Bill Callahan - Sometimes I Wish We Were An Eagle

Besvar
besked
Forfatter
Brugeravatar
Zukin
Indlæg: 766
Tilmeldt: 26 apr 2005 12:21
Geografisk sted: Staten

Re: Bill Callahan - Sometimes I Wish We Were An Eagle

#121 Indlæg af Zukin » 12 feb 2014 16:11

Er det rigtigt, at han dedikerede en sang til Marius?

Brugeravatar
rabu
Indlæg: 1682
Tilmeldt: 06 dec 2002 20:12
Geografisk sted: nørre

Re: Bill Callahan - Sometimes I Wish We Were An Eagle

#122 Indlæg af rabu » 12 feb 2014 20:33

Zukin skrev:Er det rigtigt, at han dedikerede en sang til Marius?
Han improviserede et vers om Marius sidst i Winter Road, som var afslutningsnummeret før ekstranumrene. Sådan husker jeg det i hvert fald, men måske jeg tager fejl. Han sang sådan noget:

Oh, oh, Marius
They brought you down
Down, down to the ground
Oh, sweet, sweet Marius
I hope your life was glorious
come gather the pieces all scattered and lost,
the lie in what's holy, the light in what's not

Brugeravatar
Broder Salsa
Indlæg: 4347
Tilmeldt: 19 feb 2006 22:05
Geografisk sted: Dodge City

Re: Bill Callahan - Sometimes I Wish We Were An Eagle

#123 Indlæg af Broder Salsa » 12 feb 2014 22:21

Dan Dare skrev:Broder Salsa, på forrige skide skrev du, efter at have lytte til den nye plade, at den var pissegod. Synes du stadig det, og hvordan har du det med pladen >< koncerten, set i lyset af at du synes koncerten var kedelig?

Altså, det er ikke for at "fange dig" i et eller andet, bare fordi jeg er nysgerrig i andres opfattelse af pladen. Jeg synes som sagt koncerten var god, og Dream River tog mig virkelig lang tid at kunne lide bare lidt. Og det hjælp koncerten endnu mere på, altså at jeg ved at høre numrene fremført live opdagede lidt mere om "hvad de kunne".

Giver det mening hvad jeg spørger om?
Ja, det giver fin mening. Min opfattelse af pladen er vist ikke så påvirket af koncerten. Jeg hørte den en del gange op til koncerten, og måske er det ikke en decideret pissegod plade, men den er stadig god - og der er et par virkelig stærke numre på, og enkelte af dem gjorde sig også ok live, navnlig Javelin Unlanding og Small Plane. Men guitaristen ødelagde sgu mere, end han gavnede.

Brugeravatar
Broder Salsa
Indlæg: 4347
Tilmeldt: 19 feb 2006 22:05
Geografisk sted: Dodge City

Re: Bill Callahan - Sometimes I Wish We Were An Eagle

#124 Indlæg af Broder Salsa » 11 okt 2019 11:58

Hvor mange så ham i går?

Jeg kedede mig mindre bravt end sidst. Faktisk var det en decideret fin koncert. Det nuværende band-lineup klæder sangene virkelig fint. Især bassen gav det hele en lækker, organisk klang. Og Bill Callahan selv var jo nærmest i sprudlende humør. Men han har stadig en underlig idé med at trække sangene i langdrag. Især sangene fra Apocalypse og Dream River- tiden. Koncerten kommer med andre ord ikke i nærheden af dobbeltkoncerterne i 2011. Jeg får stadig gåsehud af at tænke på afslutningen om søndagen med Blood Red Bird og Bathysphere.

Jo længere tid der går, jo mere ærgerlig er jeg over at misse A River Ain't Too Much- touren på Loppen, vist nok.

