2019 Film. I movieboxen sidder

Film & tv, litteratur, billedkunst, mad mm.
Besvar
besked
Forfatter
Brugeravatar
jegharfangetmigenmyg
Indlæg: 4077
Tilmeldt: 05 maj 2008 16:45
Geografisk sted: Din mor

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#711 Indlæg af jegharfangetmigenmyg » 16 jul 2019 16:06

Langley skrev:
16 jul 2019 12:04
Kultfilm handler tit om kulter. En Ken Russel film har gerne en kult og den er folksy i 'Lair of the White Worm'. Den ofte i metal referede 'Witchfinder general' har folksy horror til sig. Og det nyere kulthit 'Mandy' har også en landelig kult der trods ikke at køre på keltisk hedenske troper så dog er udpræget rural og US folksy. Men det er måske ikke et tema der ses så meget uden for midnight movies.
Nøjagtig. Og så er det så bare, at jeg stiller spørgsmålstegn ved, hvad det præcis skulle være, der gør Asters film bedre eller mere interessante end alle de andre. Hvorfor er mainstream vild med dem?
secondtoughestintheinfant skrev:Alt, hvad Myggen skriver, er sandt.

Brugeravatar
Sepstrup
Indlæg: 1343
Tilmeldt: 18 sep 2005 18:45

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#712 Indlæg af Sepstrup » 18 jul 2019 16:44

http://www.ifccenter.com/series/abbas-k ... ospective/

Jeg er i New York indtil d.5 august og tænker, det er en oplagt mulighed for at komme i gang med Kiarostami. Hvad må man ikke gå glip af?
Well I always say, nothing livens up a robotic hymn of doom better than an amazing pair of jugs!

Brugeravatar
mary jane
Indlæg: 3705
Tilmeldt: 10 jan 2008 18:25

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#713 Indlæg af mary jane » 22 jul 2019 18:19

Parasite lever fint op til hypen, omend den ikke er et stenkoldt mesterværk på linje med Memories of Murder. Som komedie er den vildt sjov, som thriller er den oprigtigt foruroligende. Stort set alle virkemidler bliver taget mod yderste ekstrem, men modsat Okja og Snowpiercer holder Bong sig her fra at være et -hoved (Kim Skotte TM), og i sammenligning med de to forgængere er Parasite langt mere subtil og facetteret i sin samfundskritik. Mon ikke den kommer på PIX, forhåbentlig inden da.

Brugeravatar
leapfrog
Indlæg: 5288
Tilmeldt: 18 mar 2005 10:40
Geografisk sted: på bunden af øresund

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#714 Indlæg af leapfrog » 22 jul 2019 20:14

Sepstrup skrev:
18 jul 2019 16:44
http://www.ifccenter.com/series/abbas-k ... ospective/

Jeg er i New York indtil d.5 august og tænker, det er en oplagt mulighed for at komme i gang med Kiarostami. Hvad må man ikke gå glip af?
Heldige dig. Ville starte med Through the Olive Trees, Close-up, Ten, Taste of Cherry, men du får nok svært ved at se nogle af de andre og mere obskure ting på andre måder lige foreløbig, så det kunne være et argument for at prioritere dem. Jeg så fx 'Case No 1, Case no. 2' for nogle uger siden til Cinema Ritrovato (kæmpe anbefaling til alle at tage derned næste år. Danmarks største filmhelt Mads skriver et sødt brev om vores tur her https://www.skuelyst.dk/arkiv/2019/7/11 ... -mikkelsen). Det er en perle blandt de helt tidlige didaktiske film. Hvis der er hedebølge, som der var i Bologna, så er biograferne stedét.

