LN 2020

Film & tv, litteratur, billedkunst, mad mm.
Besvar
besked
Forfatter
Brugeravatar
Langley
Indlæg: 11683
Tilmeldt: 03 feb 2004 09:20
Geografisk sted: Firmamentet

Re: LN 2020

#211 Indlæg af Langley » 26 apr 2020 00:10

Ser godt ud Anti. Jeg gider kun at læse én bog om emnet og den ser ud til at være rigtig.

Jeg kan kun samle mig om kommentariatstof på Corona.Men George Packer, Adam Tooze, Jan Werner Mueller og David Runicman etc er også på et virkelig godt coronarul
Meister Rumelant har dig
https://youtu.be/K8bxR4mvYnU

Brugeravatar
Hansen
Indlæg: 4558
Tilmeldt: 10 apr 2006 17:23

Re: LN 2020

#212 Indlæg af Hansen » 26 apr 2020 13:46

Jeg havde netop skrevet et indlæg om science fiction på mine facebook, og så åbner jeg tråden her og ser at de bliver spurgt til anbefalinger. Jeg poster den lige her også, selvom det egentlig ikke besvarer spørgsmålet, for det er ikke noveller.

10 gode steder at starte med nyere sf

Science fiction er en genre der sjældent handler om fremtiden. Oftest tager den tendenser i nutiden og blæser dem op, og beskriver hvad det er for en verden det kan føre til. Andre gange er det reelle bud på en fremtid. I begge tilfælde har vi set hvordan kunsten ofte har forudset virkeligheden. Og på andre måder slet ikke. Jeg erindrer for eksempel ikke at have læst en sf-bog fra før 90’erne hvor rygning ikke var en normal del af livet alle steder. Og jeg erindrer heller ikke en bog hvor social distancing var et naturligt element.
Jeg elsker science fiction-bøger. Min smag skiller sig på ganske få punkter lidt ud fra de oftest fremhævede, idet jeg er lidt ligeglad med ældre forfattere, ikke gider noveller og har intet forhold til film, serier eller andre teksttyper i det hele taget. Bortset fra brætspil, selvfølgelig.
Så når jeg anbefaler ti forfattere her, er det med det udgangspunkt. Og min definition af “nyere”, starter et sted i 80’erne, hvor jeg oplever at der sker et skred. Sf går fra at være meget idé-båret, til at også at være gode bøger på andre præmisser. Så hvis du er lidt nysgerrig på at krydre isolationen med drømme om en større, vildere eller bare helt anden virkelighed, så kan du måske finde inspiration her. Jeg har kun valgt forfattere med et reelt forfatterskab, og ikke kun et enkelt lucky punch, og jeg har kun taget bøger der er 100% science fiction, og ikke de gode krydsfeltbøger, der egentlig er science fiction, men mere føles som fantasy (jeg kigger på jer, Vandermeer, Mieville og Jemisin).
I alfabetisk rækkefølge:

Iain M. Banks. Man ender jo nok med at læse dem alle. Men hvis man skal have en lidt nemmere åbning ind i det univers, som alle hans sf-bøger foregår i, vil jeg nok foreslå Use Of Weapons eller Surface Detail. UOW er fra den tidligere periode, og man kommer lidt længere ind i det politiske spil i Culture tilsat de forrygende characters man kender fra hans bøger generelt. Surface Detail er en større bog, der tager space opera-vinklen på imperialisme og magtmisbrug. Den er obligatorisk læsning i the Elon Musk-household, hvis det gør en forskel for dig.

William Gibson. Det er for let at affeje ham som gammeldags cyberpunk. Han har formået at fornye sig hele tiden, og hans bedste bøger foregår i et nær-fremtidsscenarie der kommer tættere og tættere på. Min favorit er Pattern Regocnition, der både giver os glimt af fremtiden, hans unikke evne til at beskrive kulturfænomener der ikke findes endnu samt en spændende historie om reklamebranchen og russiske nyrige.

Cixin Liu. Den kinesiske vinkel på sf, der som forventet er helt anderledes end den vestlige. Sære filosofiske tanker i et et vildt space opera scenarie af en alien invasion om laaang tid. The Three-body Problem er virkelig hæsblæsende, og pustede helt nyt liv i sf generelt.

