LN 2018: Boghvedekorn

Film & tv, litteratur, billedkunst, mad mm.
Besvar
besked
Forfatter
Brugeravatar
Badutten
Indlæg: 1335
Tilmeldt: 02 jun 2007 23:52
Geografisk sted: Karachi

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#201 Indlæg af Badutten » 23 jun 2018 16:54

eini skrev:
23 jun 2018 13:33
Jeg gider ikke læse om andet end døden. Så: hvad findes der af gode bøger om døden, længsel efter døden, gerne selvmord? Jeg kan ikke lide Levé. Jeg kan godt lide Pavese.
Hvad med Oscar Blochs tobindsværk Om Døden? Det er ikke én, man læser fra start til slut, men man kan slå op næsten hvor som helst og finde guldkorn.

Og så er den også approved af Majoren.

Brugeravatar
Fisker Thomas
Indlæg: 22179
Tilmeldt: 22 nov 2003 16:33
Geografisk sted: Institut Benjamenta
Kontakt:

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#202 Indlæg af Fisker Thomas » 24 jun 2018 13:02

Sæterbakkens Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt er ret oplagt. Det er Gjennom natten af ham også. Tor Ulvens Gravgaver (som en stensikker 6/6'er). Voetmanns Amduat. Altså, alt det gode handler vel lidt om død.
"Det provokerer mig, at vores nuværende regering har det som formål, at vi allesammen skal leve tre år længere.
Hvad med i stedet at give tilladelse til eutanasi, for så sjovt er livet trods alt heller ikke."

Jytte Nørtoft Jensen, Silkeborg.

Brugeravatar
Fisker Thomas
Indlæg: 22179
Tilmeldt: 22 nov 2003 16:33
Geografisk sted: Institut Benjamenta
Kontakt:

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#203 Indlæg af Fisker Thomas » 08 jul 2018 12:03

Jeg har fået læst Olga Ravns meget omtalte De ansatte, der faktisk er omtrent så god, som anmeldelserne siger. De har hæftet sig meget ved det samfundskritiske og arbejdsmarkedskritiske aspekt af bogen, som bestemt er til stede og relevant. Men det, der for alvor får mig op at køre, er virkelighedstvivlen og den uvirkelighedsfølelse, de forskellige ”vidneudsagn”, der udgør det meste af romanen, maner frem i mig. Det er den grundlæggende, let ekstatiske følelse af, at virkeligheden er en illusion, som jeg vel i virkeligheden altid leder efter i litteratur (og i virkeligheden; i begge tilfælde opleves de desværre sjældnere og sjældnere, som man flytter ind i voksenlivet), romanen får frem i mange af de bedste passager (fx: ”Vi er blot ydmyge fartøjer for programmet. Om lidt er vi forsvundet som forældede oplysninger. Jeg tror på, jeg skal møde en stor kærlighed.”). Der var også den der melankolske Solaris-fornemmelse af menneskets grundlæggende ubetydelighed. Virkelig god bog. Jeg kan dog godt ærgre mig over det stilistiske valg med visse talesprogsprægede valg, som skurrer lidt i min læseoplevelse (”hvis […] man er lav på anseelse”; ”det, der tættest ligner noget, vi kender”; ”ingen af dem, jeg kom med, er her stadig”) fordi det bryder med det bureaukratsprog, der er så vellykket et stilistisk virkemiddel til at skabe tomhedsfornemmelsen og afsavn-efter-ikke-noget-bestemt-fornemmelsen. Det kan virke lidt nærigt at lade sig forstyrre af det, men grunden til, at jeg bliver forstyrret, er nu altså også, at det hele ellers spiller i romanen. Klart et højdepunkt i 2018.07.08

Det er også blevet til Anna Kavans Sleep Has His House. Den går i to spor med korte (selv?)biografiske passager, der indleder længere afsnit med nedskrivninger af drømme, et forsøg på at finde et oprindeligt nattesprog. De korte indledende passager er vitterligt fremragende, af stor skønhed. Der er også ekstremt gode passager i drømmeafsnittene (igen uvirkelighedsfølelsen), men de bliver for springende og for lidt narrative til for alvor at fænge mig, de virker frigjorte fra de indledende afsnit.
"Det provokerer mig, at vores nuværende regering har det som formål, at vi allesammen skal leve tre år længere.
Hvad med i stedet at give tilladelse til eutanasi, for så sjovt er livet trods alt heller ikke."

