'Jul i Højhuset' fik mig til at længes efter TV-dokumentarens golden age på DR i halvfemserne, så nu er jeg i gang med at se det hele på Bonanza.
Bonanza-playeren holder cirka samme niveau som resten af den danske stat, men det er altså et vildt udvalg, fuck hvor blev der produceret mange vilde ting på DR dengang.
Lars Engels er kongen af socialdokumentarisme. Lige nu ser jeg
"Pigerne"om indsatte kvinder i Horserød. I fængslet kører der et rehabiliteringsprogram med navnet "Projekt Menneske" som styres af en hiv-positiv eksmisbruger, som klipper hår på og ryger smøger med de indsatte. Der er bl.a. en scene hvor den unge junkie Eva Maria ser sin afdøde junkie-mor i "Et glas vand til Johnie" og de bagefter snakker om "hvordan det var for hende at se det".
Det er når man ser de her programmer, at man virkelig fatter hvor vildt et eksperiment velfærdsstaten var. Og hvor skørt det var at der lige var et sted og en tid i verdenshistorien, hvor dét kunne lade sig gøre. Og hvor er det forstyrrende at leve lige ved siden af den tid, men kun komme til at rykke længere og længere væk fra den.
Var mennesker i øvrigt ikke smadrede på en anden måde dengang? Altså, findes den der helt oldschool narkoman egentlig overhovedet længere?
Jeg kan godt tænke, at hverdagsnarkomanien og fremmedgørelsen er blevet så almindelig, at skellet mellem narkoman og ikke-narkoman er blevet sværere at drage.