Vil faktisk vove den sindssyge påstand, at Cypress Hill har haft større indflydelse på numetal end noget andet hiphop.
Helt enig. Det er den der start 90er-stemning. Den er lige dele at finde i Cypress Hill og i Korn.
Jeg gravede det ikke dengang. Men det var fordi, dem der hørte det, var SÅ nederen. Så skulle man ned til en eller anden pusher, så skulle man suge bong, så skulle man have æderen på, og så skulle man suge en bong til. Det var hele deres liv, det klientel der. Jeg væmmedes - og holdt masken så længe det varede. No wonder jeg hoppede på skatepunk. Væk fra det lort.
Men Cypress Hill er fede. Black Sunday er en pissefed plade. Det var bare lissom, at når den plade kom på, så smeltede alt om til HASH. Tykke tåger af HASH. ALT handlede om hash, når Black Sunday blæste ud og jeg kunne ikke ha det! Tabere.
Heh, den hørte jeg forleden, dog uden at tænke på nü-metal. jeg har tit brugt pladen som advarende eksempel overfor både mine og andres unger, i forhold til, hvor skadeligt hash er: På den første Cypress Hill (som er super!) er de fulde af ambition og initiativ, de drømmer om at sælge dope, nakke pigs og score kassen - og på den anden vil de bare hænge ud og ryge sig skæve. Det' lissom den scene i Jackie Brown:
Quentin skrev:Ordell Robbie: You know you smoke too much of that shit, that shit gonna rob you of your own ambition.
Melanie: Not if your ambition is to get high and watch TV...
Jeg tror nok den almindelige holdning er at Black Sunday er bedre end Debut'en, men der er ikke noget på 2'eren der er på niveau med Pigs eller How I Could Just Kill A Man, og det er da også sidstnævnte, Rage lavede en coverversion af.
Det er en god observation, at Cypress Hill havde en massiv indflydelse på efterfølgende nü-metal, det er nok en påvirkning som er blevet lidt overset, fordi alt, Cypress Hill har produceret siden Black Sunday har været rimeligt overflødigt, og man derfor overser, hvor meget de to første betød. Rap var overhovedet ikke på min radar i første halvdel af 90'erne, men alle kendte Cypress Hill, og det er tydeligt at der er meget i indstillingen og brugen af samples, der går igen. Sammen med Black Sunday er man næsten også nødt til at nævne House of Pain? Jump Around udkom i maj 1992 og blev et kæmpe hit. Den er produceret af Muggs (reelt et cypress Hill-outtake, som forskellige folk fik tilbudt inden det endte hos House of Pain).
En anden ting jeg kom til at tænke på: På et tidspunkt bliver tråden nødt til at forholde sig til fænomenet wiggaz, jeg ved ikke om det er her ved Cypress Hill det er mest oplagt, men det er i hvert fald påfaldende, at selvom alle i bandet er latinos, kaster de om sig med n-ordet på en måde som nok ikke var gået idag?
foxtrot skrev:En internetperson, der ikke kan se hvornår man er sarkastisk, er jo bare et fjols man endnu ikke har mødt.
Cypress Hill er hispanics, så de er nok ikke de mest repræsentative wiggaz, vi kan finde.
Den første Cypress Hill er stadig helt forrygende god. Lowkey et af start-90'ernes bedste hiphopalbums. Jeg hørte (også) Black Sunday ukristeligt meget i 90'erne, og nu har jeg lige sat den på for første gang meget, meget længe. Det er stadig en god plade, men den er bare så meget mindre god end debuten. Det er godt set af af #trådstarter, at det er Cypress Hill og ikke RATM, der dominerer i nu-metallens DNA, og det er helt, helt rigtigt at tage fat i lige netop Black Sunday. Det er der, Cypress Hill rykker ned i kælderen, og den ideelle nu-metal-lytter er om intet andet et kældermenneske. Det er en plade, hvor man nærmest kan se en blunt rotation for sig, så snart første beat dropper, og som man nærmest bliver rumskæv af at lytte til. En slags sonisk Dready-trøje.