Jytte Nørtoft Jensen, Silkeborg.

Brugeravatar
Lang
Indlæg: 9777
Tilmeldt: 03 feb 2004 09:20
Geografisk sted: Kallipolis

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#204 Indlæg af Lang » 19 aug 2018 20:55

Tror sgu jeg går ned og køber Berlingske bare for at læse den her sviner fra en sekunda litterat og Berlingskes krammedyr af den boardet så foragtede Casper Erik. Så meget had, så meget vrede ach ja.
https://www.b.dk/boganmeldelser/ny-digt ... oeg-paa-at
Jeg har ikke valgt Transmission fra.

Brugeravatar
secondtoughestintheinfant
Indlæg: 10923
Tilmeldt: 15 nov 2003 13:19
Geografisk sted: Jerusalem

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#205 Indlæg af secondtoughestintheinfant » 19 aug 2018 23:07

Hvis nogen har adgang til Berlingske, må de meget gerne paste anmeldelsen her på boardet. Høegs åbningssætning er godt nok kluntet, ville ønske jeg kunne læse resten.
Jeg tager tit fejl, men jeg tror jeg tager lidt mindre fejl end de fleste andre herinde, fordi jeg er grundig.

Brugeravatar
Victoria
Indlæg: 5
Tilmeldt: 10 mar 2017 01:13

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#206 Indlæg af Victoria » 20 aug 2018 00:30

Spoiler:
Mette Leonard Høeg skrev:Caspar Erics nye »poesiudgivelse«, »Alt hvad du ejer«, er et tidstypisk statsstøttet kulturelitært forsøg på med henvisning til den fremherskende identitetspolitik moralsk at retfærdiggøre forfatterens halvbagte narcissistiske undersøgelse.

Fortælleren, der tiltaler sig selv i 2. person og fremstår så uoriginal, at han umuligt kan være opdigtet, og antageligt er identisk med forfatteren selv, er kæreste med en pige, der får en spontan abort i første trimester, ligesom estimerede 50 procent af danske kvinder.

Den emotionelle belastning for en mand ved at miste et foster i uge 10 er ganske givet stor og ganske vist ikke et etableret tema i litteraturen, men det gør jo ikke i sig selv hovedpersonen til en udsat minoritetseksistens.

Underliggende er således samme forvrængede logik, ifølge hvilken Rolf Sparre Johanssons digtsamling »Søvn« om tilværelsen som far på Vesterbro er en »vigtig fortælling fra marginen af samfundet«.

Det er en fordrejelse af identitetspolitikken, der tillader det litterære miljø at iscenesætte sig selv som udsat og at fastholde, at det er vigtigt, at vi giver forfatterne mere statsstøtte og taler mere om deres psykologiske problemer, og som dermed fritager dem fra ansvaret for presserende samfundsmæssige udfordringer.

Således finder Caspar Eric det også rimeligt – selvhøjtideligt og selvmedlidende – at proklamere, at »systemets største sejr er at gøre sorg til et privat anliggende« i et værk, hvis samtidige interesse i storpolitiske kriser og deres ofre er pinligt overfladisk.


Simplificerede politiske perspektiver

Interessen for erfaringen med en tidlig spontan abort er ikke i sig selv problematisk. Men værkets troværdighed undergraves af forfatterens sidestilling af den personlige erfaring med en politisk virkelighed, som han tydeligvis ikke egentlig interesserer sig for, endsige forstår.

