J Spaceman skrev: ↑19 dec 2019 16:10Er der nogen, der har et fornuftigt bud på, hvorfor folk fra de litterære miljøer så ofte bekriger hinanden i medierne?
Det er der flere årsager til.
Jeg tror ikke så meget på den med at det sælger bøger, for hvis det skulle sælge bøger, at svine hinanden hvorfor gør musikere eller skuespillere det så ikke? Desuden sviner genre forfattere stort set aldrig hinanden men grupperkrammer til alle mulige niche messer og soler sig i fandom og fælles fest over HVOR fedt sci-fi, krimi eller romance er.
Der er dels en socialpsykologisk forklaring på dit spørgsmål, som nok er den spørger til, som er, at for at blive forfatter, så skal du både have et meget rigt indre liv/være meget selvoptaget/virkelig kunne lide at arbejde alene .
Dét både tiltrækker megalomane mennesker og det skaber en arbejdsproces, hvor man virkelig ikke er særlig vant til andre mennesker og derfor straks bliver uvenner med gud og hvermand når du bliver lukket udfra skrivehulen. SAMTIDIG hader halvdelen af dem rent faktisk at skrive, og kan kun gøre det når de er fulde eller tre dage om måneden og med den byrde følger naturligvis også et ofte imponerende selvhad, som giver den offentlige forfatterperson et ekstra boost i vrede og forsmåethed.
Som kontrast er det ret tydeligt at både billedekunstnere og musikere og de fleste filmmennesker, er meget sociale mennesker, de arbejder meget sammen, de har fælles deadlines, det er vigtigt med "god kemi" som på en boreplatform, så man skal helst ikke belemre hinanden for meget med sine skøre meninger. Selv politikere skal også arbejde sammen, så alt for dybe personlige fjendskaber kan ikke betale sig.
Dels er den en politisk-historisk forklaring som du nok er ligeglad med, men her kommer den: Det borgerlige samfund - som vi opfandt her i Europa - er grundlagt på bøger og pamfletter. Først blev latin skrevet ned og siden fik hver af de spirende stater sin egen bibel, som førte til at rigtig mange mennesker fik det samme sprog i stort antal på samme tid forholde sig samfundet, verden og sig selv. De pamfletter som blev skrevet for snart 500 år siden og som er forløberen for hvor tids forfatterskaber blev skrevet af en sjov blanding af købmænd, revyforfattere og politiske tænkere, som gennem deres skrifter om de falbød gav stemme til "samfundet" og "folket" "tiden" "sandheden" osv. . Den såkaldte "The Republic of Letters" som tværs over Europa drev ikke bare oplysningen, men også selve nationsdannelsen og dermed selve samfundsudviklingen videre mod den demokratiske samfundsform , som vi lever i idag og som ingen andre formåede at opfinde.. Når forfattere taler, taler de derfor automatisk ikke kun om æstetik. De taler enten bevidst elller ubevidst om hvordan "vi" har det og dem selv og deres bøger til katalysatorer for en bredere samfundsdebat. Derfor er det også naturligt at de forskellige forfatters projekter bliver trukket meget hårdt op og fx deler sig i ravende revolutionær feminisme eller over-sindig borgerlighed. Det er mao også programmer for hvad det vil sige at være menneske, der også støder sammen når forfattere støder sammen og når mennesket og dets ideer om sig selv støder sammen, så kan det jo gå hedt for sig. Det rækker lige fra Den Store Fæderlandskrig til debat om hvem der kom til Yahya Hassans begravelse
Jeg - og Nietzsche - mener nok i lighed med boardet at musikken er den højste kunstart fordi den er universel og ikke materiel, men bøger kan stadig noget som ingen kunstform kan: De kan bryde gamle samfund ned og skabe nye og det giver ekstra ild i "den litterære offentlighed".
Det er bare en skam at jeg synes læsning er så kedeligt.
