DISKOGRAFI - Dylan i firserne - 'Shot of Love' (1981)

NP, lister, sortering, generel musiksnak osv.
Besvar

Hvor god er 'Shot of Love'?

Afstemning sluttede 27 sep 2017 12:14

1/6
0
Ingen stemmer
2/6
0
Ingen stemmer
3/6
1
50%
4/6
1
50%
5/6
0
Ingen stemmer
6/6
0
Ingen stemmer
 
Afgivne stemmer: 2

besked
Forfatter
Brugeravatar
Kong Louie
Indlæg: 1952
Tilmeldt: 18 jul 2016 19:24

Re: DISKOGRAFI - Dylan i firserne - 'Saved' (1980)

#51 Indlæg af Kong Louie » 15 sep 2017 13:02

Jeg vil godt hæfte #kompromisløs på Dylan også, men jeg synes lige så meget det har med hans evner at gøre som hans vilje. Han kan være kompromisløs, han er dygtig nok til det. Det er er ikke nødvendigvis noget han stiler efter, men han er det bare, fordi han i så mange tilfælde har vist vejen på en måde. Han evner at formulere spydspidsen af en tanke, af en politik, af en filosofi. Andre tekstforfattere skæver til ham, han skæver til no one. Det er kompromisløst.
Now I'm the king of the swingers

Brugeravatar
Kong Louie
Indlæg: 1952
Tilmeldt: 18 jul 2016 19:24

Re: DISKOGRAFI - Dylan i firserne - 'Saved' (1980)

#52 Indlæg af Kong Louie » 15 sep 2017 13:08

G9 skrev:... nevermind.... Det er ski for søgt det her.
Gu er det ej. Det er en spændende debat. Hold fast, Geni.
Now I'm the king of the swingers

Brugeravatar
Kong Louie
Indlæg: 1952
Tilmeldt: 18 jul 2016 19:24

Re: DISKOGRAFI - Dylan i firserne - 'Saved' (1980)

#53 Indlæg af Kong Louie » 15 sep 2017 13:42

Jeg synes i øvrigt at pladen sutter ret så fælt endda. Jeg har givet den 1/6. Lyden er skarpere, slet ikke det bløde og velproducerede kvali-boogie som Slow Train. Man tvinges til at lytte efter på en måde, og det kristne budskab står i hvert fald langt mere centralt her end på forgængeren. Og det stinker selvsagt. Trommerne lyder som glas, man føler i hvert fald noget går i stykker, hvor man på Slow Train føler det hele bevaret på en måde. Der er faktisk lidt samtidig new wave over lyden, og det klæder ham sgu ikke, synes jeg. Især ikke sammen med "The Lord is Coming"-lyrik og gospeldamer i baggrunden - og mundharpe guddødeme. Mærkeligt Frankenstein-monster af en plade. Der er vel et par ok melodier, men langt fra hele vejen. In the Garden f.eks. er satme en mærkelig komposition. Og coveret :shock:

Men G9; kan man ikke også godt kalde det kompromisløst at lave sådan en omgang lort, fordi det nu engang er dét, man vil? Man vil ikke pudse og pleje hverken omdømmet eller salgstallet. Man vil lave sit new wave-gospel og det gør man! Uden at tøve. Det er sgu da stærkt. Jeg kan ikke forestille mig, at andre end 100% medløbere har sagt at den her plade var en god idé. Alle må sgu da inderst inde have tænkt, at nu har Bob da fået fuldstændig pip. Og den slags opfatter han selvsagt med det samme, men han er ligeglad. De kan rende ham. Det er da kompromisløst. Jeg kan ikke se, det kan være andet. Det behøves jo ikke være hverken godt eller vellykket for at være kompromisløst.
Now I'm the king of the swingers

Brugeravatar
Lang
Indlæg: 9773
Tilmeldt: 03 feb 2004 09:20
Geografisk sted: Kallipolis

Re: DISKOGRAFI - Dylan i firserne - 'Saved' (1980)

#54 Indlæg af Lang » 15 sep 2017 15:27

Ja det var også min pointe. Der var derfor jeg kneppede fluer.

Tænker at G9 mente at det ikke var nyskabende det han laver nu rent musikalsk. Han satte kun strøm til folkmusikken én gang også tog han den ikke rigtig videre. Der hvor han rapper måske?

Men man kan jo sagtens være kompromisløs balle IMO.
Jeg har ikke valgt Transmission fra.