»Alt hvad du ejer« er Erics fjerde digtsamling og udtrykker grundlæggende forfatterens sædvanlige tematiske præferencer og stilistiske tilbøjeligheder.

Der er udbredte referencer til sociale medier og popkulturprodukter, især apokalyptiske Hollywoodfilm, som giver indtryk af, at forfatterens erfaringssfære, ud over et af hovedstadens brokvarterer, begrænser sig til internettet. Der er doven engelsk sprogbrug, som ikke overbeviser læseren om den aktualitet og »wokeness«, forfatteren tydeligvis identificerer sig med.

Der er et fravær af poetiske former og en demonstrativ sproglig almindelighed, som giver indtryk af primært at være dyrket for at skjule en mangel på æstetisk sans. Selvom forfatteren er ældre, er infantilismen intakt og udtrykkes bl.a. i en selvforståelse, der defineres i kontrasten til »de voksne«.

Desuden er der kejtede forsøg på kritisk tænkning, heriblandt en mislykket dekonstruktion af stadionet som maskulint rum, og der er brug af ironi for at dække over den begrænsede kapacitet for konceptuel tænkning.

Dertil er der masser af groft simplificerede politiske perspektiver og uselvstændige, automatiserede holdninger, der er påklistret teksten passionsløst, som et slemt utroværdigt alibi for, at forfatteren ikke er en narcissist uden interesse for andre eller sin samtid.

Interessen i den kvindelige erfaring er forceret og sløv, f.eks. når det fremsættes, at når kæresten laver mad, er det en »reel foræring af tid«, man bør »sætte pris på«.

Men især engagementet i større politiske problematikker er så slapt og useriøst, at det overskrider grænsen til det usmagelige:

»Da du googlede din ekskærestes navn / fandt du et billede fra Norge / hvor hun krydser en flod og bestiger et bjerg / hun så fredfyldt og smuk ud / du tænkte på at skrive undskyld til hende / men vidste godt at du ikke / skal stole på alt hvad du tænker / det kan også være kærligt bare at lade være / finde trøst nok i et I / alt det du ikke længere ejer men ejes af / De Vestindiske Øer burde nogen til gengæld / virkelig tage sig sammen og skrive undskyld til.«


Ikke en original forfatter

Sammenstødet mellem de globale politiske begivenheder og de personlige problemer er selvfølgelig delvist intenderet for at signalere fortællerens bevidsthed om kløften mellem de to niveauer. Og fortælleren udtrykker også eksplicit en ambivalens ved at tilhøre et velfærdssamfund, han finder både smukt og grimt:

»Følelsen af at høre til en bestemt fortælling som et privilegium følelsen /af at høre til en bestemt fortælling som en forbandelse.«

Denne selvbevidsthed er engagerende, og i egenskab af at være et produkt af sin samtid er bogen ikke uinteressant.

Caspar Eric er ikke nogen original forfatter, og forhåbentlig er hans analytiske evner og politiske indsigt ikke repræsentative for en hel generation. Til gengæld tror jeg, forfatteren udtrykker en udbredt fornemmelse, når han skriver:

»Vesten har i dag et dement skær over sig.«

Fortællerens tilstand synes symptomatisk for en generel stemning af resigneret fremmedgørelse, især i de yngre generationer med venstreideologiske sympatier.

Han er både selvoptaget og selvudslettende, fastlåst mellem selvretfærdighed, selvmedlidenhed og tyngende dårlig samvittighed, og som sådan pacificeret og inhabil som både borger og privat person. Man mærker hos fortælleren en konstant trang til bare at få lov at græde. De overfladiske politiske perspektiver synes at vidne om et simuleret engagement, der dækker over et hult indre uden nogen egentlige idealer, mål eller meningsfulde narrativer.

