Verdens bedste plade lige nu

NP, lister, sortering, generel musiksnak osv.
besked
Forfatter
Brugeravatar
krea
Indlæg: 9136
Tilmeldt: 16 okt 2003 10:59
Geografisk sted: Kødbyen, 1978

Re: Verdens bedste plade lige nu

#11 Indlæg af krea » 10 apr 2020 09:36

Ungfugl skrev:
10 apr 2020 08:57
Var der egentlig nogen herinde, der nåede at se ham live?
Jeg nåede endda at interviewe ham. Han var mildest talt ikke snakkesalig. Måtte gå igen efter 10 min. fordi han svarede i enkelte sætninger. Tror det var fordi nogen havde stukket et Soundvenue-blad i hånden på ham for at vide hvor jeg kom fra. Er sikker på at han var mere snakkesalig overfor Tonic Satan, der kom efter mig så vidt jeg husker. Måske var min interview-teknik bare dårlig.
En time mere hip end Jon A.

Brugeravatar
Ungfugl
Indlæg: 3592
Tilmeldt: 04 maj 2012 19:28
Geografisk sted: Sdr. Bjert

Re: Verdens bedste plade lige nu

#12 Indlæg af Ungfugl » 10 apr 2020 10:16

Svedigt! Også selvom han ikke gad snakke, men det er vel ofte tilfældet med musikere, især når der er stor hype omkring dem.
Jeg var selv afsted på Roskilde de år der, så fatter ikke, jeg ikke har set ham.

sabzian
Indlæg: 17
Tilmeldt: 18 okt 2019 16:09

Re: Verdens bedste plade lige nu

#13 Indlæg af sabzian » 10 apr 2020 12:00

jeg så ham (eller i hvert fald hans hår) på loppen i november 2009, et par måneder før han døde.. det husker jeg som virkelig, virkelig godt.. han havde to fra cola freaks med på trommer og bas, så det var det bedste fra alle mine favoritverdener der kulminerede derude, og den står stadig som en af de største koncertoplevelser, jeg har haft..

Brugeravatar
Kong Louie
Indlæg: 3039
Tilmeldt: 18 jul 2016 19:24

Re: Verdens bedste plade lige nu

#14 Indlæg af Kong Louie » 10 apr 2020 12:41

sabzian skrev:
10 apr 2020 12:00
jeg så ham (eller i hvert fald hans hår)
Præcis
sabzian skrev:
10 apr 2020 12:00
han havde to fra cola freaks med på trommer og bas
Jeps, og bassisten var svinger på det tidspunkt.

Jeg husker koncerten som overvældende, bragende, for meget. Jeg kunne ikke gå ind i den-agtigt.

Men der var eddermame smæk på, ja.
Now I'm the king of the swingers

Brugeravatar
krea
Indlæg: 9136
Tilmeldt: 16 okt 2003 10:59
Geografisk sted: Kødbyen, 1978

Re: Verdens bedste plade lige nu

#15 Indlæg af krea » 10 apr 2020 14:07

For nu at bidrage til MoT's fine tråd:


Nevermore: The Politics of Ecstasy

Billede

Fiskeren mindede mig om bandet i starten af 10'erne, selvom jeg ikke kan huske hvor meget jeg havde glemt dem dér. Fik mig til at købe Dead Heart in a Dead World, som kom efter Dreaming Neon Black, hvilket var dér hvor jeg efterlod bandet. Jeg efterlod meget metal i 90'erne, da jeg begyndte på uni og skulle høre salonfæhige klassikere for senere at vende tilbage til det, Opeth bl.a.. Har tydelige minder om at løbe rundt om Bispebjerg Hospital i tusmørke med Dead Heart i ørerne, når jeg læser Rifbjergs 'solsort', tænker jeg altid på Bispebjerg Hospital. Sidste år købte jeg så The Godless Endeavor og faldt endnu engang på røven over hvor suverænt et band det var.

The Politics of Ecstasy købte jeg i HMV i Aalborg inden den kom til at hedde M&M, den lå i Algade?, kan aldrig huske hvad gågaderne hedder, næsten helt nede ved tyren, hvor der også lå en discount-parfume-butik som var del af en landsdækkende kæde, som jeg ikke kan huske navnet på, men til gengæld kan jeg huske at vores lærer i Salg og Service sagde at det var to unge handelsskole-drenge, der havde startet den. Dér købte jeg Tea Tree Oil for at udtørre min fedtede hud for bumser.

