LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

Film & tv, litteratur, billedkunst, mad mm.
Besvar
besked
Forfatter
Enola Gay
- inaktiv -
Indlæg: 3433
Tilmeldt: 07 nov 2005 17:13
Geografisk sted: Smeerenburg

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#541 Indlæg af Enola Gay » 04 dec 2019 09:23

George Eliot
Henry James
William Blake

Brugeravatar
Langley
Indlæg: 11649
Tilmeldt: 03 feb 2004 09:20
Geografisk sted: Firmamentet

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#542 Indlæg af Langley » 04 dec 2019 09:39

Men skal vi da tale om hvem der har fået den livsvarige.

- Peter Adolphsen. Helt sikkert tiltrængt og hvis man er for er det vel også for hans ret brede virke med det ene og det andet udover sit smalle forfatterskab. Men han solgte vel meget godt for en 10 års tid siden og han vel da også rimelig produktion er han ikke? Er fan af personen og stilen dog

- Mette Moestrup. Jeg ved ikke skal jeg sige? Vel en meget anerkendt digter og hele #pakken men jeg får ondt i hovedet når hun udtaler sig. Pengene falder nok også på et tørt sted.

- Carsten Thau. Ham behøver vi jo ikke betale så længe til og han har nok ikke brug for pengene men det er vel et stort velfortjent skulderklap?
Senest rettet af Langley 04 dec 2019 09:49, rettet i alt 1 gang.
Meister Rumelant har dig
https://youtu.be/K8bxR4mvYnU

Brugeravatar
Poste
Indlæg: 371
Tilmeldt: 29 mar 2017 22:12

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#543 Indlæg af Poste » 04 dec 2019 09:55

Fisker Thomas skrev:
03 dec 2019 21:48
Poe er da ikke et fornavn? Jeg mente selvfølgelig ikke forfattere med et for-, mellem- og efternavn, men forfattere, der kun hedder to fornavne.
Ham skøjerpiloten fra det aktuelle Star Wars-trilogi hedder da Poe.
Pete Rock skrev:
03 dec 2019 22:03
Big Dick Poste
8)
leapfrog skrev:
03 dec 2019 23:31
Spørgsmålet er vel, hvor mange af dem som reelt har fornavnet som efternavn, og hvor mange der blot har fået to fornavne fra navngivningen og så på opportunistisk vis fundet ud af, at det da var smart at rulle med dem i stedet for et sen-navn, hvis de skulle gøre sig som offentlig person.
Det er rigtigt. Jonas Eika hedder jo Rasmussen, og er han jo, som set for nylig, også lidt opportunistisk.

Brugeravatar
Jon A
Indlæg: 13703
Tilmeldt: 15 jul 2006 10:31
Kontakt:

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#544 Indlæg af Jon A » 04 dec 2019 10:02

Langley skrev:
04 dec 2019 09:39
Peter Adolphsen [...] solgte vel meget godt for en 10 års tid siden
Omtalen af ham har altid været omvendt proportionel med, hvad han faktisk solgte. Hvilket er en skam, for han er en af de bedste og mest egensindige forfattere, vi har. Så det er fuldstændig på sin plads, at han har fået det. I øvrigt også en god oversætter af spansk.
kulsoen skrev:MÆND (læs: Jon A)
Briller af stål

Enola Gay
- inaktiv -
Indlæg: 3433
Tilmeldt: 07 nov 2005 17:13
Geografisk sted: Smeerenburg

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#545 Indlæg af Enola Gay » 07 dec 2019 18:22

Er der et mensch, som vil bringe Lone Nicolaisens anmeldelse af Marianne Stridsens nye bog og Stridsens efterfølgende tirade begge fra Informeren?

Brugeravatar
miegas
- inaktiv -
Indlæg: 664
Tilmeldt: 26 jan 2012 22:13

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#546 Indlæg af miegas » 07 dec 2019 19:53

En totalitaristisk konsensuskultur hersker i anmelderkorpset
Flere gange er det sket, at en bog er røget ud til en anmelder, som er så indsovset i en bestemt politisk-aktivistisk klike, at det ikke længere er den enkelte anmelders selvstændige blik, men derimod en form for kollektivt tæskehold, bogen bliver mødt med, skriver forfatter Marianne Stidsen i dette debatindlæg

7. december 2019

I sit svar til Christina Hagens tale, i anledning af at hun modtog Gelsted-prisen 2019, kommer Informations litteraturredaktør Peter Nielsen med en række konkrete eksempler på, at Information har anmeldt bøger nuanceret, efter deres forfattere er blevet dømt ude som politisk ukorrekte.

