Jeg havde egentlig rimelig høje forventninger til ham, da jeg første gang lyttede. Hype og det hele. "Den danske Dylan" måtte da være mindre leverpostej end Kim Larsen og hippierne, men næh, det er han jo sådan set ikke. Dog noget mere alsidig og med langt mindre bøvede tekster. Og så må man give da ham, at han (går ud fra, at han har haft sit kunstneriske besyv med i alle tilfælde) har valgt nogle af historiens grimmeste pladeomslag. Det startede ellers fedt med En stynet strejfer.
Nå, men jeg hørte lige det hele igennem igen tidligere på året, og min liste må se sådan her ud:
1. En stynet strejfer
2. Vild i varmen
3. Sjælland
4. I det muntre hjørne
5. Indian Summer
6. T-shirts, Terylenebukser & Gummisko
7. Storbyens små oaser
8. Tidens tern
9. Solgt til stanglakrids
10. Lediggang agogo
11. Vennerne & vejen
12. Fraklip fra det fjerne
Min top 3 er vel semi-konhol. Sådan skal det være. Debuten er hans mest famlende og samtidig overraskende plade, og der er egentlig ikke et nummer derpå, som er svagt eller dårligt. Derfor. Så er der det, der vel må være min største guilty pleasure, Vild i varmen, den midterste af pladerne med Det Ganske Lille Band. Den ene halvdel af Rugsted & Kreutzfeldt sørger for en egentlig ulækker og ret steril produktion, som gør det hele lidt yacht-rock-agtigt, men pladen holder – i modsætning til overvurderede Storbyens små oaser (som har tre af hans største hits og en masse dårligt fyldstof) – hele vejen igennem. Og så skiller den sig ud fra de to andre DGLB-plader ved, at der er to guitarister på, som ofte duellerer i noget, der nogle gange sikkert ufrivilligt nærmest lyder som Television, selvom det nok er Grateful Dead eller Allman Brothers, de prøver at lyde som. Det kan jeg ræddi godt li! "I en blågrå kupé" er en af de bedste danske ballader ever, og "Et satanisk mesterværk" er både en af hans allerbedste sange og har en af hans bedste tekster. En skam, at Thomas Grue forlod bandet hurtigt derefter, for Solgt til stanglakrids er sgu ret sløj.
På en delt tredjeplads er Sjælland og I det muntre hjørne. Det er hans to mest helstøbte albums. Igen uden nogle deciderede dårlige numre. Forstår stadig ikke helt, hvor fuck Sjælland kommer fra. Det er vel Kasper Windings vision, men hvor kommer den lige fra? Først tænker man, at det må være et ripoff af Bowie, da han gik elektronisk, men det sker jo først et par år senere. I dag lyder pladen en smule (men kun en smule) fesen, så jeg synes egentlig, at den fortjener sin status som dansk 90'er-storværk. Indian Summer (titelnummeret!
) og T-shirts, Terylenebukser & Gummisko er også gode plader med kun få svipser, men resten af hans diskografi kan man nøjes med at tilgå i uddrag fra en greatest hits-samling.Jeg har været inde på overvurderede Storbyens små oaser, Tidens tern knepper Billy Cross på alle måder ihjel, og "Costa del Sol" er et fucking irriterende nummer. Solgt til stanglakrids er den dårligste plade med Det Ganske Lille Band, Lediggang agogo har kun enkelt gode numre. Vennerne & vejen er næsten umulig at lytte igennem i an dens 80'er-fesenhed. Det er virkelig en tidstypisk produktion, som ødelægger alt, og Fraklip fra det fjerne føles som en utilgivelig slatten toer til Sjælland. Jeg håber virkelig, at han lige udgiver en enkelt plade mere, som kan sætte et mere værdigt punktum for hans karriere.
Har jeg glemt noget?