Brugeravatar
secondtoughestintheinfant
Indlæg: 12333
Tilmeldt: 15 nov 2003 13:19
Geografisk sted: Jerusalem

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#715 Indlæg af secondtoughestintheinfant » 02 aug 2019 22:31

Jeg har været på Jerusalem Film Festival. En lidt skuffende årgang, desværre, men også med visse sublime højdepunkter:

Mid90s (Jonah Hill) 7.0
Stor overraskelse! Jeg havde forventet et hyggeligt lille 90’er-throwback, men den her er på sin egen diskrete måde en del mere ambitiøs. Æstetikken og soundtracket er selvfølgelig on point, men det, der gør filmen virkelig god (ud over den fremragende casting), er, at den udelukkende fokuserer på sociale dynamikker og den helt særlige form for opmærksomhed, der simrer i teenagevennegrupper. Det gør den helt overlagt på bekostning af plot, og der er nærmest ikke en eneste scene, der er særligt dramaturgisk fremhævet. Det er en film om det særlige ved en helt specifik æras mood. Den bedste af sin slags siden Linklaters Everybody Wants Some (som den trods alt ikke matcher).

The Dead Don’t Die (Jim Jarmusch) 8.0
Hvis man virkelig accepterer præmissen for den her film, så er den ekstremt mørk, nærmest nihilistisk. Det er helt konsekvent en film om jordens undergang (i lyset af klimakrisen og Trump – de perspektiver kommunikeres dog ret subtilt), og stillet over for jordens undergang vælger Jarmusch en art zenbuddhistisk opgiven. Filmen er nærmest komatøs. Den er ret sjov, men også (med fuldt overlæg) ligegyldig. Den tager luften ud af alle former for mening, mens den venter på, at jorden går under. Jeg kan godt forstå, hvis mange vil føle, den er mislykket, men for mig virkede den, og det var en vildt ubehagelig filmoplevelse, der virkelig føles i sync med tiden.

Ray & Liz (Richard Billingham) 7.8
Lidt skuffende efter al hypen, men klart en god film, det er slet ikke det. Fremragende setdesign og farvepalet, suveræn casting og virkelig fin brug af motiver såsom det hvide toastbrøds mangefacetterede betydningspotentiale. Men det er jo altså bare røvsygt selskab, sådan en dysfunktionel engelsk white trash-familie, og efter det fede første segment går der lidt for lang tid, før der bliver blødt op i al tristessen. Til gengæld har filmen en dybt personlig nerve. Jeg kunne godt have tænkt mig en mere stringent visuel stil, og der var lidt for mange lettere vamle nærbilleder.

Non-Fiction (Olivier Assayas) 6.9
En lille skuffelse, den her. Selvfølgelig føler man hele vejen igennem, at man er i hænderne på en hall of famer; manuskriptet spiller, karaktererne er skarpe og perfekt castede, og som altid hos Assayas ligger der en klar idé bag. Men udforskningen af teknologiens påvirkning af gamle strukturer kunne sagtens være ført meget mere konsekvent igennem. Det er en ret uambitiøs film. Og så er den fransk in extremis – bare to timer med folk hvis hele liv er kultur, affærer og desjøné på parisiske bistroer. Særligt de forskellige affærer er relativt uinteressante at følge i den her ombæring.

Sunset (László Nemes) 4.8
Holy motherfuck, der får Nemes lige sat det enogtyvende århundredes største debutfilmsgennembrud eftertrykkeligt overstyr med et totalt obskurt, 2,5 timer langt og hjernedødt dyrt periodedrama. Et syndigt rod. Modsat den meget, meget nemme – nærmest kalkulerede - Son of Saul er der virkelig smæk på ambitionerne her. Jeg fornemmer, at det er noget med en stor, grandios allegori over dobbeltmonarkiets – og i forlængelse deraf Europas – sære, pludselige overgang fra finkultur til barbari. Men altså, fortællingen i den her film er så vag og sløret, og alting skaber så meget desorientering, at det er totalt umuligt at fornemme, hvad der er intenderet dunkelt og obskurt, og hvad der er resultat af alt for store ambitioner, dårligt manus og en produktion, der er gledet Nemes af hænde. Og så er han bare en filmskaber totalt blottet for sjæl. Det er som at se på en imponerende maskine.

Young Ahmed (Jean-Pierre & Luc Dardenne) 5.9
Det er nu officielt, at Dardenne-brødrene laver Dardenne-by-the-numbers, og at ilden er endegyldigt væk fra deres film. Den her er langt bedre end den decideret mislykkede The Unknown Girl, men den er også meget sikkert kørt hjem og totalt blottet for passion. Det er som om, nogen har bedt Dardenne-brødrene om at lave en film om en radikaliseret ung muslim, og så har de sagt, at sådan en film kan de da sagtens lige ryste ud af ærmerne. Filmen gør sig nærmest umage med ikke at give nogen baggrund for Ahmeds radikalisering, og den fremstår derfor aldrig helt overbevisende. Til gengæld er de sidste fem minutter decideret fremragende og den eneste del af filmen, hvor man virkelig mærker det gamle Dardenne-touch.

