LN 2018: Boghvedekorn

Film & tv, litteratur, billedkunst, mad mm.
Besvar
besked
Forfatter
Brugeravatar
Fisker Thomas
Indlæg: 22427
Tilmeldt: 22 nov 2003 16:33
Geografisk sted: Institut Benjamenta
Kontakt:

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#321 Indlæg af Fisker Thomas » 04 sep 2018 19:49

Victoria skrev:
04 sep 2018 18:15
Fisker Thomas skrev:
04 sep 2018 17:43
Kan nogen med Berlingskeabonnement be- eller afkræfte, at Mathilde Walther Clark = Joyce ifølge denne anmeldelse: https://www.b.dk/boganmeldelser/hun-har ... t-beskrive ?
Den er desværre god nok.
Tak, ASH.
"Det provokerer mig, at vores nuværende regering har det som formål, at vi allesammen skal leve tre år længere.
Hvad med i stedet at give tilladelse til eutanasi, for så sjovt er livet trods alt heller ikke."

Jytte Nørtoft Jensen, Silkeborg.

Brugeravatar
Victoria
Indlæg: 9
Tilmeldt: 10 mar 2017 01:13

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#322 Indlæg af Victoria » 04 sep 2018 22:16

Må jeg være fri. :P
Nu har jeg faaet Lampen tændt, og det er meget lysere for mig. Jeg har ligget i Dvale og atter været langt borte fra Jorden. Gudskelov, det ikke er saa uhyggeligt for mig som før, jeg hørte endog lidt Musik, og fremfor alt var det ikke mørkt.

Brugeravatar
Langley
Indlæg: 10036
Tilmeldt: 03 feb 2004 09:20
Geografisk sted: Kallipolis

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#323 Indlæg af Langley » 04 sep 2018 22:39

Dejligt med ny sok. Håber Victoria er modelleret over KUA studenternes med-hade student fra nordisk, som synes Lucca er den bedste bog hun nogensinde har læst
We're off to the land of hot middle-aged women.

Brugeravatar
Fisker Thomas
Indlæg: 22427
Tilmeldt: 22 nov 2003 16:33
Geografisk sted: Institut Benjamenta
Kontakt:

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#324 Indlæg af Fisker Thomas » 05 sep 2018 07:40

Victoria skrev:
04 sep 2018 22:16
Må jeg være fri. :P
Hov, den kunne mistforstås. Også tak til dig. Men tak til ASH for debatanmelderne.
"Det provokerer mig, at vores nuværende regering har det som formål, at vi allesammen skal leve tre år længere.
Hvad med i stedet at give tilladelse til eutanasi, for så sjovt er livet trods alt heller ikke."

Jytte Nørtoft Jensen, Silkeborg.

Brugeravatar
eini
Indlæg: 6462
Tilmeldt: 18 maj 2004 14:14
Geografisk sted: ønskeøen

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#325 Indlæg af eini » 11 sep 2018 17:48

Kam Victoria skaffe Berlingskes interview med Peter Høegh?
"Hvis musikken afspejler tiden vi lever i, må det eddermamen være trist at være ung i dag. For det lyder som om man sidder som en mumie inde på sit børneværelse og der står en ude på gangen og råber ind til dig, ikke et party råb, men i en tone der er lige så trist som dit eget liv."

Brugeravatar
Antimatter
Indlæg: 6196
Tilmeldt: 11 jul 2005 00:11

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#326 Indlæg af Antimatter » 11 sep 2018 17:56

Jeg læser Platon for første gang. Han får mig ligefrem til at savne det homeriske sprog. Intet giver mening.
Glaucoma, iritis, cataract, crystallised cataract, a nebula in the pupil, conjunctivitis, torn retina, blood accumulation and abscesses

Brugeravatar
Victoria
Indlæg: 9
Tilmeldt: 10 mar 2017 01:13

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#327 Indlæg af Victoria » 11 sep 2018 18:10

Spoiler:
Peter Høeg forærede millionerne væk, bor i dag på 75 kvadratmeter - og har aldrig været mere i harmoni

Peter Høeg, der debuterede for 30 år siden, beskæftiger sig ikke med fortiden, men gør en undtagelse her. Den romanaktuelle forfatter, der stod bag en af de største sensationer i dansk litteratur, fortæller om at efterligne, før man bliver original, og om den indre konflikt, der fik ham til at forsvinde fra offentligheden i 10 år. Og om, hvor vanskeligt det er at give penge væk.