Dengang lyttede jeg ikke så meget til The Politics of Ecstasy som debuten og især Dreaming Neon Black, som jeg har lyttet en del gange til på Aalborgs industrihavn, inden den blev udskiftet med musikhus, studieboliger og smarte caféer og restauranter. Men nu har jeg indhentet det.

The Politics of Ecstasy er et koncept-album over Timothy Learys skrift af samme navn, hvis mest det der hedder The Seven Tongues of God - første sang på albummet - men jeg ved ikke meget om Timothy Leary, så andre må gerne oplyse.

Det er tonsertung thrash blandet med melodisk heavy brudt op af eklektiske breaks og Warrel Danes usædvanlige vokal der veksler mellem råb og smertelig klage. Albummet er en larmende massiv der maser Learys syn ned over lytteren. Som står man i en smal passage mellem to uendeligt høje cementmure uden vinduer, mens betonklodser vælter ned i hovedet på én. Men der er også sange, der flyder mere nådigt, men stadig er rig på patos, som "Passenger". I enkelte numre er der også løftede passager hvor man kommer op til lidt fri luft. Det psykedeliske kryber som stemmer gemt langt under fliserne.

Teksterne passer perfekt til Danes sortsyn: I'm a dead man, I'm a sick man, I'm the pilot of my destruction, om hvordan vi alle er presset ind i samfundets strukturer, I hate the world we've bred, political pigs we've fed, our fathers left us but a dead world, og jeg går ud fra at Learys tekst handler om at sætte sig selv fri via stoffer. Det er et jeg der søger en udvej - I'm the lost one, chasing colours to the sun - men de evigt tævende riffs og rytmer afslører at der ingen udvej er.

Warrel Dane døde i Brasilien i 2017, mens han var ved at indspille sit andet solo-album med en flok lokale musikere. Det er smerteligt at tænke på at jeg aldrig oplevede hans store stemme live.
En time mere hip end Jon A.

Brugeravatar
Tonic Satan
Indlæg: 10233
Tilmeldt: 03 jun 2009 22:48
Geografisk sted: Jeg er i lommen på dig

Re: Verdens bedste plade lige nu

#16 Indlæg af Tonic Satan » 11 apr 2020 14:03

krea skrev:
10 apr 2020 09:36
Ungfugl skrev:
10 apr 2020 08:57
Var der egentlig nogen herinde, der nåede at se ham live?
Jeg nåede endda at interviewe ham. Han var mildest talt ikke snakkesalig. Måtte gå igen efter 10 min. fordi han svarede i enkelte sætninger. Tror det var fordi nogen havde stukket et Soundvenue-blad i hånden på ham for at vide hvor jeg kom fra. Er sikker på at han var mere snakkesalig overfor Tonic Satan, der kom efter mig så vidt jeg husker. Måske var min interview-teknik bare dårlig.
Ja, det gik okay, som jeg husker det. Jeg fik sippet noget af den flaske bourbon, der var stillet frem, da jeg var ret nervøs. Det kan jeg huske, Den Sorte Ged syntes var VILDT dårlig stil. Han burde ellers kunne kende dårlig stil, når man ser det, lortefingeren.

Men Jay var i bedre humør, end han var på scenen. De tvang ham jo til at spille længere, det var han åbentlyst ikke tilfreds med. Koncerten på Musikcafeen med Cola Freaks som backing var totalt suveræn, til gengæld. De var det perfekte backingband for ham
yesoffense skrev:
27 nov 2019 13:41
jeg vasker trods alt ikke hitler.

Brugeravatar
stilhed
Indlæg: 7905
Tilmeldt: 16 jul 2002 14:46
Geografisk sted: on a mountain
Kontakt:

Re: Verdens bedste plade lige nu

#17 Indlæg af stilhed » 14 apr 2020 08:43

andreassyr skrev:
23 mar 2020 13:11
The Congos: Heart Of The Congos

Jeg har hørt denne plade for første gang for ikke mere end et par uger siden. Til gengæld har jeg så hørt den et par gange om dagen siden. Det bestyrker argumentet om at folk der ikke længere opdager ny musik efter de har nået en vis alder, simpelthen bare er for intellektuelt dovne til at gøre den mindste indsats. Jeg mener, dette er jo en kæmpe kanonplade som jeg bare først er nået til nu. Der er få ting der er vildere end at høre de der få, uovervurdérlige blueprint-plader og lige pludselig vide hvor alt det der kom efter fik det fra. Helt oprigtigt så forestiller jeg mig at det minder om en religiøs åbenbaring. "Aha! Det er altså sådan universet hænger sammen!"
jeg er selvfølgelig helt enig i det hele. det er lidt ærgerligt, at fisherman er det bedst kendte track på pladen. det er et dejligt track, det er ikke dét, men man skal lige ét track længere frem, congoman, før det bliver åbenbaret, hvor helt af krogen den her plade rent faktisk er.