Sandt nok.

Alligevel har Christina Hagen for mig at se en vigtig pointe. Problemet er nemlig ikke så meget enkeltanmeldelser, men den konsensus, der alt for tit opstår i et bestemt, meget sammensplejset miljø med aktivistiske tendenser.

Peter Nielsen udpeger de anmeldere, han finder bedst egnede til opgaven. Et sympatisk princip. Problemet er blot, at en bog, når den slipper redaktørens skrivebord, i disse tider let risikerer at komme ud ikke til en enkelt anmelder, der med sin egen autonome dømmekraft og smag beskriver og vurderer den.

I flere tilfælde er det sket, at en bog er røget ud til en anmelder, som tydeligvis er så indsovset i en bestemt politisk-aktivistisk klike, at det ej længere kan siges at være den enkelte anmelders suverænt selvstændige blik, men derimod en form for kollektivt tribunal, eller – hvis det går galt – et kollektivt tæskehold, bogen og dens forfatter i realiteten bliver mødt med.

To eksempler er – som det også fremgår af de kommentarer, Informations læsere har skrevet – Hagens Korrekthedsbiblen og min egen Den nordiske MeToo-revolution 2018, begge fra i år. Hvis jeg sammenligner flere af de affærdigende anmeldelser af min bog, herunder den i Information, er der nogle påfaldende konsistente træk:

Bogen beskrives ikke, før den vurderes, ja, der decideret lyves om, hvad der står og ikke står i den, for eksempel når Lone Nikolajsen helt undlader at nævne den mailtråd, jeg bruger til at underbygge min analyse af forfatterskolesagen,
bogens forsøg på en udfoldet og seriøs kritik af MeToo-bevægelsen reduceres til, at jeg bare skriver det, jeg skriver, fordi jeg er venner med Horace Engdahl (fra Det Svenske Akademi) og
jeg fremstilles som halvvejs skør. Jævnfør Thomas Thurahs kritik af Nikolajsens anmeldelse her i avisen den 6. august under overskriften »Fordrejende anmeldelse af #MeToo-bog«.
Denne perverterede og udemokratiske kollektivistiske konsensuskultur er, så vidt jeg kan se, den egentlige skydeskive for Christina Hagen. Det er både modigt og prisværdigt, at hun tør gå løs på den på en så uforfærdet og hudløst ærlig måde, som hun gør. For i øjeblikket er det bestemt ikke nemt at være dissident – slet ikke i forfattermiljøet.

Igen og igen ser vi anmeldere og redaktører være indfedtet i tidens aktivistiske bevægelser, det være sig via private venskaber, ægteskaber eller kæresteforhold, på en måde, der skader kritikerfaget, og som skaber frygt hos mange for at gøre det, Christina Hagen gør: tage bladet fra munden og tale denne tendens imod.

I den forbindelse bør det nok også præciseres, at Mette Moestrup, gift med en ansat på Information, ganske vist ikke formelt var med til at grundlægge Hekseskolen, sådan som det påpeges i forlængelse af Nielsens indlæg, men hun var i dén grad en inspiration for den, citeret flere steder af stifteren Olga Ravn.

Hvor jeg selv i min bog forsøgte at lægge kortene på bordet med hensyn til, hvem jeg havde personlige relationer til og hvem ikke, er en del anmeldere i dag, vil jeg påstå, ikke spor åbne om de relationer, de er syltet ind i bag kulissen. Måske er avisredaktørerne ikke engang rigtig klar over, hvor slemt det står til.

For eksempel må jeg da indrømme, at det undrede mig såre, at det indlæg, jeg var blevet bedt om at skrive til Information i anledning af serien »20 før 20«, blev citeret, inden indlægget havde været trykt. Nemlig i den annonce for Hekseskolen, som var indrykket i Information, samme dag som mit indlæg kom på.

Hvordan kan den slags overhovedet finde sted? Altså at folk udefra kan indrykke en annonce med citat fra en tekst, som avisen endnu ikke har bragt?