Zombi Child (Bertrand Bonello) 8.2
Superfed Bonello, hvor han kører Jacques Tourneurs I Walked with a Zombie igennem sin poppede æstetik med en velfungerende parallelfortælling, der foregår på hhv. Haiti og en fransk pigeskole. Æstetikken er selvfølgelig suveræn, og alt, hvad der har med zombiekulturen at gøre, har virkelig mystik og dybde. De mere poppede ting fungerer ikke lige så godt, og han kunne godt have sat lidt mere på spil. Det bliver – som det jo af og til gør hos Bonello – en smule overfladisk og glossy, men han er stadig en ekstremt dygtig filmskaber, og det her er en fascinerende film.

The Whistlers (Corneliu Porumboiu) 9.3
Porumboiu befæster sin position som tidens måske bedste filminstruktør overhovedet (i det her årti er det vel kun Hong Sang-soo, Albert Serra, Christian Petzold og Godard, der når hans niveau, hvis man måler ift. både produktivitet og kvalitet). Den her gang er han ude i en regulær genrefilm, der er mere velskrevet og veludført end selv de bedste Hollywood-film, og samtidig fletter han sømmeløst sine sædvanlige metafilmiske meditationer ind. Der er John Ford, film noir, Hitchcock og opera og en overvældende slutning. Det er fedt at se ham tage sin stil ud af Rumænien (som han dog alligevel selvfølgelig er nødt til at vende tilbage til), og så viderefører han den der fuldkommen vilde, paradoksalt euforiske livsoptimisme fra The Treasure. Fandme fedt at leve samtidig med, Porumboiu laver film.

High Life (Claire Denis) 4.3
Ej, hvad sker der for, at folk går på røven over den her? Den er jo pinligt ringe! Decideret dilettantisk. Absurd elendig dialog, sært billigt set-design, rystende dårlige skuespilpræstationer. Der er stort set intet i den her film, der ikke fremstår dybt pinligt. Som at se en mislykket afgangsfilm fra den danske filmskole. Hvad sker der, Claire Denis?

Pain and Glory (Pedro Almodovar) 8.6
Bedste Almodovar siden Tal til hende, og den vil nok blive omtalt som hans . Den undgår alle tilløb til episk udvikling og tilstræber i stedet et meditativt mood, som den lykkes ret godt med, men frem for alt underløber Almodovar her alle tilløb til melodrama. Det er en ekstremt nøgtern film, og det klæder ham virkelig. Den er langsom og undselig, men den sidder fast, efter man har set den. På den bedst tænkelige måde er det en film, som kun kunne være lavet af en gammel, hæderkronet instruktørmand.

The Nightingale (Jennifer Kent) 2.3
Efter Venedigs program blev lanceret forleden, skulle vi igen igennem de obligatoriske artikler om, hvordan det er for galt, at der kun er to film instrueret af kvinder i hovedprogrammet. Men ligesom man må spørge sig selv, om det gør noget godt for noget som helst, hvis et land får en kvindelige præsident, der er præcis lige så frygtelig som alle de mandlige, så kunne man måske spørge om absurd elendige film som The Nightingale – som var i Venedigs hovedkonkurrence sidste år – gør noget som helst godt for nogen? Det her er en decideret debil film, der ingen respekt har for sit publikum. Fy for satan, endnu ringere end instruktørens foregående (den lortede The Babadook).

Maya (Mia Hansen-Løve) 3.1
Utilgiveligt ringe film, der er cirka en milliard gange dårligere end Hansen-Løves vanligt høje niveau. To komatøse hovedrolleindehavere, der slet ikke fungerer som karakterer (den ene er ham der dude, der også var ret ringe i L'avenir - ham er hun altså nødt til at sætte på porten asap), ingen kemi mellem noget eller nogen som helst, et fuldstændigt spild af Goa og Indien som kulisse, et utilgiveligt ringe manuskript, der slet ikke formår at skabe sammenhæng mellem noget som helst. Bedre held næste gang til en af Europas normalt mest pålidelige instruktører.