Peter Høeg er en nuets mand. For ham er fortiden og fremtiden forstyrrelser, han prøver at slippe. De romaner, han har skrevet gennem nu 30 år, skænker han ingen tanker. Ni i alt, inklusive den nyeste, »Gennem dine øjne«, der udkommer på fredag.

»Jeg har ikke engang mine egne bøger. Jeg ser aldrig i dem, så de indgår ikke i en slags selvbillede eller en overvejelse,« som han siger.

Mens han skrev dem, fyldte de alt. Så meget at han kunne dem udenad. Sætning for sætning, tusindvis af sider, skrevet i hånden.

Sådan har det været med alle bøgerne, bortset fra den nyeste. Med den er det anderledes. Men det kommer vi til. Vi må begynde ved begyndelsen. For Peter Høeg har indvilget i at se tilbage på det forfatterskab, der vurderet udefra er et de mest spektakulære i dansk litteratur.

Den kom på en ferie, ideen til »Forestilling om det tyvende århundrede«, Peter Høegs debut.

»Jeg kan huske det, som var det i dag. Jeg var på kanotur i Sverige med nogle venner. Jeg sad der i solen midt ude på søen, og så mærkede jeg en roman: Fire familiers historie over 100 år og så den måde, deres skæbne og drømme fletter sig sammen på. Det billede så jeg. Hele bogen kom som en pakke. At pakke den ud tog så år og dag.«

I årene inden havde tingene ellers ikke stået helt klart for den unge mand, der havde prøvet lidt af hvert. Peter Høeg voksede op i, hvad han selv kalder et kulturradikalt hjem i København, med en far, der var jurist, og en mor, der var lektor i latin og tysk. Selv var han temmelig utilpasset og blev smidt ud af Bording Friskole for »unoder«. Siden besteg han bjerge, fægtede på højt niveau, var sømand i Caribien, dansede professionelt - og blev kandidat i litteraturvidenskab med idræt som bifag.

Det var her, på universitetets bibliotek, han begyndte at skrive på romanen. Han boede på et værelse i et kollektiv og kunne ikke arbejde dér. Selv om han for længst havde afleveret sit speciale, løj han sig til et specialerum.»Jeg kan huske den der følelse af at være kreativt gennemstrømmet og lykkelig. Jeg vidste i løbet af de første tre uger, at det her var livsvarigt. Jeg havde fundet en ressource, som ville vare resten af mit liv.«


»Den bog vil jeg meget gerne udgive«

Det endte med at tage fire år, hvor han skrev hver dag. En dag i det tidlige forår 1988 cyklede han ud til den villa i Ordrup, hvor forlaget Rosinante dengang holdt til. Den historie har siden fået mytisk status i den danske forlagsverden. Hvordan han gav den nu afdøde stifter af Rosinante, Merete Ries, manuskriptet og i første omgang fik at vide, at han kom på et højst ubelejligt tidspunkt og måtte væbne sig med tålmodighed. »Jeg har været fire år om at skrive bogen, så jeg kan godt vente,« svarede han. Næste morgen lå der et brev i hans postkasse, som han stadig kan huske ordret: »Kære Peter Jeg læste din bog i nat, det blev sent. Jeg kan sige, at den bog vil jeg meget gerne udgive.«

»Jeg sad i min lejlighed i Brumleby og tænkte, at det her er et historisk øjeblik i dit lille liv. Det honorerede også min egen oplevelse, for jeg var et eller andet sted ikke i tvivl. Jeg vidste, jeg havde lavet et meget omfattende arbejde. Efter halvandet år havde jeg haft 400 håndskrevne sider, og da jeg læste dem, kunne jeg mærke, at de ikke var gode nok, og så startede jeg forfra,« siger Peter Høeg og tilføjer: »Det er underligt at tænke på. Det har jeg ikke tænkt på i 30 år.«

Forestilling om det tyvende århundrede« blev hyldet af kritikerne, og det samme gjorde »Fortællinger om natten«, der kom i 1990. Men det helt store gennembrud kom først med »Frøken Smillas fornemmelse for sne« i 1992. Den endte med at blive solgt i sensationelle 5 mio. eksemplarer, udkom i 33 lande og blev kåret som årets bog i Time Magazine, og snart fulgte også Bille Augusts filmversion. Her i avisen kaldte kritikeren Jens Kistrup Peter Høeg for »en forfatter af en helt usædvanlig karakter og med en spændvidde, der sprænger alle de vedtagne rammer for den danske normalroman.«

Fra den ene dag til den anden blev Peter Høeg international forfatterstjerne og mangemillionær.