Information blev til under krigen som en del af modstandsbevægelsens kamp. Og grundlæggeren Børge Outzes hele journalistiske og redaktionelle virke var da også viet til modstanden mod totalitarisme. I enhver afskygning.

Under Anden Verdenskrig var den totalitære trussel som bekendt Nazitysklands fascistiske diktatur. Outzes store klogskab og demokratiske format var ikke desto mindre, at han også var i stand til at gennemskue den totalitære trussel, som kom fra øst efter krigen i form af sovjetkommunismen.

Det ville klæde Information ikke bare – som man kan se i den nye DR-serie Ryd Forsiden – at synge fællessang, når man mødes til morgenmødet, men også minde om avisens eget fundament. For totalitarismen er, hvilket frem for alt nutidens radikalfeministiske og identitetspolitiske bevægelser har vist, desværre ikke kun fortid. Den lever videre i værste – havde man nær sagt – velgående.

------

Man kan stadig nå at udgive den første fornuftige kritik af #MeToo på dansk
Dansklektor Marianne Stidsens bog om det, hun kalder MeToo-revolutionen, er et anklageskrift mod »de radikalfeministiske MeToo’ere«. Et anklageskrift, der i himmelråbende grad mangler den proportionssans og saglighed, det selv efterlyser


27. juli 2019
Netop fordi bølgen af #MeToo-historier har ført en række reelle principielle spørgsmål med sig, er det ærgerligt, at det første danske bud på en samlet kritisk gennemgang af #MeToo er så ringe tænkt, skrevet og redigeret, som Marianne Stidsens Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger er.

Lige så svært det er at være uenig i dens gennemgående ønske om proportionssans og saglighed, lige så påfaldende er dens himmelråbende mangel på selv samme kvaliteter.

Stidsen opridser i sin debatbog tre af de største sager fra 2018, der på forskellig vis handler om grænseoverskridelser.

Den første kunne siges at være en sammenkobling af flere separate episoder (Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitets henstilling til ikke at tage mexicanerhat på til introforløbene, en medarbejders kritiske bemærkning til sangvalget til et møde, indførelsen af nye adfærdsregler på Københavns Universitet og i forlængelse heraf en vitterligt speget personalesag).

De to andre sager drejer sig om Det Svenske Akademis sammenbrud og fyringen af den danske forfatterskoles rektor og den whistleblowerordning, der i samme ombæring blev igangsat.

Bogen er rig på skråsikre påstande og henvisning til store abstrakte begreber, men fattig på belæg og på definitioner.

Den gennemgående tese er, at der bag de konkrete sager ligger et strategisk planlagt og ideologisk motiveret angreb på grundlæggende demokratiske rettigheder.

Dem, som Stidsen over en bred kam kalder MeToo’ere (en betegnelse, ingen, så vidt jeg ved, bruger om sig selv) har ifølge hende »et brændende ønske om en helt ny samfundsorden, hvor alt det, der findes p.t., skal smides væk«.

Den slags bombastiske udsagn får – sammen med de helt vilde historiske sammenligninger – en til at betvivle forfatterens proportionssans.

Forveksler antagelser med viden
Som bevis på sin tese fremfører Stidsen en række antagelser om hendes modparters sande, bagvedliggende motiver.

I sagen om Det Svenske Akademi argumenterer hun derudover med, at hun faktisk kender akademimedlemmet Horace Engdahl rigtig godt, og at hun derfor ved, at han er styret af idealisme frem for egoisme.

Omvendt figurerer det end ikke som en teoretisk mulighed i bogen, at Stidsens modparter skulle være styret af et ønske om, hvad de ser som retfærdighed.

Stidsen ser demokratiet, retssikkerheden og idealerne fra oplysningstiden som truet, fordi hendes Horace Engdahl kritiseres offentligt for sin opførsel i akademisagen.

Kritik beskrives som et uomgængeligt vilkår i et demokratisk samfund, når hun er enig i den, men som en trussel mod samme demokratiske samfund, når hun er uenig i den.

Denne dobbeltstandard er karakteristisk for bogen, der også forbeholder sig ret til at kritisere den Nobelakademi-associerede Bernard Arnaults voldtægtsdom og samtidig er forarget over, at andre kritiserer andre domsafsigelser, hvor den tiltalte er blevet frifundet.