Det første, der slår mig ved det her genhør, det er, hvor decideret sublim en producer, Muggs er. Alt holder nærmest 100% i dag, og hans sans for at stykke 2-3 elementer sammen til en produktion, der både er tilbagelænet og en diskret nakkebrækker er virkelig uden sidestykke. Og så må man bare give B-Real, at hans flow fungerer. Det er utroligt, at man kan have så begrænset et register og alligevel fremstå fængende over en hel plade.
Hvordan kan det være, at et nummer som "Hits from the Bong" holder så hårdt?
BUT the Future is only dark from outside. Leap into it—and it EXPLODES with Light.
Voldsomt kedelig plade. Og det kommer fra en Limp Fabriz, der uden blusel smider Dopesmoker på en top25 over bedste plader ever. Hiphop kommer jeg sgu aldrig til at forstå. Kan da godt høre, at der er gode ting i det, og det har en fed sumpet lyd, men i guder hvor er det dog kedeligt og ensformigt.
Second, der jo ellers er hiphopmand, afslører selv hiphoppens kedsommelighed, når han spørger hvorfor Hits of the bong er pladens med afstand fedeste nummer. Ja, det er jo fordi de sampler Son of a Preacher Man så man får lidt afveksling i sumpen og siger #takrock
Vi fortsætter i 1993 med et af vor tids sidste kultbands, lurende i periferien af den alternative rock, mytologiseret og latterliggjort, og med en af de helt store #mørkemænd i front. Vi taler selvfølgelig:
Tool // Undertow
TOOL minder mig om Faith No More i, at de er svære at sætte i bås, og at når man er lige ved at kunne placere dem, smutter de ud af hænderne på en. Ikke helt grunge - selvom Maynard James Keenan er selvudleverende og angerfuld, er der noget meget mudret og indadvendt over Tool end de fleste andre grungere. Ikke helt metal - jovist, der er sludgede træk og thrashtrommer på Undertow, men det er elementer, der snarere er på besøg end kommet for at blive. Hvis Tool endelig er noget, er det vel en form for prog? Lange, kryptiske sange med eksperimenterende #timesignatures, dyrkelsen af det spirituelle. Ja, jeg ved det ikke helt. Men jeg ved, at de i deres lyd har været en stor inspiration for nu-metallen i det den udvidede forståelsen af hård musik, i hvert fald i en mainstreamsammenhæng.
I mit eget tilfælde undslap det mig fuldstændig, hvorfor TOOL skulle være fedt. I mine numetal-dage havde jeg masser af numetal-kammerater, der dyrkede TOOL - og det var virkelig et band, man dyrkede - men det virkede for påtaget mørkt til mig. Jeg kunne simpelthen ikke høre genialiteten. Tool var bare... trægt. Tungt, ja, men gumpetungt; teatralsk, men ikke på sådan en wicked Slipknot-maske-måde - og så de der vamle stop motion-musikvideoer, barf. Alt var bare så gråt og trist i deres univers.
I dag hører jeg en helt anden fylde i musikken, og den er meget mere interessant, end jeg gav den credit for dengang, men jeg bliver aldrig en Tim The TOOLman Taylor. Numetal handler jo også om at have det sjovt. Sådan havde jeg det aldrig med TOOL. Hey TOOL, det ville hjælpe at smile lidt engang imellem!
TOOL har da massevis af absurd og ganske lolleren humor, det er bare deres fans, der er nogle bucketheads. Nå, på med Undertow, det er virkeligt lang tid siden.
Ja, Tool er vel mest bare et pop-progband der virkelig har styr på deres publikum og deres virkemidler. De var meget fede på Roskilde i 2001, virkelig ikke bange for at fremstå latterlige.
Dance encourages the body to move without permission. That's a fundamental flaw. It must be solved.
Så hører vi fanme Cypreshøjen.