»Det gjorde faktisk ikke nogen forskel for mig,« udbryder Peter Høeg og nævner den beslutning, han og moren til hans i dag tre voksne døtre tidligt tog.

»Da jeg ville skrive den første bog, satte vi os over for hinanden. Hun ville gerne danse og lave musik, og jeg ville kunne skrive hver dag. Jeg sagde: »Kan vi indstille os på, at leve en sigøjnertilværelse og ikke have nogle penge?« Hun sagde ja, og den beslutning har på en måde aldrig forladt mig. Jeg har ikke ændret min livsstil siden,« siger Peter Høeg og fortæller, at han i dag bor i en andelsbolig på 75 kvadratmeter, har en husleje på 2300 kr. inklusive forbrug og forsikringer og ikke har nogen bil. Andelsboligen ligger i Nørre Snede, i tilknytning til det spirituelle bo- og undervisningssted Vækstcenteret.

»Så da millionerne begyndte at rulle ind, satte jeg dem i første omgang bare i banken, jeg foretog ingen forandringer. Og da pengene så blev ved med at komme - min fjerde bog, »De måske egnede« udkom også i meget store oplag i udlandet – så besluttede jeg at lave en fond, der giver penge til kvinder og børn i tredjeverdenslande. Jeg var nøjagtig, hvor jeg gerne ville være, så det satte ikke nogen proces i gang i mig - ud over tankerne om, hvordan man giver pengene væk på den bedste måde.«

For man skal passe på med den slags ophobninger, som Peter Høeg udtrykker det.

»Kreativiteten kræver, at man træder til side for noget, træder væk fra sig selv. Så jo mere opmærksomhed, der kommer på en selv, og jo mere materialitet, man oplever, jo sværere bliver det at opleve den kreativitet igen.«


Ingen er originale fra begyndelsen

Han har også mærket, at det ikke er så ligetil at hjælpe venner med penge.

»Du ydmyger også et menneske, når du giver. Fordi du kommer fra et sted, hvor du kan trække den store tegnebog frem og fx give en ven 50.000 kr. til at istandsætte en lejlighed med. Det handler også om relationen. Kan den ven tåle at få pengene, eller vil der et sted være en stemme, der hvisker: »Det er bare ham Peter, han puster sig op«? Og hvad med den gæld, han føler? Det er meget svært at give penge væk!«

Peter Høeg kalder de første fire romaner for sin læretid.

»I de bøger forholdt jeg mig intenst til forbilleder. Jeg har fra et meget tidligt tidspunkt i mit liv vidst, hvor vigtigt det er med forbilleder, levende og døde. Jeg vidste også indefra, at det, du gør med en lærer, er, at du efterligner. Du prøver at gøre som dit forbillede. Da jeg dansede og fik Eske Holm som lærer, vidste jeg med det samme, jeg så ham i rummet, at her var en stor bevægelseskunstner, og så stillede jeg mig bare bagved ham. Dér stod jeg i to år og sugede til mig.«

Elever går fejl, hvis de tror, de skal være originale fra begyndelsen, mener han.

»Efterligning og skønheden i efterligningen og i den store respekt for forbilledet, som den afspejler, er meget underkendt. Peter Bastian sagde det engang meget smukt til mig. Han sagde: »Jeg spiller noget, jeg har stjålet fra Coltrane, og bagefter spiller jeg noget, jeg har stjålet fra Sonny Rollins, og pludselig hører jeg mig selv spille noget tredje, som jeg ikke har stjålet fra nogen.« Det var ikke kommet, hvis han ikke havde stjålet fra de to andre. Kreativiteten er et globalt tyveri.«

I »Forestilling om det tyvende århundrede« var det Gabriel García Márquez’ magiske realisme, han forsøgte at gøre efter, Karen Blixens fortællinger i »Fortællinger om natten« og i »Frøken Smillas fornemmelse for sne« de store kriminalforfattere, først og fremmest Raymond Chandler, mens »De måske egnede« er skrevet med blandt andre Jorge Luis Borges og P.O. Enquist som forbilleder.

»Da de fire bøger var skrevet, var det tømt ud, så havde jeg lært det, jeg skulle. Herefter var der ingen forbilleder.«

Man kunne tro, at alt så var godt. At Peter Høeg nu for alvor var fri til at skrive. Men sådan var det ikke. Fra at have skrevet bøger med få års mellemrum gik der pludselig 10 år, fra »Kvinden og aben« i 1996 til »Den stille pige« i 2006. I den periode trak Peter Høeg sig helt væk fra offentligheden.