Brugeravatar
Jallan
Indlæg: 15169
Tilmeldt: 04 jun 2006 20:48
Geografisk sted: Fanget i en barometerlomme

Re: Bill Callahan - Sometimes I Wish We Were An Eagle

#125 Indlæg af Jallan » 11 okt 2019 12:22

Så Bill Callahan i Berlin for en del år siden, og det var helt absurd kedeligt. Jeg synes desværre også den nye plade er en smule kedelig. God, men kedelig.
Med intens hilsen

Jallan

Brugeravatar
æsmet
Indlæg: 6171
Tilmeldt: 18 mar 2004 21:59

Re: Bill Callahan - Sometimes I Wish We Were An Eagle

#126 Indlæg af æsmet » 12 okt 2019 10:36

Han (eller de) spillede Say Valley Maker, og Say Valley Maker er som bekendt det hele værd. Jeg har det som om, den nye plade er en ny start. Den sætter lys på hans bagkatalog. Jeg forstår Bill Callahan som kunstner. Hvor det har været en kamp engang, ruller det nu, eller musikken sker af ren lyst. Et blødt og rart selskab. Det sætter jeg pris på. Særligt når nu Berman har taget sit eget liv. Jamen, jeg kan sgu ikke lade være med at tænke det sådan. De er/var lige gamle. De er udkommet på samme pladeselskab. For den ene gik det direkte i afgrunden. "To family is all you can do ..." Er lykken virkelig i familien? Det er jo ikke så enkelt. En klassisk kunstnerisk konflikt. Bill Callahan var ved at droppe musikken, men han fandt ud af, han ikke kunne lade være. Det giver faktisk en kant. På hans stille måde var det at dø lidt at ikke lave musik. Overraskende lange sætninger imellem numrene fra start. Man behøver ikke at være helt til rotterne. Men det skal heller ikke være et enten/eller. Balance er nummer et. Det er da i grunden inspirerende, fordi balance er meget svært. Nærværende kan også noget. Man kan måske helt glemme at få noget mad af at være begravet i kunstens verden. Så er det godt med en familie. Familie betyder mad. Så kommer farmor med frikadeller.

Når nu den sætter lys, så indhentes man af fortiden. Jeg synes fandeme, han har udgivet nogle gode plader, og de har fulgt en naturlig udvikling. Det er nærmest befriende at tænke på. Her har vi en albumkunstners liv, der starter med noget Sewn To The Sky og noget Forgotten Foundation, ikke, sådan var han da han var omkring tyve år. "My band sounds just like The Ramones". Så kommer der lidt hul igennem, og han laver Julius Caesar. "I'm gonna be drunk so drunk at your wedding". Så er der Buning Kingdom, hvor mor ryger pot i badekarret. Så lægger Bathysphere fra land på Wild Love og "every girl I ever loved has wanted to be hit". Grove løjer. Det er koldt og ensomt. Så er "all your women things scattered round my room" på The Doctor Came At Dawn. "I was a stranger when I came to town" på Red Apple Falls. Man har en River Guard på Knock Knock, man var engang en teenage-Smog. Børnekoret på Bloodflow på Dongs Of Sevotion. Der danses i beskidte bukser på Rain On Lens. "I don't use doors no mores" på Supper. "There is no love where there is no obstacle" i netop Say Valley Maker på A River Ain't Too Much To Love. "Learn from the animals monkeys do" i Day på Woke On A Whaleheart. Vi har ... for mange fugle i et træ på Sometimes I Wish We Were An Eagle. Bare lige fra hoften, ikke sandt. Så kommer vel denne Apocalypse. Drover, mand. Dream River er jo en meditativ plade. Det ville egentlig have været en fin afslutning, men det var bare en pause. Man har det lidt sjovt med dub. Så har vi den nye. "The panic room is now a nursery". Han er blevet far siden sidst. Der tegner sig et vidunderligt billede. Stykke for stykke.
Her står jeg så og kigger på denne fabrik.