Ud fra dokumentarfilmen Sexskandale i Nobel-akademiet kan Stidsen konkludere, at konflikten ikke handlede om misbrug af akademiets midler, seksuelle overgreb og gentagne læk til pressen, men at der derimod var »tale om en radikalfeministisk, venstrepopulistisk revolution i MeToos navn – eller i hvert fald et forsøg på det«.

Jeg har også set filmen og kan ikke følge Stidsens udlægning. Stidsen kommer ens skepsis i møde og skriver:

»Det var hverken nogen overdrivelse eller nogen overspændt konspirationsteori,« uden dog at føre belæg for den antagelse, hun forveksler med sikker viden om planlagt samfundsomstyrtning.


Stidsen understreger sin påstand:
»Det var ganske enkelt et faktum.«

Og så lige én gang til, denne gang med kursiveret verbum:

»Sådan var det.«

Bogens analytiske lavpunkt (og komiske højdepunkt) er, når Stidsen begynder at associere frit ud fra den nu afgåede sekretær for Det Svenske Akademi Sara Danius’ påklædning. Til en nobelbanket formaster hun sig til at iføre sig en »stofrig silkekjole på størrelse med et firemandstelt. (’En farvebombe’ kaldte medierne den efterfølgende)«.

Stidsen slynger om sig med låneord, jeg ikke forstår betydningen af i denne sammenhæng:

»Vi lader os forføre til action, til reality show, til game change, af Sara Danius med hendes goth-kjoler og superstylede frisure og makeup, der er blevet til i et tæt samarbejde med modeindustrien. I en grad, så det måske nærmest kan være lidt svært at sige, hvor det ene (moden og pengene) slutter og det andet (idealismen og aktivismen) begynder.«

Herefter følger en antagelse om, at Danius har læst avantgarde- og massesuggestionsteori »ligesom højreaktivisterne måske også har det«.

Hvad læsningen skulle have ført til af ulykker, eller hvem de belæste højreaktivister er, fremgår ikke. Den sammenlignende analyse af Danius’ og Engdahls karakterer fortsætter:

»Danius, der – modsat Horace Engdahl, som har ordet og tanken i sin magt – har følelserne og stemningerne og farverne og sanseligheden og kropsligheden i sin magt.«

Man kunne her tilføje, at Danius ud over at gå farverigt klædt har været professor og skrevet adskillige bøger.

Intellektuel staffage
Jeg kunne blive ved med de opklarende spørgsmål om, hvor Marianne Stidsen ved det, hun fremfører som sikker viden, fra. Gennemgangen af Forfatterskolesagen – der først og sidst er en personalesag og som sådan fortrolig – er også præget af skråsikre antagelser om, at #MeToo her skulle bruges som »karrieremæssig løftestang«.

Hvis bare kritikken gik på det, man faktisk ved, og ikke på en teori om et karrierefremmende feministisk komplot, som Stidsen gætter sig til, havde den været værd at forholde sig til.

Som en slags idéhistorisk underbygning af sin analyse fremfører Stidsen, at der er sket et skift fra de civile menneskerettigheder til de sociale menneskerettigheder. Men dels har #MeToo-diskussionerne, så vidt jeg er orienteret, ikke drejet sig om menneskerettigheder, dels er Stidsens definition af de sociale menneskerettigheder vældigt tendentiøs.

Det er »dem, der især har med gruppetænkning og magtkamptænkning og anonymiseret struktur- og lighedstænkning at gøre«, skriver hun, hvilket jeg vil mene er en udvanding.

På den måde virker menneskerettighedsperspektivet mest som intellektuel staffage.

Med Den nordiske MeToo-revolution forpasser Stidsen chancen for en sober gennemgang af #MeToos skyggeside og leverer i stedet et eksempel på en alarmistisk tirade præget af dobbeltstandarder og selvretfærdighed.

Marianne Stidsen: ’Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger’. U Press. 181 sider. 250 kroner.
jo que voi partir la purméra, non poderí seguir shens tu

Brugeravatar
miegas
- inaktiv -
Indlæg: 664
Tilmeldt: 26 jan 2012 22:13

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#547 Indlæg af miegas » 07 dec 2019 19:54

Var det de to? For der er flere etaper. Bl.a. var Thomas Thurah ude at forsvare Stidsen:

Informations anmeldelse tegner et fordrejet billede af Marianne Stidsens #MeToo-bog
Informations anmeldelse af Marianne Stidsens #MeToo-bog kaster ikke bare mørke over debatten, men risikerer også at stigmatisere bogens forfatter. Begge dele er et svigt af kritisk ordentlighed, skriver anmelder Thomas Thurah i dette debatindlæg


6. august 2019
Man kan ikke være bekendt at forvirre vigtige debatter med uklarheder og rent vrøvl. Og man kan ikke være bekendt at fremstille en bog så fordrejet, at dens forfatter kommer til at fremstå som et offer for skøre fantasier.