Brugeravatar
yossarian
Indlæg: 5182
Tilmeldt: 11 jul 2002 11:10
Spotify: 113344089
Geografisk sted: fuckin' dobbelt-A
Kontakt:

Re: DISKOGRAFI - Dylan i firserne - 'Saved' (1980)

#55 Indlæg af yossarian » 15 sep 2017 15:35

Kong Louie skrev:Jeg synes i øvrigt at pladen sutter ret så fælt endda. Jeg har givet den 1/6. Lyden er skarpere, slet ikke det bløde og velproducerede kvali-boogie som Slow Train. [...] Mærkeligt Frankenstein-monster af en plade. Der er vel et par ok melodier, men langt fra hele vejen. In the Garden f.eks. er satme en mærkelig komposition. Og coveret :shock:
Det nye cover var på indercoveret af LP'en, så det er ikke helt nyt. Jeg synes også, Saved er en dårligere plade end Slow Train Coming, men nærmest af de modsatte grunde end Louie, produktionen på Slow Train Coming er virkelig glat og kalkuleret, mens den virker mere levende på Saved. Til gengæld er langt hovedparten af sangene slappere, det er stort set kun Pressing On og Solid Rock som er rigtigt gode.
Kong Louie skrev: Men G9; kan man ikke også godt kalde det kompromisløst at lave sådan en omgang lort, fordi det nu engang er dét, man vil? Man vil ikke pudse og pleje hverken omdømmet eller salgstallet. Man vil lave sit new wave-gospel og det gør man! Uden at tøve. Det er sgu da stærkt. Jeg kan ikke forestille mig, at andre end 100% medløbere har sagt at den her plade var en god idé. Alle må sgu da inderst inde have tænkt, at nu har Bob da fået fuldstændig pip. Og den slags opfatter han selvsagt med det samme, men han er ligeglad. De kan rende ham. Det er da kompromisløst. Jeg kan ikke se, det kan være andet. Det behøves jo ikke være hverken godt eller vellykket for at være kompromisløst.
Igen, det er ikke sikkert at kompromisløst er det rigtige ord, men den egenrådighed, Louie skriver om her, er i hvert fald et centralt kendetegn for Dylan. Som nævnt er han ret ligeglad med, hvordan hans plader lyder, men når han har fået en idé, forfølger han den konsekvent uanset alle andres indvendinger.
Igen er Neil Young en oplagt parallel, han skred fra indspilningen af et CSNY-projekt i 1973 som potentielt kunne have indbragt millioner og indspillede Tonight's The Night i stedet. Den solgte en brøkdel, men han fik markeret, at de havde brug for ham, ikke omvendt. Det er paratheden til at gøre præcis det modsatte af hvad omgivelserne vil have, der gør at han altid får hvad han vil ha', og så vidt jeg kan se har Dylan præcis den samme hensynsløshed.
foxtrot skrev:En internetperson, der ikke kan se hvornår man er sarkastisk, er jo bare et fjols man endnu ikke har mødt.

Brugeravatar
Lang
Indlæg: 9773
Tilmeldt: 03 feb 2004 09:20
Geografisk sted: Kallipolis

Re: DISKOGRAFI - Dylan i firserne - 'Saved' (1980)

#56 Indlæg af Lang » 15 sep 2017 16:11

Ja det synes jeg også men jeg tænker stadig over at det nu er en pointe fra G9 at imens han laver kristen bollefunk, så laver Neil Young en sær technoplade og bliver sagsøgt af sit eget pladeselskab for at være off sit brand og for ukommerciel. Den slags hæder modtog Dylan også da man råbte Judas efter ham, men det er meget længe siden. Måske er han bare slet ikke så interesseret i musik som musiker som Tuffy siger?
Ligesom Leonard Cohen den ældre jo også virker ret ligeglad. Det er bare asfalt under den egentlige opgave: At være Bob Dylan uden kompromiser. Fuck musikken. Jeg spiller den bare.
Jeg har ikke valgt Transmission fra.

Brugeravatar
G9
Indlæg: 987
Tilmeldt: 31 mar 2006 11:25
Geografisk sted: Søvind

Re: DISKOGRAFI - Dylan i firserne - 'Saved' (1980)

#57 Indlæg af G9 » 16 sep 2017 17:55

Jeg gider slet ikke gå i detaljer, selvom i ellers virkelig taler jeres sag.. og grunden til at jeg ikke gider det, er fordi at i udvander begrebet kompromisløst.