Ghost Tropic (Bas Devos) 5.5
Tja, tjo. En rengøringsdame falder i søvn i den sidste metro på vej hjem fra nattevagt, og så er hun nødt til at gå hjem gennem Bruxelles' forstæder, og så render hun ind i forskellige mennesker på vejen. Måske en meget fin præmis, men nok mere for en afgangsfilm fra en eller anden filmskole end en spillefilm udtaget til Cannes. Devos har skudt flot på 16mm, og han har godt greb om lange takes og fantasmagorisk natteatmosfære, men han får sgu ikke rigtig noget historie, karakter eller miljø ud af noget som helst.

Dronningen (May el-Toukhy) 6.0
Der er overraskende mange gode ting i den her. Bare det, at hun får præmissen til at fungere er lidt af en bedrift, og castingen er mestendels lige i skabet. Den er også – som #DK-drama betragtet – bemærkelsesværdigt intelligent filmet. Særligt er jeg vild med, at hun filmer flere af de dramatiske konfrontationer i uklippet supertotal. Filmens første to tredjedele er stærke og intense, og hun får stablet en række virkelig interessante moralske spørgsmål op. Hele lortet smides så desværre/naturligvis eftertrykkeligt på gulvet i tredje akt, hvor der går #DK i den med alt hvad det indebærer af Obligatoriske Biluheld og dårligt, utroværdigt drama, der i sidste ende bliver en undskyldning for overhovedet ikke at beskæftige sig videre med filmens interessant spørgsmål. En spildt mulighed, hvilket dog i sig selv repræsenterer en positiv overraskelse. Håber May el-Toukhy har tungere boller, når hun skal have sit manus blåstemplet til næste film.

Long Day’s Journey into Night (Bi Gan) 4.7
Det er anden gang, jeg ser den her, men første gang var jeg syg, så jeg skulle se, om den ville bekræfte mit førstehåndsindtryk. Det gjorde den. Sikke dog en lortefilm. Gruopvækkende kedelig og prætentiøs, totalt sjælløs. Manuskriptet stinker, og dialogen og voiceoveren er kriminelt dårligt skrevet. Samtlige karakterer – særligt vores røvsyge lortehovedperson – er totalt ligegyldige og dårligt aftegnede. Og så har filmen ikke skyggen af humor. Det er da fint, at den lykkes med sine vilde tekniske bedrifter, men hvorfor skal det være i grimt og ækelt 3D? Sidste time er ofte som at se på et computerspil. Fatter ikke al den hype, den her film har fået. Kaili Blues var ca. tusind gange bedre.

What You Gonna Do When the World’s on Fire? (Roberto Minervini) 8.5
Super dokumentar, brændende væsentlig og lige i tiden. Hvordan i alverden får en italiensk instruktør den form for karakter- og miljøadgang i de amerikanske sydstater? Der er virkelig nogle gribende og vitale karakterer i den her film, og den er utrolig smukt filmet. Skal da lige have set noget mere Minervini.

A Tale of Three Sisters (Emin Alper) 4.0
Bizart ligegyldig tyrkisk film. Hvad fuck vil manden med den her film? Det er en form for Ceylan ultralight, hvor karaktererne snakker og snakker og snakker på den pæne anatolske højslette, men de snakker udelukkende lort, og filmens historie er 110% ligegyldig. Den kunne lige så godt have sluttet en halv time før eller efter, den rent faktisk sluttede, det ville ikke have gjort nogen forskel. Men den prætenderer alligevel at fortælle en nærmest Tjekhov-agtig historie. Endnu et eksempel på, at man aldrig skal være eventyrlysten på en filmfestival. 99 ud af 100 gange, man prøver en instruktør, man ikke med sikkerhed ved er interessant, brænder man nallerne noget så eftertrykkeligt.