Det gælder særligt i en tid, hvor både vrøvl og stigmatiseringer skyder som svampe i gødet jord på de sociale medier.

Jeg har sjældent læst en anmeldelse, der så konsekvent blæste på begge disse hensyn, der dybest set er ét – et hensyn til journalistisk og kritisk ordentlighed – som Lone Nikolajsens anmeldelse »Man kan stadig nå at udgive den første fornuftige kritik af #MeToo på dansk« af dansklektor Marianne Stidsens bog, der var i avisen 27. juli.

Jeg bør nævne, at jeg kender Marianne Stidsen nogenlunde lige så godt, som jeg kender anmelderen, det vil sige overfladisk. Og at jeg er en stor tilhænger af #MeToos indlysende positive sider og kritisk over for de negative, som for en del har været underbelyst i debatten og stadig er det.

Om det handler Stidsens bog, der tydeligvis er skrevet meget hurtigt og rummer flere svagheder, men også pointer – om blandt andet tilsidesættelsen af grundlæggende hensyn til presseetikken – og et mod og en skarphed, som debatten meget dårligt kan undvære.

Selvopfyldende påstande
Det er anmeldelsens gennemgående anke, at bogens fremstilling bygger på »antagelser« og ikke på »viden«, og at den er rig på »skråsikre påstande«, men »fattig på belæg«.

Det med antagelser giver anmeldelsen et par eksempler på. Hvad angår det påståede fravær af viden og belæg, vælger anmeldelsen at fortie næsten samtlige – og alle vigtige – kilder til fremstillingen og dermed dokumentationen, den hviler på. På den måde kommer påstande uvægerligt til at virke »skråsikre« – og bogens forfatter til at forekomme lettere forstyrret.

Anmeldelsen rummer flere af den slags selvopfyldende påstande. For eksempel følgende:

»Stidsen ser demokratiet, retssikkerheden og idealerne fra oplysningstiden som truet, fordi hendes Horace Engdahl kritiseres offentligt for sin opførsel i akademisagen.«

Sætningen refererer til Marianne Stidsens opbakning til kritikeren Engdahl i striden i Det Svenske Akademi, som er bogens ene case. Formuleringen er naturligvis groft forvrængende (der står noget andet i bogen), den er også i uhørt grad patroniserende. Det selvopfyldende i påstanden består selvfølgelig ikke i, at påstanden er sand. Men i at en anden påstand hermed er bevist: at forfatteren har en skrue løs.

Et sidste eksempel inden hovedeksemplet:

Anmeldelsen kalder Stidsens polemiske analyse af Sara Danius’ påklædning ved forskellige lejligheder for bogens »analytiske lavpunkt (og komiske) højdepunkt«. Sara Danius er Engdahls modpart i akademisagen.

Har man ikke læst bogen, må man igen tro, at Stidsen fejler noget i hovedet og på det her sted i bogen alene er i færd med at bitche sin svenske kollega. Til ’lettere forstyrret’ og ’skrupskør’ kan vi altså nu føje: ’dårligt menneske’.

Anmeldelsen nævner ikke med ét ord, at diskussionen af Danius’ tøj tager analytisk afsæt i den sløjfebluse, som tidligt i konflikten fik en stærk symbolsk betydning på Danius-fløjen. Sløjfeblusen blev båret af hendes støtter ved demonstrationer, og en version af sløjfeblusen bar Sara Danius selv ved et modeshow, ved den lejlighed var den påtrykt knyttede næver omsluttet af et kvindetegn.

Blusen blev altså ligesom andre dele af Danius’ garderobe en vigtig del af hendes performative repertoire. Et kampmiddel.

Tavs om redegørelse
Har man ikke læst bogen, er det svært at se fordrejningerne. De beror jo på, hvad anmeldelsen ikke fortæller.