Alastair Reynolds. Astronom og fysiker, og med en uovergået evne til at beskrive de fremmede. Allerede den første roman, Revelation Space, viste et nyt ambitionsniveau for hvad aliens kunne være for nogle. Lige nu koster den 34kr som digital bog hos Saxo, og der er ingen grund til ikke at købe den..

Kim Stanley Robinson. Red Mars er klassisk sf; videnstungt, researchet og med mere fokus på idéen end det sproglige vid. Stadig en fornøjelse at læse, men ikke en sproglig nyudvikler på samme måde som flere af de andre her på listen. Til gengæld er bogen det indirekte forlæg til spillet Terraforming Mars, hvis det kan friste.

John Scalzi. Stilmæssigt nok det nærmeste jeg kommer en af guldalder-forfatterne. En 90’er udgave af Heinleins tempo, humor, karakterer og bidende sarkasme. Hans første, Old Man’s War, er et hurtigt fix hvis man nyder den klassiske sf’s oplevelse af en fremtid der frister men man samtidigt frygter.

Dan Simmons. Han er kommet langt siden sit gennembrud med Hyperion-bøgerne. De var bestemt ikke dårlige, men det er tydeligt at han først finder sin form med Illium. En clever mand der med generøs hånd fordeler både litteratur -historie -og religionsreferencer ind i sin space opera.


Michael Marshall Smith. Han er vidst desværre holdt op med at skrive sf, men en bog som Spares er en sær poetisk gengivelse af en verden vi er lidt for tæt på, hvor et menneskes værdi er meget til forhandling. Han skriver som ingen andre, men det er svært at sætte fingeren på hvorfor netop hans bøger hiver mig længere ind i deres univers end langt de fleste andre.

Neal Stephenson. Nok min yndlingsforfatter af de stadig levende. Lige fra hans sære cyberpunk, over storpenslet parallelhistorie til krimier i virtuelle verdener. Det er umuligt at vælge én der viser alle hans sider, men fælles er nok at man skal være mere tålmodig end genren generelt lægger op til. Han dvæler ved detaljer, har utallige sideplots og er i det hele taget ikke bange for at nyde sit eget sprog. Jeg nyder det også, og genlæser med glæde hans Baroque-trilogi, der over ca 2600 sider beskriver den postindustrielle England med klare referencer til overgangen til virtuel økonomi som vi ser nu.

Charles Stross. Han gik fra at nærmest at opfinde post-cyberpunk til at skrive parallelhistorie, cthulhu-komik, space opera, cyberpunk og alskens andre undergenrer. Han skriver altid godt, og jeg har altid lyst til at læse Stross. Jeg kunne måske godt have undværet hans serie om The Merchant Princess, men som et forsøg på illustrere markedsøkonomier på tværs af i- og ulande er den ret vildt tænkt. Hans “Halting State” er stadig den bedste MMO-krimi jeg har læst. Eller “Ream De” af Stephenson bedre? Hmm, må hellere læse dem igen og tjekke efter.

Robert Charles Wilson. En lidt anonym forfatter der er nemt at glemme, men så læser man en af hans bøger, og kommer i tanker om hvor god han er. Darwinia beskriver en verden hvor Europa pludselig er væk, og hele tankespillet med hvad kultur og historie er løber derudaf. Han er lidt svær at sælge, men jeg har aldrig hørt nogen fortryde at de har læst ham.

Dette er ikke nødvendigvis mine ti yndlingsforfattere, men allesammen gode steder at starte, hvis man vil bryde isolotationstiden med nye tanker om en fremtid. Og ingen af dem havde forudset den nye virkelighed, som det tyder på at vi stadig står i om nogle år.
Og ja, der er 11 forfattere, for i fremtiden er alting anderledes og man tæller også på nye spændende måder.
https://www.facebook.com/pages/Navy-Bru ... 7670829460
https://www.youtube.com/channel/UCDOaJy ... _4xc-rVj3Q
https://slagskygge.bandcamp.com/album/blinding-light
All you fucking squares, better say your fucking prayers
Et spørgsmål man tit må stille sig selv: "Er du i Danmark og har sko?"

Brugeravatar
mary jane
Indlæg: 4136
Tilmeldt: 10 jan 2008 18:25

Re: LN 2020

#213 Indlæg af mary jane » 26 apr 2020 15:15

Er bogen Woman in the Dunes egentlig lige så fed som filmen? Og The Face of Another, selv om de selvfølgelig ikke er rigtig sci-fi.