Infernal er kompromisløse, linda perry er.. vikingarna og dermed osse kandis og resten af dansktop genrens musikere...

kan i nævne en musiker som ikke er kompromisløs, udover session musikere og andre former for "hyret hånd"?
drunk at will G9 style

Martin : "jeg kan slet ikke finde rundt i alle de der københavner bands som ikke er on trial"

Brugeravatar
Regular John
Indlæg: 3157
Tilmeldt: 11 aug 2005 20:17
Geografisk sted: 123 Fake Street

Re: DISKOGRAFI - Dylan i firserne - 'Saved' (1980)

#58 Indlæg af Regular John » 16 sep 2017 19:12

Super fed tråd. Jeg synes både Slow Train Coming og Saved er meget dårlige plader. Jeg glæder mig til, at vi kommer til Infidels.
This song is about enjoying the fact that we live in a world where God is dead and Elvis lives

Brugeravatar
Lang
Indlæg: 9773
Tilmeldt: 03 feb 2004 09:20
Geografisk sted: Kallipolis

Re: DISKOGRAFI - Dylan i firserne - 'Saved' (1980)

#59 Indlæg af Lang » 18 sep 2017 16:33

G9 skrev:Jeg gider slet ikke gå i detaljer, selvom i ellers virkelig taler jeres sag.. og grunden til at jeg ikke gider det, er fordi at i udvander begrebet kompromisløst.

Infernal er kompromisløse, linda perry er.. vikingarna og dermed osse kandis og resten af dansktop genrens musikere...

kan i nævne en musiker som ikke er kompromisløs, udover session musikere og andre former for "hyret hånd"?

Forvirringen skyldes vel at et virker til at du mener "nytænkende" ,"nyskabende" "går sine helt vegne" fremfor kompromisløs?

Men godt spørgsmål. Noget af det store ved David Bowie har jeg altid ment at han faktisk gik meget på kompromis med sig selv, og han søgte altid at blive en del af den altid skiftende tidsånd og var altid var på jagt efter en ny vibe han kunne surfe på eller dele ud af. Han var altid stærkt farvet af de musikere og producere han arbejdede med o altid på jagt i popkulturen efter nye tendenser og trend han kunne giver sit eget twist. Det skabte et meget varieret katalog med mange hits og miss. Men også et stort eftermæle som som "generøs" musiker der gerne arbejdede sammen med hvem helst af de unge der nu hvad nye ideer.
Jeg har ikke valgt Transmission fra.

Brugeravatar
haile lassie
Indlæg: 3332
Tilmeldt: 26 jul 2007 16:05
Spotify: 113262106

Re: DISKOGRAFI - Dylan i firserne - 'Saved' (1980)

#60 Indlæg af haile lassie » 20 sep 2017 12:12

SHOT OF LOVE / 1981

Billede

Side A
1. Shot of Love
2. Heart of Mine
3. Property of Jesus
4. Lenny Bruce
5. Watered-Down Love

Side B:
1. The Groom's Still Waiting at the Altar
2. Dead Man, Dead Man
3. In the Summertime
4. Trouble
5. Every Grain of Sand

To see a world in a grain of sand
And a heaven in a wild flower,
Hold infinity in the palm of your hand
And eternity in an hour.
- William Blake

BAGGRUND
Selvom 'Saved' var nul og niks for de fleste anmeldere og Dylanologer - og ikke solgte en skid - slog det aldrig Dylan ud på trosspørgsmålet. Nu har vi talt om kompromisløshed, og om det kan kombineres med balle, men der er ingen frygt at spore hos Dylan, ingen.

Men der var stadig noget anderledes over den Bob, der gik i studiet i 1981. Med sig havde han to sange 'Every Grain of Sand' (som vi vender tilbage til) og 'Caribbean Wind'.



Dylan blev til sin store ærgrelse aldrig helt glad for 'Caribbean Wind', så den kom ikke med på pladen. Men teksten er værd at lægge mærke til. Omend stadig omhandlende en indre kamp mellem frelse og fristelse, er det en verdslig kærlighedsaffære, som fortællingen fæstner sig ved, en levet oplevelse fra en koncert i Miami.

Med den opblødning i det hardcore evangelske fulgte også en produktionel forandring. Bob gik væk fra gospellyden og tilbage til rock'n'roll (Little Richards producer var inde over!) med et enkelt bluesnummer - og en enkelt salme. Der er en mere åben, studieagtig lyd over produktionerne, som følge af en disputs mellem Dylan og produceren, der ville have det rent, hvor Dylan ville have det råt.