»Det har klart været de sværeste år for mig. Det er meget vanskeligt at sige, hvad der skete, men jeg kan pege på nogle ydre ting: Jeg gik igennem en meget kompliceret skilsmisse fra et dybt kærlighedsforhold, og samtidig fik jeg i de år kontakt med Jes Bertelsen, som blev min spirituelle lærer,« siger han og fortæller, at mødet med Bertelsen fra begyndelsen var virkelig godt, men at det også betød, at han i den grad kom på arbejde:

»Sådan er det jo med nye lærere, nye ting, man skal lære. Så det var svære år, både kreativt og menneskeligt. Hvis jeg skulle åbne »Kvinden og aben« og »Den stille pige« og læse i dem, ville det minde mig om en virkelig svær tid. At gøre rede for det, har jeg ikke engang prøvet for mig selv. Jeg har ikke tænkt over det før nu, hvor du spørger mig, men hvis det er sådan, at de første fire bøger, de første 14 år, var en læretid, hvor man tillader sig efterligning, så støtter man sig jo til en ydre struktur. Der er en form, noget man gerne vil, og som man ved fungerer. Og så begynder der af sig selv at komme en trang til at skrive fra et dybere sted i én selv. Men når man ikke har forbillederne, hvad er der så? Det var som en livsovergang. Noget jeg skulle finde ud af.«

Peter Høeg har fra begyndelsen brugt meditation i forbindelse med skrivearbejdet.

»I de første mange år var det en virkelig positiv ting. Der er jo masser af kunstnere, der mediterer, masser af hollywoodskuespillere, der lige skal sidde 20 minutter, inden de er på. David Bowie, Dorris Lessing, en masse kunstnere har brugt meditation som støtte. De første mange år fulgtes de to bestræbelser også ubesværet med hinanden for mig. Den spirituelle og den kunstneriske. Jeg sad altid en time eller to om morgenen, inden jeg spiste morgenmad. Så skrev jeg, hvorefter jeg igen mediterede. Det var helt ubesværet, men omkring »Kvinden og Aben« og »Den stille pige«, begyndte det at knage. I kunst er der indbygget et loop, der fører tilbage til jeget. Det er indbygget, at når man skriver en bog, så vil man gerne nå andre. Men der er også et barn, der vil elskes af sit publikum. Der bare vil skrive den næste bog for igen at blive elsket. Det er umætteligt,« siger Peter Høeg og tilføjer, at litteraturhistorien er fyldt med gigantiske egoer, der blot vil bekræftes igen og igen.

»Det er bagsiden ved kreativiteten, men det spirituellle projekt er anderledes: Dér vil man være helt fri, det er et forsøg på at vågne, det er den tanke, at dét, vi sidder i her, er en drøm. Vi drømmer et eller andet om natten, og så vågner vi til dét her. Vi tror i stor naivitet, at dét her er den ultimative vågenhed, men det er det ikke, man kan vågne én gang til, og så bliver dét her drømmeagtigt vagt. Det er det spirituelle projekt.«

Et indbygget egoprojekt
De to projekter, det kunstneriske og det spirituelle, begyndte at gå i mere og mere forskellige retninger for Peter Høeg. Han har med stor interesse fulgt andre kunstnere, som har arbejdet med med det samme. F.eks. komponisten Philip Glass, forfatteren Doris Lessing og saxofonisten Sonny Rollins.

»Det er helt tydeligt, at det er en vanskelig, men også potentielt frugtbar opgave at få de to områder til at støtte hinanden. I det øjeblik det bliver livsopgaven, og du begynder at sidde i retreat i årevis, som jeg har gjort - jeg har siddet fem år i retreat i de seneste 18 år, i isolation og med alle stik trukket - så begynder du at opdage, at der i kunsten er indbygget et egoprojekt, som er anderledes end kreativiteten. Derfor kom der nogle år, hvor det begyndte at blive vanskeligt for mig.«

I dag føler Peter Høeg ikke, at de to projekter står i nogen problematisk modsætning til hinanden.