Brugeravatar
secondtoughestintheinfant
Indlæg: 14888
Tilmeldt: 15 nov 2003 13:19
Geografisk sted: Jerusalem

Re: LN 2020

#214 Indlæg af secondtoughestintheinfant » 26 apr 2020 16:14

Bogen er endnu federe end filmen, du kan roligt læse den. Den er hurtigt læst.
BUT the Future is only dark from outside.
Leap into it—and it EXPLODES with Light.

Brugeravatar
Antimatter
Indlæg: 8846
Tilmeldt: 11 jul 2005 00:11
Geografisk sted: μεταξὺ τρηχέης τε και λεπρῆς ἀκτῆς

Re: LN 2020

#215 Indlæg af Antimatter » 26 apr 2020 16:56

Har også haft lyst til at læse den længe, kan du anbefale en udgave? Jeg er loren ved at læse japansk litteratur i oversættelse.

Nu vi er ved det, har du læst noget Kenji Miyazawa?
It is in the elevation of all mankind to the rank of princes and princesses in a fairy kingdom, and not in the degradation of all classes to the level of the sordid, that I see the future happiness of the world

Brugeravatar
secondtoughestintheinfant
Indlæg: 14888
Tilmeldt: 15 nov 2003 13:19
Geografisk sted: Jerusalem

Re: LN 2020

#216 Indlæg af secondtoughestintheinfant » 26 apr 2020 17:03

Eftersom jeg ikke har andre muligheder for at læse japansk litteratur end i engelske oversættelser, og eftersom jeg ingen som helst forudsætninger har for at bedømme kvaliteten af oversættelserne, så tager jeg for det meste bare Penguin eller New Directions, eller hvem der nu har udgivet den mest tilgængelige udgave. Og med mindre der er tale om gigaklassikere a la Tale of Genji, så findes der jo ofte alligevel kun én oversættelse.
BUT the Future is only dark from outside.
Leap into it—and it EXPLODES with Light.

Brugeravatar
Ali Pilfinger
Indlæg: 5119
Tilmeldt: 15 feb 2004 21:38

Re: LN 2020

#217 Indlæg af Ali Pilfinger » 26 apr 2020 18:40

Jeg har læst Små historier 3 af Peter Adolphsen, der langt overvejende er en sequel uden nævneværdig tilføjelse af idé eller indhold til dens forgængere (halvdelen af teksterne er angivelig mindst tre år gamle, formodentlig betydeligt ældre). Peter Adolphsen har fortalt (i WA, tror jeg, måske var det P1), at han i sin tid (toeren er fra 2000) blev træt af, at han mestrede formen. Jeg ved ikke, hvad der er sket siden, for det bliver stadig meget hurtigt skabelonisk: Sær scene, sær hændelse, antiklimatisk pseudopunchline. Det er selvfølgelig knaldgodt skrevet, indimellem skægt, og det er hallucinatorisk opfindsomt, selvom også opfindsomheden synes at komme fra den samme eller nærliggende kilder, og det bliver sjældent til mere end overnørdede øvelser. Jeg var betaget som ung, nu er jeg nærmest irriteret. Og forundret over at jeg vil have mere af noget andet, substantielt, som historien Jorden taler til mennesket eksempelvis giver. Der er også andre, herligt idiotiske lyspunkter: Jeg var glad for denne bid fra Gnomland, som består i en række hovedløse smadringer og provokationer:
Jeg spraymaler stive pikke med vinger på fortovet foran et center for rehabilitering af voldtægtsofre. En horde feministgnomer med syreflammer ud af øjenhulerne vælter ud af bygningen, men jeg fister dem til fornuft.

Brugeravatar
Jonas
- inaktiv -
Indlæg: 6610
Tilmeldt: 04 maj 2003 14:43

Re: LN 2020

#218 Indlæg af Jonas » 27 apr 2020 08:53

@Hansen og co. Far-fetched, men jeg prøver alligevel. Jeg er vel det, man kan kalde "principielt" interesseret i sci-fi. Revelation Space var egentlig udmærket, men Three-Body Problem er for mit vedkommende selv som lydbog et drabeligt trægt bekendtskab, osv. Umiddelbart vurderer jeg, at det respektable er et turn-off for mig, så jeg vil prøve at tjekke det mest gritty, trashy, pulpy sci-fi overhovedet. Noget der skider på respektabilitet og i stedet duellerer med sin egen klon på en lilla, lysende krystalplanet med svag tyngdekraft. Komisk maskulinitet og heroisme ingen hindring. Findes der et afgrænset felt eller forfatterskab, jeg kan orientere mig i?