Det gælder også hovedeksemplet:

Anmeldelsen omtaler sagen om den tidligere Forfatterskolerektors fyring fra skolen over ti spaltelinjer. I bogen fylder den en masse, i anmeldelsen altså næsten ingenting. Her lyder indvendingen, at bogens fremstilling bygger på en »teori om et karrierefremmende feministisk komplot, som Stidsen gætter sig til«, og ikke om det, »man faktisk ved«.

Nu må man tro, at Stidsen slet ikke har noget hoved.

Anmeldelsen er nemlig komplet tavs om, hvad det med teorien om »et karrierefremmende feministisk komplot« skulle gå ud på eller er en omskrivning af.

Ligesom den er komplet tavs om bogens fyldige og grundigt dokumenterede redegørelse for hele sagsforløbet: Fra det brev til skolens bestyrelse om »rygter« om seksuelle overgreb på skolen, som satte sagen i gang (som bogen citerer fra), over en meget omtalt lukket facebooktråd (som bogen citerer fra) og frem til bestyrelsesformandens skiftende forklaringer på afskedigelsen og den tilsyneladende ikke meget indholdsrige rapport om påståede overgreb på skolen, som sagen foreløbig er endt med (og som bogen citerer fra).

Fordrejningerne er som nævnt et svigt af både debat, forfatter og kritisk ordenlighed. De er slemme at møde på tryk. Men det er ingenting mod, hvordan det kan blive at møde dem i de sociale mediers skidtmølle.
jo que voi partir la purméra, non poderí seguir shens tu

Enola Gay
- inaktiv -
Indlæg: 3433
Tilmeldt: 07 nov 2005 17:13
Geografisk sted: Smeerenburg

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#548 Indlæg af Enola Gay » 08 dec 2019 16:33

miegas skrev:
07 dec 2019 19:54
Var det de to?
Takker! Ja, var bare interesseret i hele affæren. Jeg har selvf ikke læst bogen, men baseret på egne oplevelser med Stidsen, tænker jeg Lone Nikolajsen sikkert nailer den.

Brugeravatar
Fisker Thomas
Indlæg: 23590
Tilmeldt: 22 nov 2003 16:33
Geografisk sted: Institut Benjamenta
Kontakt:

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#549 Indlæg af Fisker Thomas » 08 dec 2019 19:03

Enola Gay skrev:
08 dec 2019 16:33
miegas skrev:
07 dec 2019 19:54
Var det de to?
Takker! Ja, var bare interesseret i hele affæren. Jeg har selvf ikke læst bogen, men baseret på egne oplevelser med Stidsen, tænker jeg Lone Nikolajsen sikkert nailer den.
Fortæl?

Nikolajsens anmeldelse var ikke specielt meget grovere eller mere kritisk end alle andre anmeldelser af bogen, jeg har læst.
"Det provokerer mig, at vores nuværende regering har det som formål, at vi allesammen skal leve tre år længere.
Hvad med i stedet at give tilladelse til eutanasi, for så sjovt er livet trods alt heller ikke."

Jytte Nørtoft Jensen, Silkeborg.

Brugeravatar
PerH
Indlæg: 3410
Tilmeldt: 08 jun 2006 14:12

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#550 Indlæg af PerH » 09 dec 2019 12:45

Det var skægt, da jeg havde Marianne Stidsen inde i radioen om hendes bog engang, da den udkom. På det tidspunkt var der ikke kommet nogen anmeldelser af bogen, og det mente hun var et udtryk for, at der var en berøringsangst på spil. Altså at folk slet ikke ville forholde sig til en kritik af #metoo. Og nu hvor der så er kommet anmeldelser, så er det også for galt. Hun burde måske se en lille smule indad, når Nima Zamani, der har kritiseret #metoo en del, giver hende 1/6 stjerner i Altinget og skriver, at hun er totalt unuanceret.

I radioen sagde hun også, at hun mente, at hun var meget modig, fordi hun kritiserede metoo. Så sagde jeg, at det da ikke var specielt modigt, for det har da ikke været til at sparke sig vej for kritikere af den bevægelse. Hun sagde også, at hun slet ikke ville ane, hvad hun skulle gøre i en flirtsituation, hvis hun var en mand. Så sagde jeg, at det var sådan rimelig nemt, man kan eksempelvis bare lade være med at rage på nogen, der ikke vil have det. Hun var virkelig off.

Besvar

Hvem er online

Brugere der viser dette forum: Kong Louie og 2 gæster