»Fra »Elefantpasserens børn« og »Effekten af Susan« er der sket et eller andet og tydeligst med min nye bog, hvor den der følelse af at have to sider, kunstnerens og den mediterendes side, som vil noget forskelligt, forsvinder. Det føles, som om det er det samme sted, det strømmer fra. Der er ikke noget skisma mere, og hvor det fører hen ved jeg ikke. Der er et slip af kontrol i den nye bog, jeg har ikke haft styr på den, den har villet sig selv på en anden måde, og jeg er mere ubekymret for den. Det er klart, at jeg bliver ked af det, hvis den får meget dårlige anmeldelser, og ingen vil læse den, men så bliver jeg heller ikke mere ked af det, fordi jeg har gjort noget længere indefra - noget, som jeg skulle gøre.«

Peter Høeg fortæller, at »Gennem dine øjne« blandt andet er udsprunget af et nærtstående familiemedlems selvmord. I romanen opsøger hovedpersonen Peter efter en vens selvmordsforsøg en klinik, der forsker i den dybe kontakt mellem mennesker, i et forsøg på at hjælpe sin ven. Her møder han en kvinde, som han kender fra sin barndom, men som har mistet hukommelsen i en trafikulykke. Det møde fører dem dybt ind i bevidstheden.

»Jeg har kunnet mærke, at selve den kreative skriveproces har ligget længere inde i min bevidsthed, tættere på hjertet end tidligere, og at det følelsesmæssige mod til at gå ned i det mørke er blevet større. At vove at arbejde længere inde, den frisættelse det giver, det har givet mig den følelse af, at de to personer i mig er ved at smelte sammen. For første gang kunne jeg den heller ikke udenad, normalt kan jeg altid en bog udenad, mens jeg skriver den. Men den her var så meget fra øjeblik til øjeblik, skabt i nuet, at jeg ikke ville kunne rekonstruere den.«

Efter interviewet skal Peter Høeg ud at spise med sit forlag. Men først skal han meditere på sit hotelværelse.

»Jeg vil skulle arbejde lidt i eftermiddag med at tage mig selv af efter det her,« konstaterer Peter Høeg.

»Og så skal vi fejre bogen. Vi ejer den jo kun nu. Renheden, jomfrueligheden i at kunne mærke en bog. Det kan jeg ikke, når en masse mennesker har sagt noget om den. Men lige nu har jeg den.«
Nu har jeg faaet Lampen tændt, og det er meget lysere for mig. Jeg har ligget i Dvale og atter været langt borte fra Jorden. Gudskelov, det ikke er saa uhyggeligt for mig som før, jeg hørte endog lidt Musik, og fremfor alt var det ikke mørkt.

Brugeravatar
eini
Indlæg: 6462
Tilmeldt: 18 maj 2004 14:14
Geografisk sted: ønskeøen

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#328 Indlæg af eini » 11 sep 2018 20:36

Tak, Victoria.

Det er sgu meget fedt hvis Peter Høeg lige kan skabe noget meditationshype til det købestærke bogpublikum.
"Hvis musikken afspejler tiden vi lever i, må det eddermamen være trist at være ung i dag. For det lyder som om man sidder som en mumie inde på sit børneværelse og der står en ude på gangen og råber ind til dig, ikke et party råb, men i en tone der er lige så trist som dit eget liv."

Brugeravatar
Fisker Thomas
Indlæg: 22427
Tilmeldt: 22 nov 2003 16:33
Geografisk sted: Institut Benjamenta
Kontakt:

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#329 Indlæg af Fisker Thomas » 12 sep 2018 11:31

Så stopper Johannes Riis:
https://politiken.dk/kultur/art6697412/ ... 24-%C3%A5r

Jeg er lidt småbekymret for Gyldendals fremtid lige nu med Hesseldahl ved roret og Riis lige stoppet. Er sygt spændt på, hvem den nye litterære direktør bliver.
"Det provokerer mig, at vores nuværende regering har det som formål, at vi allesammen skal leve tre år længere.
Hvad med i stedet at give tilladelse til eutanasi, for så sjovt er livet trods alt heller ikke."

Jytte Nørtoft Jensen, Silkeborg.

Brugeravatar
andreassyr
Indlæg: 6335
Tilmeldt: 20 apr 2007 00:18
Geografisk sted: Fakultet for Komparativ Irrelevans

Re: LN 2018: Boghvedekorn

#330 Indlæg af andreassyr » 12 sep 2018 11:38

Læste Rene Daumals Mont Analogue og var fuldstændig ekstatisk indtil det gik op for mig at den var uafsluttet. Men det var på den anden side måske bedre end at have vidst det på forhånd. Hvad kan i anbefale der minder om? Især den første del inden de stævner ud var utroligt konge. Er jeg helt galt på den hvis hvis jeg syntes det mindede lidt om Bruno Schultz - som det er mange år siden jeg læste.

Nu læser jeg Robert Walser. Det er også fedt nok.
Spot On

Besvar

Hvem er online

Brugere der viser dette forum: Ingen og 2 gæster