Brugeravatar
Fisker Thomas
Indlæg: 23624
Tilmeldt: 22 nov 2003 16:33
Geografisk sted: Institut Benjamenta
Kontakt:

Re: LN 2020

#219 Indlæg af Fisker Thomas » 30 maj 2020 09:12

Nå, vi kan jo også skrive lidt i tråden for 2020.

Billede
Jeg får læst mindre, end jeg plejer, fordi barn og fritidsprojekter, men det er dog blevet til The St. Perpetuus Club of Buenos Aires af Eric Stener Carlson, en lille overnaturlig og bred roman om en bureaukrat, der i en serie bøger plantet i bestemte antikvariater kommer på sporet af tidens hemmelighed; bøgerne har noter i marginen skrevet af en ualmindeligt usympatisk bureaukrat, der har lært sig at manipulere tiden ganske lidt, med få sekunder, hvilket er ualmindeligt værdifuldt i et hierarkisk bureaukrati, hvor det handler om at være en spytslikker. Hovedpersonen, der har bristede drømme om en filosofi-ph.d., ændrer personlighed, går til at være kold og ligeglad, mens han eftersøger bogen og et hemmeligt selskab, der dyrker St. Perpetuus' lære. Der er en underholdende og let karikeret misantropi i St. Perpetuus' noter, og i det hele taget er det en vellykket gang let spekulativ realisme, der desværre fiser lidt ud til sidst, da sammensværgelser opløses, og der kommer en morale om, at det også er godt med familie i stedet for at være så fokuseret på hævnlyst og selvhævdelse, og det er da sikkert rigtigt nok, men det andet er sjovere at læse om.

Billede
Jeg læste også horrorforfatteren Mark Samuels' roman Witch-Cult Abbey, en gotisk gyser om en forhutlet, arbejdsløs antikvar, der får et tilbud om at komme til et mystisk Thool Abbey for at katalogisere en bogsamling. Men beboerne der ser mærkelige ud, unaturligt ældede, lugter af lig ud af munden, og deres ansigter hænger ligesom skævt. Der er flere steder en genuint mareridtsagtig atmosfære i den meget omskiftelige bygning, der synes at være bindeled mellem denne verden og den næste (som bestemt ikke vil os det godt), og det er romanens styrke. Plottet ender dog temmelig rodet og uforløst, men indtil da var det egentlig godt nok kørende.

Billede
Når man har en knap 11 måneder gammel baby, der mest gider lege på stuegulvet, hvis man selv sidder der, men i øvrigt kun i begrænset omfang gider involvere en i sin leg om at flytte rundt på ting og eventuelt hamre dem ned i gulvet, så er biografier ret taknemmeligt at læse, fordi man kan hoppe lidt ind og ud af dem på en anden måde end skønlitteratur. Så jeg har læst The Eternal Troubadour af Justin Martell, der handler om Tiny Tim, mit idol. Det er ikke nødvendigvis en vellykket biografi for andre end fans - forfatteren og medforfatteren sorterer ikke helt nok i stoffet og har ikke rigtig nogen tese, de vil forfølge. Heldigvis har flere af interviewofrene en tese, som de deler ud af, og det gør bogen mere interessant end blot en kronologisk gennemgang af Mr. Tims liv. Og så har de talt med to af hans koner (den tredje, Miss Jan, ville ikke udtale sig).

Surprise: Tiny Tim er lige 50 % særere, end man gik og troede, og man ender med at få medlidenhed med en mand, der på én gang er ufatteligt charmerende og naiv, men andre gange er smålig i utålelig grad, som totalt mangler filter, og som igen og igen er frustrerende elendig i pengesager, og som konstant saboterer sin egen karriere (samtidig med at han ikke er helt så down and out, som man skulle tro, ikke helt så meget has-been, men som er ude af stand til at løfte sig op igen). Den ender med, takket være de gode kilder, at være reelt rørende og et vellykket portræt af et af de særeste mennesker, der har levet.