Brugeravatar
eini
Indlæg: 7397
Tilmeldt: 18 maj 2004 14:14

Re: Bill Callahan - Sometimes I Wish We Were An Eagle

#127 Indlæg af eini » 12 okt 2019 12:30

<3

Familien er dog kun nødvendig hvis der ikke er andre fællesskaber til rådighed. "Friends are like gold when you're old". Callahan er også en mand der vil have begge dele: Den konventionelle tryghed OG forbindelsen til kunsten, livet, kosmos. Trygheden er nødvendig for at skabe, men engang kunne man få den påkrævede tryghed uden at skulle købe den amerikanske kernefamiliedrøm. Men alle alternativerne er gået ud af produktion. Det kan synes som det eneste fornuftige så at blive småborgerlighedsapologet, men så lader man altså også Berman i stikken. Bermans store problem var måske ikke at han slap idealet om kernefamilien, men at han ikke gjorde, at han ikke kunne give slip på ønsket om at være rigtig og derfor ikke kunne holde op med at føle sig forkert. Og derfor var hans problem at han ikke havde nogen der kunne elske ham som han var. Han kunne ikke passe ind i parforholdet, og så var han alene. Purple Mountains-pladen er så meget bedre end hans andre plader fordi han på den er fuldkommen ligeglad med at være cool og anti-konform. Han giver slip og så brænder han totalt igennem. Så er der fuld spade på kærligheden. Hold kæft hvor er det en smuk plade. En af de bedste plader i verden. Jeg satte Somtimes I WIsh We Were An Eagle på den anden dag. Jeg slukkede igen. Jeg hørte pludselig noget beregnende, noget der holdt sig for god til bare at være. Jo ældre jeg bliver, jo mere uinteresseret bliver jeg i Callahans kølighed. Men jeg synes der lyder godt med mere lyst, det giver mig lyst til at høre den nye. Chan Marshall fik også et barn, og det lod til at være godt, men det kostede også. Hun ser så slidt ud. Trygheden er noget dyrere for kvinden end for manden.
Remember, the algorithm only learns from you. Do not thank the algorithm. You are here because you are you.

Brugeravatar
æsmet
Indlæg: 6171
Tilmeldt: 18 mar 2004 21:59

Re: Bill Callahan - Sometimes I Wish We Were An Eagle

#128 Indlæg af æsmet » 12 okt 2019 12:37

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker Berman (to the max!), og Purple Mountains-pladen er rimelig svær at hamle op med. Desværre er det også en plade, der har en dyr pris.
Her står jeg så og kigger på denne fabrik.

Brugeravatar
eini
Indlæg: 7397
Tilmeldt: 18 maj 2004 14:14

Re: Bill Callahan - Sometimes I Wish We Were An Eagle

#129 Indlæg af eini » 12 okt 2019 12:47

Nej, det er ikke pladen der har den pris. Det er det samfund Berman ikke kunne overleve i, der har den pris. Meget vigtig skelnen.
Remember, the algorithm only learns from you. Do not thank the algorithm. You are here because you are you.

Brugeravatar
eini
Indlæg: 7397
Tilmeldt: 18 maj 2004 14:14

Re: Bill Callahan - Sometimes I Wish We Were An Eagle

#130 Indlæg af eini » 12 okt 2019 13:01

Eller rettere: Det er det samfund der har sat prisen for det album. Den pris skal vi sgu da ikke bare acceptere. What the fuck. Som om enhver er sig selv nærmest og alting ikke hænger sammen. Kunsten er der kun plads til som et selvrealiseringsprojekt for de priviligerede. Vågn dog op. Hvis man ikke kan overleve, fordi man ikke kan finde ud af at spise frikadeller, kunne man jo begynde med at lære at lave sine frikadeller selv. Infantiliseringen af vores generation er den største trussel mod modkulturen. Kan I huske dengang USA var et fedt sted der opfostrede folk som McKenna og Stamets? Folk der kunne tænke selv og turde gøre noget ved det. Rick Doblin der ville hjælpe andre ved at arbejde som psykedelisk terapeut, men så blev stofferne forbudt, og så uddannede han sig fandeme i statskundskab i stedet for, så han kunne gøre hvad han kunne for at ændre loven. Jeg vil have heltene tilbage!
Remember, the algorithm only learns from you. Do not thank the algorithm. You are here because you are you.

Besvar

Hvem er online

Brugere der viser dette forum: Ingen og 1 gæst