CoinCoin and the Extra-Humans (Bruno Dumont) 9.1
Det er som om, verden har indhentet Dumonts Quinquin-univers siden første sæson af serien, og den her sæson er endnu bedre og endnu mere tidssvarende. Miljøets og karakterernes bizarre fucked up-hed finder smukt sammen med nærmest rørende skildringer af provinsiel knallertungdom, og den latterlige humor er hele vejen igennem suverænt afstemt. Frem for alt er kommentarerne på migrantkrisen og samtidsapokalypsen helt perfekte. Det er virkelig fascinerende at følge Dumonts udvikling.

Parasite (Bong Joon-ho) 8.8
Vital, brændende og sindssvagt underholdende film og uden skyggen af tvivl Bongs bedste siden The Host, selvom der er flere af de mellemliggende, jeg ikke har set (og ikke gider se). Virkelig, virkelig sjov og en kontemporær film på den bedst tænkelige facon. En både vigtig og intelligent refleksion over Sydkoreas (og, i forlængelse deraf, alle ilandes) socioøkonomiske virkelighed, og det er på mange måder den film, Ken Loach troede han lavede med I, Daniel Blake. Parasite udstiller nådesløst, hvor debile og retarderede filmskabere som Ken Loach er. Mest af alt er Bongs signatur – de enorme, kontrollerede registerskift fra det komiske til det tragiske – i fuld effekt på en virkelig imponerende facon. Eneste anke er, at den lige skulle have været 20 minutter kortere. Pacingen halter lidt i den lange epilog, ellers er den ultratight. Jeg håber virkelig, den her film får et langt liv i alverdens Grand-biografer. Uden skyggen af tvivl den bedste guldpalmevinder siden Apichatpong (ikke at det siger så meget i sig selv).

Little Joe (Jessica Hausner) 8.6
Bizar, foruroligende og virkelig mørk film, som er ulig noget, Hausner før har lavet. I tonen er filmen vel nærmest en form for komedie, og af og til minder den om et afsnit af Mitchell and Webb, men den er selvfølgelig også virkelig tight skrevet og filmet i Hausners vanlige symmetriske kompositioner. Den handler om moderroller, at arbejde eller at have børn og om lykkepilleindustrien. Selvfølgelig har den fået en lunken modtagelse, fordi folk ikke fatter en kæft af film, men det er dog lidt svært at forholde sig til dens slutning, som på samme tid er gimmicky og ekstremt sortsynet. Filmen har en underlig, foruroligende stemning – endnu en af årets/tidens lettere apokalyptiske værker. Men altså, Hausner er og bliver en mester, det er tydeligt.

Portrait of a Lady on Fire (Céline Sciamma) 6.6
Årets Cannes-sensation er selvfølgelig i virkeligheden en middle brow Grand-film par excellence. Meget, meget sober kongemandelfilm. Næsten helt tyst lydside, stort set kun kvindelige karakterer og en meget pæn skildring af begær og kunst. Jeg synes slet ikke, der var nogen kemi mellem de to kvinder, og filmen er simpelthen for glat til at ramme rent nogen steder. Og Sciamma har stadig ikke nogen egentlig stil som filmskaber. Men filmen kommer til at gå sin sejrsgang hos den kulturelle klasse, det er der ingen tvivl om. Hvis den ikke får seks hjerter i Politiken, bliver jeg chokeret.

Fire Will Come (Oliver Laxe) 8.2
Virkelig fin film fra Laxe, der videreudvikler de gode ting fra Mimosas. Enormt levende miljøskildring og to gode karakterer i centrum. Alt er sådan set rigtig godt, men hans stil er i virkeligheden ”bare” den globale default-naturalisme, som han så på det nærmeste udfører til perfektion. Fordi han ikke rigtig har nogen stilistisk individualitet, tror jeg aldrig, han kommer til at lave en film, der for alvor er fantastisk. Men jeg glæder mig stadig til at følge hans karriere.