Med »Alt hvad du ejer« forstærker forfatteren således billedet af en generation, der er stærkt determineret af sin globaliserede samtid, hyperbevidst om eksistensen af globale kriser, om sin privilegerede position og sit fundamentale ansvar. De økonomiske, klima- og immigrationsmæssige udfordringer er så komplicerede og omfattende, og fremtiden synes så mørk, at det forekommer umuligt for det politisk bevidste individ at agere politisk relevant og effektivt og samtidig etisk forsvarligt.

Den reaktion, »Alt hvad du ejer« repræsenterer, er retræte til selvoptagelse og tilflugt til nem og ansvarsforflygtigende identitetspolitik og bebrejdelse af den ’onde’ højrefløj.

Det er en interessant og aktuel problematik, men i »Alt hvad du ejer« undergraves forfatterens undersøgelse af netop et svagt engagement. Værket er sympatisk for så vidt, det indrømmer sin egen famlen. Men den kritiske tænkning er svag, og den manglende selvindsigt, der bl.a. udvises i forsøget på at sikre sig selv en moralsk korrekt offerposition med henvisning til kærestens abort, underminerer troværdigheden. Værkets mest dominerende udtryk forbliver således fortællerens selvmedlidende selvoptagelse: »så græd du lidt ned i en vaffel og skålede.«
Nu har jeg faaet Lampen tændt, og det er meget lysere for mig. Jeg har ligget i Dvale og atter været langt borte fra Jorden. Gudskelov, det ikke er saa uhyggeligt for mig som før, jeg hørte endog lidt Musik, og fremfor alt var det ikke mørkt.

Brugeravatar
secondtoughestintheinfant
Indlæg: 10923
Tilmeldt: 15 nov 2003 13:19
Geografisk sted: Jerusalem

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#207 Indlæg af secondtoughestintheinfant » 20 aug 2018 07:54

Du er en skat, Victoria!

Haha, Mette Høeg er så ekstrem. Hun er altså nødt til at droppe den pinlige motivforskning. Hvorfor kan hun ikke bare skrive lige så lødigt som i sidste halvdel af anmeldelsen?
Jeg tager tit fejl, men jeg tror jeg tager lidt mindre fejl end de fleste andre herinde, fordi jeg er grundig.

Brugeravatar
Lang
Indlæg: 9777
Tilmeldt: 03 feb 2004 09:20
Geografisk sted: Kallipolis

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#208 Indlæg af Lang » 20 aug 2018 08:00

Er det ikke også lidt mærkeligt som kritiker at kritisere en digtsamling for forfatterens poltics? Altså jeg ville gøre det men jeg er så heller ikke kritiker.
Jeg har ikke valgt Transmission fra.

Brugeravatar
secondtoughestintheinfant
Indlæg: 10923
Tilmeldt: 15 nov 2003 13:19
Geografisk sted: Jerusalem

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#209 Indlæg af secondtoughestintheinfant » 20 aug 2018 08:11

Nej, det synes jeg ikke. Hvis en stor del af #værket er politiske betragtninger, så er det da oplagt at kritisere deres eventuelle overfladiskhed og dumhed.
Jeg tager tit fejl, men jeg tror jeg tager lidt mindre fejl end de fleste andre herinde, fordi jeg er grundig.

Brugeravatar
Lang
Indlæg: 9777
Tilmeldt: 03 feb 2004 09:20
Geografisk sted: Kallipolis

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#210 Indlæg af Lang » 20 aug 2018 08:27

Ok men så virker det hendes påstande lidt postulerende da hun jo så må fremsætte hvad der præcist er i vejen med den type politiske synspunkter Casper Erik har. Politik er jo ganske overfladisk i det store hele så det er fx lidt mærkeligt at ville have fx en dyb og meget teoretisk politik istedet. Det ville jeg nok synes var værre....
Jeg har ikke valgt Transmission fra.

Besvar

Hvem er online

Brugere der viser dette forum: Ingen og 1 gæst