De sidste kapitler sad jeg og smågræd mig igennem, og det sker ikke så tit, at jeg gør sådan noget. Klart noget for en fan, andre, mere casual interesserede i Tiny Tim vil nok finde den et par hundrede sider for lang.
"Det provokerer mig, at vores nuværende regering har det som formål, at vi allesammen skal leve tre år længere.
Hvad med i stedet at give tilladelse til eutanasi, for så sjovt er livet trods alt heller ikke."

Jytte Nørtoft Jensen, Silkeborg.

Brugeravatar
Pete Rock
Indlæg: 10543
Tilmeldt: 02 apr 2007 20:54
Geografisk sted: York University, Toronto

Re: LN 2020

#220 Indlæg af Pete Rock » 09 jun 2020 15:33

Fisker Thomas skrev:
07 jan 2020 10:17
Så nappede jeg Shirley Jacksons The Haunting of Hill House, som jeg pinligt nok ikke havde læst. Jeg er altid skeptisk over for horrorromaner; de er næsten altid for lange, hvorved effekten mindskes. Det er ikke tilfældet her. Enhver forfatter, der skriver sætninger som denne: "Eleanor Vance was thirty-two years old when she came to Hill House. The only person in the world she genuinely hated, now that her mother was dead, was her sister", er en forfatter, jeg gider læse. En af grundene til, at den er så godt fortalt, er, at Jackson springer ret ubesværet mellem hovedpersonen, Eleanor Vances synsvinkel, og en alvidende fortællerstemme. Det er med til at skabe romanens særegne irreelle effekt, hvor man bliver usikker på, hvad der er hovedpersonens fantasier, og hvad der er overnaturlige fænomener og det angiveligt hjemsøgte hus' indflydelse på de fire hovedkarakterers psyke (de er alle i huset som led i et parapsykologisk eksperiment, der skal undersøge titelhusets mulige hjemsøgthed) - i hvert fald får man fornemmelsen af, at husets indvirkning er at forstærke bestemte karaktertræk i personernes psyke: Dr. Montague, der forestår eksperimentet, bliver om muligt endnu mere overbærende; husarvingen Luke bliver endnu kækkere; Theodora, som Eleanor har et sært halvlesbisk had/kærlighedsforhold til, bliver bedre til at læse tanker, men sætter også sig selv i scene, bliver mere catty; og Eleanor bliver skiftevis mere forsagt og mere grå mus, end hun før har været, skiftevis kæk og sarkastisk som en society girl i en film (sådan som hun gerne ville være, fornemmer man, men som hun aldrig har fået muligheden for, holdt nede som hun er blevet af sin familie).

En svaghed ved romanen kunne være, at de overnaturlige fænomener virker lidt tilfældige - hvilken funktion (i handlingen) har den kolde plet det ene sted, hvilke love følger de overnaturlige fænomener? Her savner man lidt flere antydninger. Men det lykkes alligevel at ramme en isnende atmosfære, fordi Jackson mester stemningsskift - fra munter ironi og vittige bemærkninger blandt forsøgsdeltagerne til uhyggelige, poltergeistagtige manifestationer. Skiftende er ret overlegent orkestreret. Og når de overnaturlige fænomener manifesterer sig eller synes at manifestere sig, sidder man på det yderste af neglene. I det hele taget holdes der en ret imponerende suspense gennem næsten hele bogen; det er en ubønhørlig mekanisme, man sidder fast i. En virkelig god start på året.
Nu læste jeg også lige The Haunting of Hill House, på baggrund af din fine beskrivelse og anbefaling. En virkelig uhyggelig bog, synes jeg, måske den mest uhyggelige jeg har læst i mit voksenliv. Sammenblandingen af fantasi og virkelighed, den kvalmende uundgåelighed hvor hver eneste afværget katastrofe kun er en stakket frist. Også pinligt for mig at jeg har ventet så længe med at læse den, for jeg er jo vild med filmen fra 1963. Jeg skal have genset filmen, men i min erindring fremstår bogen som endnu mere stram end filmen, endnu mere perfekt orkestreret. Derudover er mange af bogens kvaliteter jo af en art der ikke lader sig fange på film. Stensikker anbefaling.
Dance encourages the body to move without permission. That's a fundamental flaw. It must be solved.

Besvar

Hvem er online

Brugere der viser dette forum: Ingen og 2 gæster