SANGENE
Jeg sagde sidst, at 'Shot of Love' var den svageste af den kristne trilogi, og det holder jeg fast ved sangmæssigt. Åbneren 'Shot of Love' er hård at komme igennem og ufatteligt kedelig, selvom der er noget dejligt over at høre produktionen. Men han sagde selv om sangen:

"The purpose of music is to elevate and inspire the spirit. To those who care where Bob Dylan is at, they should listen to 'Shot of Love'. It's my most perfect song. It defines where I am spiritually, musically, romantically and whatever else. It shows where my sympathies lie. It's all there in that one song."

Og som statement viser den da også retningen for den Dylan, der senere skal lave 'Infidels'.

'Property of Jesus' er til gengæld eminent - den har 'Masters of War'-hånen over sig, omend mere spydig end aggressiv - og 'In the Summertime' er dejligt blød og romantisk og dybt interessant, fordi den skildrer kærlighedsforholdet til Jesus, som noget der fandt sted som en intens sommerflirt, en årstidsbestemt tro. Til sidst fortæller han, hvordan han vil tage det med sig, som han lærte af forholdet. Bob Dylan elsker en anden nu, men kærlighed dør aldrig.
Resten af pladen - undtagen 'Every Grain of Sand (SOM VI KOMMER TIL!) - er ret dølle. Fremhæves bør den bizarre 'Lenny Bruce' om, duh, Lenny Bruce, men som slet ikke føles som en hyldestsang.
Maybe he had some problems, maybe some things that he couldn't work out
But he sure was funny and he sure told the truth and he knew what he was talking about
Never robbed any churches, nor cut of any babies heads
Praising with faint praise. Dylan har selv senere lol-udtalt om hvorfor han skrev sangen:
"You know, I have no idea! I wrote that song in five minutes! I found it was a little strange after he died, that people made such a hero out of him. When he was alive he couldn't even get a break. And certainly now, comedy is rank, dirty and vulgar and very unfunny and stupid, wishy-washy and the whole thing. ... But he was doing this same sort of thing many years ago and maybe some people aren't realizing that there was Lenny Bruce, who did this before and that is what happened to him. So these people can *do* what they're doing now. I don't know."
Så det er ret meget 'Shot of Love'. Mest af alt ufedt sløset, tekstligt og karrieremæssigt spændende, men med ét gigantisk højdepunkt, én af de største sange i mandens karriere.

EVERY GRAIN OF SAND
De færreste af os har stået i en regulær religiøst motiveret troskrise(og det er heller ikke sikkert, at Dylan nogensinde egentlig gjorde det), men for de mennesker, der har den erfaring, er det et slid.

'Every Grain of Sand' er ikke som sådan et opgør med Gud eller Jesus, men den giver så meget plads til det fortvivlede og det menneskelige, at det føles som en afslutning. Jeg bliver så rørt af det nummer på samme måde, som han rørte mig med 'Chimes of Freedom' oprindeligt, det mystisk-kosmiske William Blakeske med det helt nære under det, en spejling med verden om sig som spejl. Og med den sang slutter den kristne trilogi.
In the time of my confession, in the hour of my deepest need
When the pool of tears beneath my feet floods every newborn seed
There's a dying voice within me reaching out somewhere
Toiling in the danger and the morals of despair

Don't have the inclination to look back on any mistake
Like Cain, I now behold this chain of events that I must break
In the fury of the moment I can see the master's hand
In every leaf that trembles, in every grain of sand

Oh, the flowers of indulgence and the weeds of yesteryear
Like criminals, they have choked the breath of conscience and good cheer
The sun beams down upon the steps of time to light the way
To ease the pain of idleness and the memory of decay

I gaze into the doorway of temptation's angry flame
And every time I pass that way I'll always hear my name
Then onward in my journey I come to understand
That every hair is numbered like every grain of sand

I have gone from rags to riches in the sorrow of the night
In the violence of a summer's dream, in the chill of a wintry light
In the bitter dance of loneliness fading into space
In the broken mirror of innocence on each forgotten face

I hear the ancient footsteps like the motion of the sea
Sometimes I turn, there's someone there, other times it's only me
I am hanging in the balance of the reality of man
Like every sparrow falling, like every grain of sand
Senest rettet af haile lassie 20 sep 2017 13:26, rettet i alt 3 gange.
MASTER OF THREADS

Besvar

Hvem er online

Brugere der viser dette forum: Ingen og 2 gæster