alderen trykker. For de rammer ikke længere særlig meget plet eller gør det hverken særlig morsomt, rammende eller intelligent, når de skal tage samtidsfænomener i behandling.
Gombert og Flanhardt Fit For Fedt er et tåkrummende pinligt lavpunkt i deres produktion. På
Inderst Inde ironiserer de temmelig begavet over deres egen generations egen afstandtagen til deres egen eksperimenterende ungdom og hænger hykleriet genialt ud.
Monrad & Rislund: Den Store Julebasar (1997) **
Titelnummeret er muligvis det eneste julenummer nogensinde, som tåler at blive hørt året rundt, men det er også det absolut bedste, man kan sige om denne sjuskede omgang. I forhold til andre plader
har vitserne her typisk ingen tidløs værdi og lyder som noget, der kunne være morsomt som aktuel radiosatire - bare lortet ikke blev genudsendt!
Monrad & Rislund: Ja, Ja... Eller Nej (2000) ***
Måske det mest ufokuserede og mest tilfældige sammenskrab af gamle leftovers og diverse indfald. Der er artige morsomheder iblandt, som redder det fra dumpekarakter, men generelt hænger pladen ikke en skid sammen. Indslaget om punkbandet Kaptajn Møgsvin, som startede deres band med at vælte på en knallert, er muligvis blandt deres aller bedste sketches.
Monrad & Rislund: Lorteøen (2002) **
Det går ned ad bakke for d'herrer med denne liveplade, som består af tvivlsomme livesketches og genindspilninger af gammelt bras. Unødvendig plade.
Monrad & Rislund: De Tykke Synger (2003) *
Fantasien hos disse gamle hjerner fostrer nok ikke flere komiske mesterværker. Burde sælges for 15 kroner på tankstationer.
.
