Noget af det her læste jeg i 2019, men hvem tæller datoer, så længe man bidrager med noget?
Jeg har læst Thomas Bernhards Ja, der er ret meget som en Bernhard-roman, selvom fortælleren denne gang taler med en kvinde (samtalerne får man ikke meget at vide om). Det er virkelig godt, uden at det er her, man skal starte. Mit yndlingsord i denne er "ringbindsværelset", og jeg holder meget af det sted, hvor fortælleren beskriver, hvordan landets indbyggere er "til fare for almenvellet".
En del folk, der ikke helt har forstået, hvordan Nobelprisen i litteratur fungerer, brokkede sig i mange år hvert år rutinemæssigt over, at den ikke gik til en amerikansk forfatter (nu har Dylan jo fået den, hallo). De havde aldrig helt forstået, at #Horacewasright, da han i 2008 sagde, at amerikansk litteratur som helhed manglede forbindelse til resten af verden (de fleste litterater og en del forfattere gav i øvrigt Engdahl ret). De samme brokkede sig altid over, at Philip Roth (som siden er død), Thomas Pynchon, Don DeLillo og Cormac McCarthy ikke fik den, selvom det vel kun er Pynchon, der for alvor er god nok. Hvis bølgerne går højt nævner de Joyce Carol Oates, der heller ikke har klassen. Når de nævner Safran Foer eller Franzen, får de fleste voksne mennesker vel lyst til at sukke højlydt og himle med øjnene. Den slags typer kan godt være lidt irriterende, fordi de er ret tæt på at forstå ting, men alligevel rammer langt ved siden af skiven. Mit nye svar til dem (okay, så tit møder man dem ikke uden for en eller anden kommentar skrevet af en halvbelæst klummist, der forsøger at være demonstrativt folkelig i sin omgang med litteratur) er at spørge dem om William H. Gass. Kender de ikke ham, kan man eventuelt nævne ham som den amerikanske forfatter, der faktisk fortjente Nobelprisen (han døde så i 2017), samtidig med at man kan benytte lejligheden til at undre sig højlydt og venligt over, at de ikke kender Gass, når nu de er så velbevandrede i de talrige amerikanske Nobelpriskandidater. Nå, Fisker Thomas, hvor meget Gass har du så læst? En enkelt novellesamling, In the Heart of the Heart of the Country, som til gengæld er ekstremt god. Fem noveller, der finder sted i det amerikanske Midtvesten, fem fuldstændig perfekte noveller og forfatterens eget forord om samlingen og sine vanskeligheder ved at skrive, der i sig selv er hele bogen værd. Jeg gider ikke komme med resuméer eller argumenter, for det er alligevel tydeligt, at jeg har ret. Han skriver som en drøm. Og i en af novellerne, "Mrs. Mean", er sætningerne som at læse en Emily Dickinson-rytme gennem hele teksten. Vil læse alt andet af ham. Læs ham. Det er virkelig godt (og kræver også lidt koncentration).
Her er en lillebitte, urelateret, forsmag på, hvor godt han skriver, bare sådan om bøger: https://lithub.com/william-gass-on-12-o ... -his-life/
Det er også blevet til Giorgio de Marias The Twenty Days of Turin, en italiensk roman fra 1977, hvori hovedpersonen efterforsker nogle mystiske anfald af søvnløshed, mystiske hændelser og voldelige dødsfald for år tilbage. Hændelserne synes at være forbundet til Biblioteket, en sammenslutning, hvor medlemmerne kunne læse de andre medlemmers private tekster - en slags forudsigelse af internettets værste sider. Romanen er temmelig vag angående hændelserne i fortiden langt hen ad vejen, men bliver til slut måske en anelse for bogstavelig (og allegorisk angåenden terroren i Italien i sluthalvfjerdserne) - bogstaveligheden reddes dog også af den genuint mareridtsagtige atmosfære i bogen og af det groteske ved slutningen.
Der er en gammel Anders And-historie, formentlig i Lomme-Anden, sandsynligvis ikke i en Jumbobog, hvor Anders og hans nabo driver hinanden ud i et statuekapløb, men hvor statuerne bliver levende og angriber hinanden om natten. Uden at ville røbe for meget kan jeg sige, at jeg tror, at den sandsynligvis italienske forfatter til denne historie har læst The Twenty Days of Turin.
