Lytteklub: The Яise and Fall of Nu-metal

[yossarian]

hvis vi lige kan blive for en kort bemærkning ved cross-overet mellem pop/rock og rap så er der en sjov ting, nemlig brugen af ordspil. Vi har allerede haft Rapture, men "wrapping" er også (for) brugt:

- Først er der Waitresses | Christmas Wrapping, som var et one-hit-wonder, der forsøgte at ride på rap-fænomenet i de tidlige firsere. Senere har Spice Girls og Kylie lavet cover-versioner.

Et par år efter kom denne rædsel:

- Lou Reed | Original Wrapper. På trods af at han også har udgivet en 2LP med ren støj, er der almindelig enighed om at Mistrail er hans dårligste plade. Original Wrapper er en stor del af årsagen til dét.

[yossarian]

Lige for en kort bemærkning:

Finland har sgu et Nu-metal nummer med i dette års Eurovision Song Contest... og det er lidt af en ørehænger (omkvædet)

Wow. Man må sige at cirklen virkelig er sluttet, når bands fra Europa (sådan da) begynder at lyde som Babymetal. Vildt.

[Kong Louie]

- Lou Reed | Original Wrapper. På trods af at han også har udgivet en 2LP med ren støj, er der almindelig enighed om at Mistrail er hans dårligste plade. Original Wrapper er en stor del af årsagen til dét.

Det er stadig bedre end hans støjplade. Lou Reed har jo altid rappet lidt. Så prøver han at være med på beatet og kører galt i byen. Det kan jeg sagtens tilgive ham.

"Standing on the corner, suitcase in my hand".

"Hey white boy, what you doin uptown?".

Megameget New York i hans lyrik og fremførsel.

[Hansen]

Jeg er rimelig paf over den Beasties-bashing her
Det er en plade der rammer sin målgruppe så rent i røven, at selv efterfølgende generationer bliver ramt lige så hårdt. De kids på 13-15 jeg har spillet den for, brøler sq også "ALI BABA AND THE FORTY THIEVES" hver eneste fucking gang. Og det gør det jo ikke til stor kunst, men at kunne lave soundtracket til tidlig teenoprør, uden at det bliver fanget helt i sin tidslomme er ret godt gået.
Derudover er det original brug af samples, fede beats, solid 808'er og noget af det bedre hvide rap (på det tidspunkt LANGT det bedste hvide rap).
At de så formåede at udvikle sig og vokse op med deres musik er så en anden sag, men som postkort fra en evig gladvred barndom holder License To Ill stadig 100.

[secondtoughestintheinfant]

For mig er det mere et spørgsmål om, at det efterfølgende Beastie er så sygt meget bedre. På en eller anden måde gad jeg godt, at Licensed to Ill var deres eneste plade, det ville den virkelig have vundet ved.

[Ali Pilfinger]

Jeg er vist vokset fra Beastie Boys (eller også var min begejstring aldrig rigtigt rigtig). Jeg kan ikke høre dem uden at blive irriteret over den konstante attitudegestikulation i både musikalsk og visuelt udtryk i kombination med den evigt distancerende ironi. Så hellere uforfalsket latterlig attitude.

[secondtoughestintheinfant]

Så hellere uforfalsket latterlig attitude.

Tænkte nok, du mere var til "Nookie", men den når vi først til om et godt stykke til.

[soledad]

Jeg har valgt af fokusere på hvide bands, der tager hiphop-elementer til sig i stedet for hiphopgrupper, der sampler rock (som f.eks. LL Cool J og Run DMC's 'Rock Box')

Det er en vigtig skelnen, for hvis der er samples fra rock i en hiphop-sangstruktur, bliver det hiphop, ikke nogen blandingsform. Selv når BDP sampler fra AC/DC bliver resultatet hiphop, og når Digable Planets kun bruger jazzsamples, er det stadig hiphop. Hvis det er et band, der spiller sange med en almindelig sangstruktur med noget rap over, er det noget andet. Fatback Band King Tim III bliver ofte nævnt som den første rapudgivelse, men det er jo bare instrumental disco tilføjet rap.

Beastie Boys i 1986 er selvfølgelig klart hiphop, og Ungfugl og Hansen er så meget on point, som det er muligt at være. Jeg hopper barnligt rundt mens jeg hører Paul Revere, Brass Monkey, Rhymin & Stealin, The New Style, Slow and Low, det hele. Run DMC og Aerosmith er måske det underlige grænsetilfælde, som både er hiphop og rock.

[Ali Pilfinger]

Så hellere uforfalsket latterlig attitude.

Tænkte nok, du mere var til "Nookie", men den når vi først til om et godt stykke til.

Jeg mente nærmere latterligt uforfalsket attitude, altså Ice-T over Fred Durst i lokummet.

[haile lassie]

Året er 1987. U2 udgiver Joshua Tree, Michael Jackson udgiver Bad, og unabomberen udgiver sit manifest. Og så er det året, hvor denne thrash-klassiker (thrashiker?) ser dagens lys. Vi skal endelig høre rigtig metal, og det er selvfølgelig Anthrax, der står for skud med:


Anthrax: Among the Living






'Among the Living' må vel siges at være Anthrax's signaturplade. En storsælgende og melodiøs stadionbasker med tekster inspireret af Stephen King og andet popkultur (Judge Dredd, John Belushi). I front er Joey Belladonna, som ligner en der hedder Joey Belladonna, og på guitar har vi bl.a. Scott Ian, som blev det æstetiske forbillede for nu-metalleren; nu-metallens Twiggy, om I vil. De andre kender jeg ikke.

Af The Big Four (Metallica, Slayer, Megadeth, Anthrax) er Anthrax (udover 'dalliga, selvfølgelig) alle nu-metal-bands yndlings, og jeg synes, at 'Among the Living' er et godt eksempel på hvorfor, for selvom pladen er solidt plantet i 80er-thrash-territorie, så er produktionen ren, og vigtigst af alt: det groover. Tilsæt Belladonnas klare vokal akkompagneret af et bro'et råbekor, og du har meget af blueprintet for nu-metal på plads. Men er det, trods alt, godt? Jeg er selv på vippen. Anthrax pegede i hvert fald i en ny retning, om man kunne lide det eller ej. Sprang rundt på scenen i Public Enemy-tees, og samme år som 'Among the Living' udgav de EP'en 'I'm the Man', hvorpå denne ret rædderlige Beastie Boys-pastiche kan høres:



Og med 'I'm the Man' fik de klodset leveret hele rapmetallens raison d'etre:

For a heavy metal band rap's a different way
We like to be different and not cliche
They say rap and metal can never mix
Well all of them can suck our...

Jeg kan ikke huske, om Anthrax deler vandene i SMC, eller om det mest er borgmesteren, der ytrer sit misbehag, men i de brede metalkredse er Anthrax uden tvivl kontroversielle: Har vi bare at gøre med et melodistærkt band, der får for mange prygl for det, der kom efter dem - eller udvandede de simpelthen metallen til fordel for "likes"? Man kan i hvert fald hurtigt google sig frem til reddit-diskussioner om hvorvidt Anthrax overhovedet bør være en del af The Big Four, hvilket i og for sig er åndssvagt, da det jo ikke handler så meget om musikken i sig selv, som det handler om popularitet, men stadig.

Hvad tænker I om 'thraxen og, især, 'Among the Living'?