Midsommar (Ari Aster) 5.3
Ufatteligt meget bedre end forventet. Nærmest rystende god, når man tænker på, at hans foregående film er en topkandidat til filmhistoriens ringeste film nogensinde. Midsommar er faktisk en komedie, og den er virkelig ægte grineren nærmest hele vejen igennem. Kultursammenstødet mellem dumme amerikanere og karikerede svenske kultmedlemmer er knivskarpt, og castingen er fortrinlig. Til gengæld er der ikke så meget mere end det i filmen, og den har absolut ingen som helst grund til at vare to og en halv time. Den sidste tredjedel af filmen sidder man egentlig mest bare og venter på, at den slutter, og den har ingen ambitioner om at løfte sig et niveau op på det stilistiske eller udsigelsesmæssige plan mod slutningen. Så på den måde er den som de fleste andre lortede moderne horrorfilm. Jeg var dog godt underholdt meget af tiden, hvilket jeg ville have forsvoret efter Hereditary.

Liberté (Albert Serra) 10
Sindssygt visionær film fra Serra. Nærmest en religiøs oplevelse, men samtidig også radikalt profan. Salen var udsolgt, og mindst 2/3 af publikum udvandrede, hvilket forstyrrede biografoplevelsen en smule. Filmen har ikke skyggen af fortælling, det er bare en samling 1700-tals libertinere, der er blevet forvist fra det franske hof og samles i skoven, hvor de dyrker – og snakker om – obskøn sex som en form for udfrielse. 10 minutter hvor en får pisk, fem minutter hvor en slikker et røvhul, en lang sekvens, hvor en bliver overpisset. Alt foregår i nattemørke, og filmen er fuldkommen sublimt lyssat. Det er frem for alt en film, der handler om at se film og om filmmediets metafysiske potentiale. Om visuelt begær, om forestillingskraft og om stadig at turde lave rigtige film på trods af nutidens antifilmiske klima. Filmen er ekstremt konsekvent og 110% #Europa. Hvis barokkens libertinere havde haft mulighed for at lave film, ville de have lavet den her film. Liberté får Albert Serra til at fremstå som den eneste seriøse filminstruktør, der laver film i dag. Jeg har aldrig haft en filmoplevelse som den her. Sikke en afslutning på en mestendels tam årgang.
jegharfangetmigenmyg skrev:
29 maj 2019 11:28
Touché.

Brugeravatar
foxtrot
Indlæg: 7168
Tilmeldt: 23 okt 2003 22:48
Geografisk sted: Grosse Pointe

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#716 Indlæg af foxtrot » 02 aug 2019 22:52

Fedt! Tusind tak for den gennemgang :)
You know, Mike Yanagita. Remember me?

Brugeravatar
leapfrog
Indlæg: 5288
Tilmeldt: 18 mar 2005 10:40
Geografisk sted: på bunden af øresund

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#717 Indlæg af leapfrog » 03 aug 2019 09:12

foxtrot skrev:
02 aug 2019 22:52
Fedt! Tusind tak for den gennemgang :)
X2

Serra!

Hausner!

Ses om lidt

burdette
Indlæg: 526
Tilmeldt: 29 okt 2006 19:35
Geografisk sted: Århus

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#718 Indlæg af burdette » 06 aug 2019 11:04

Super fedt med meldinger fra filmfestivaler, tak for det!
Jeg gad dælme godt en tur til Bologna til den festival, som leapfrog nævner. Det lyder helt vildt.

I går så jeg Vredens Dag for første gang. Det må være den bedste danske film, jeg har set. Kl. 2.50 blev jeg vækket af det måske vildeste tordenvejr, jeg har oplevet, og sov ikke resten af natten. “Martin!”

Brugeravatar
Jallan
Indlæg: 13617
Tilmeldt: 04 jun 2006 20:48
Geografisk sted: Fanget i en barometerlomme

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#719 Indlæg af Jallan » 06 aug 2019 11:19

Jeg så Wicker Man. Var da fed, men uhyggelig? Nej.
Med intens hilsen

Jallan

Brugeravatar
Hagemann
Indlæg: 4363
Tilmeldt: 25 mar 2005 22:29
Geografisk sted: 2500

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#720 Indlæg af Hagemann » 06 aug 2019 12:19

Blaze Foley-filmen var lidt for lang, men da rar nok at se, hvis man kan li' den slags musik. Fedt portræt af Townes også - han fremstår som et kæmpe pikhoved :)

Sikkert ikke noget for Pete rock.
lolmao.

Besvar

Hvem er online

Brugere der viser dette forum: Ingen og 1 gæst