der har altid eksisteret et misforhold mellem de små folks kår og den betydning, de tillægger deres egen eksistens

Brugeravatar
helle b
Indlæg: 2137
Tilmeldt: 13 jul 2002 16:08
Geografisk sted: Whiskeytown
Kontakt:

Re: Verdens bedste plade lige nu

#18 Indlæg af helle b » 18 apr 2020 22:12

Jeg har gået og lyttet til Håkan Hellströms ”Illusioner” fra 2018 den sidste uges tid, og jeg synes, den er helt vildt vidunderlig! Jeg tror, jeg har besluttet, at den skal være min forårsplade i år. Sidste år var det J.S. Ondara, der bar mig gennem solskinnet. Nu er jeg ret glad for Håkan Hellström i forvejen (”Aprilhimlen” er altid april måneds hymne, er den ikke? Jeg har i hvert fald haft den på repeat igen i år – den og så ”Luften bor i mina steg-EP'en”), og holder af både hans sangskrivning, hans tyverier og hans skramlende, skæve energi i stemme og musik.

”Illusioner” skiller sig ud fra hans andre plader – mest af alt fordi den er indspillet med Gôteborgs symfoniorkester, men han synger også mere dybt og stille på nogle af numrene. Og mere blidt. Jeg kan skide godt lide det hele. Jeg synes det er enormt hyggeligt, at der er så mange referencer til og stiklinger fra andre kunstnere i hans musik. Han stjæler med arme og ben, men det gør ikke noget, det fungerer så godt, når det er ham, der gør det. Det var også noget af det, der var med til at skubbe Lana Del Reys plade fra sidste år længere op på min årsliste. Alle referencerne i hendes tekster. Det giver en eller anden følelse af samhørighed. På den her plade, er der også et hav af friske musikhapserier. Nogle mere åbenlyse end andre. ”Vänta tills våren” minder mig helt vildt om Vit Päls ”Livet er underbart” (som har den fedeste linje ever: ”Jeg knäcker din iPad Hipsterfuck”), og det er jo også et fantastisk nummer.

Jeg har flere favoritter, det er klart, jeg er en sucker for symfoniorkestre i samspil med musikere, jeg holder af; det kan nærmest ikke gå galt, men ”Nordhemsgatan leder rakt in i himlen” er mega yndlings. Omkvædet minder meget om omkvædet i Cat Stevens ”Father and son”, som jeg også holder af. Det hele bygges bare op og fungerer maksimalt: Musik, stemme, tekst, følelse. Det virker ikke det mindste corny på mig, at han indimellem bruger engelske ord, tværtimod synes jeg, det er vildt godt, det føles fuldstændigt rigtigt.

Tommy och Leona kryssar mellan taxis och neonen
Och de har nästan varit på toppen
Nästan varit heart-broken
Men de läker snabbt, inte som vi gjorde
Kärleken can burn ya', I tell ya'
Vi borde varna dem, de behöver inget
Så länge Nordhemsgatan leder rakt in i himlen.

Vi har bränt oss förr, du kan kalla mig hans namn
För jag har bara skuggor, jag kan va vem du vill
Så blunda och tänk på den, som en gång va din
Låt mig kyssa dig blind
Du kommer klara det, du behöver ingen
Så länge Nordhemsgatan leder rakt in i himlen.

Ta mig hem, ditt jävla vrak, och kyss mig överallt
Bara ta mig, från all morgondag
Bara blunda och håll fast, som två boxare i sista ronden
Håller om varandra, för att inte falla.

Älven rinner och sköljer med smutsen rakt in i mörkret
Och över Nordhem gör månen ett extra nummer
För svek och knivar, och cross roads-jävlar
Jag kommer klara mig, jag behöver ingen
Så länge Nordhemsgatan leder rakt in i himlen.

Ta mig hem, ditt jävla vrak, och slå dina armar om mig
Och ta mig, från all morgondag
Bara blunda och håll fast, som två boxare i sista ronden
Håller om varandra, för att inte falla

Ta mig hem, ditt jävla vrak, och kyss mig överallt
Bara ta mig, från all morgondag
Bara blunda och håll fast, som två boxare i sista ronden
Håller om varandra, för att inte falla.


Jeg tror, det er hans bedste plade. Hvad mon der skal ske nu?
Be my raincoat, roses

Besvar

Hvem er online

Brugere der viser dette forum: Ingen og 4 gæster