Som alle andre Richard Thompson fans mener jeg, at han er sygt undervurderet og slet ikke så berømt som han fortjener. Men indrømmet: Han er også mere tør og kantet end for eksempel Neil Young, som kommer os i møde ved gerne at pakke det hele ind i pedalsteel og sølvbryllupsromantik. Det gør Thompson ikke. Både hans tekster og hans misantropi er meget stærkere, hans arrangementer meget mere tørre og han guitar langt mindre indsmigrende. Men når man først fatter ham, så er gevinsten stor.
Man kan starte med at se denne optagelse her for at få et indtryk af ham. Han er her oppe i 50erne her og laver en lang række mindre vigtige soloplader på Capitol Records men lige den her sang sidder lige i skabet. Han synger et kvad om hende den vilde hippiepige, som ikke ville binde til ham da han var nitten og som senere drak og fixede sig ned, og som barden stadig tænker en del på i sit livs efterår.
Læg især mærke til hans signaturstil i guitar, afleveringen af de økonomiske, men billedrige tekster og hans sære måde at angribe mikrofonen på med sit skæve engelske fjæs
https://www.youtube.com/watch?v=HApy-Xoix-g
40 år før denne optagelse er han med til at danne de banebrydende Fairport Convention som meget ung mand i '67. (han er født i '49)
Fairport Convention bliver dannet af en gruppe meget unge intellektuelle fra Nordlondon i ’67. De ville spille en psykedelisk rootsrock med klar americana inspiration og de starter med at spille, hovedsageligt, amerikansk materiale og vil være en slags de engelske Byrds med mange Dylan og Joni Mitchel sange.
Richard Thompson er her den talentfulde leadguitarist, men bandlederen er egentlig bassisten Ashley Hutchings, der udover Fairport Convention grundlægger Steeleye Span and The Albion Band.
Deres første plade her er med sangerinden Judi Dyble og er kun interessant for arkæologer- eller hvis man bare ikke kan få 60er psyk nok
Men så sker der en eksplosion af kreativitet og nytænkning da de finder sammen med sangerinden Sandy Denny, som samler på gamle britiske sange. Hun får dem til at lytte til traditionelle ballader og så opstår den magiske heyday for Fairport Convention hvor de på tre plader definere det som Bert Janech i en helt anden sammenhæng kalder for "13th century rock ' roll "
Det er disse tre: 'What We Did on Our Holidays' (1969)
'Unhalfbricking' (1969) og 'Liege & Lief (1969)
hvor især 'Unhalfbricking' og 'Liege & Lief' af mange anses for stenkolde klassikere
Mødet med Denny så sikkert ca sådan her ud. Læg mærke til Thompson, som er ham den meget unge med krøller og et lidt skævt ansigt.
https://www.youtube.com/watch?v=O8_eFRZP1uQ
Deres mest kendte sang
https://www.youtube.com/watch?v=n2xODjbfYw8
Så er der kædedans!
https://www.youtube.com/watch?v=1it7BP5PckI
Der er stadig plads til et Dylan cover og dette er et af de bedste der er lavet
https://www.youtube.com/watch?v=NmLaysHObcU
Fairport Convention er opkaldt efter et kollektiv i Nordlondon og bandet findes stadig, men med helt andre medlemmer da de alle dage var tænkt mest som et kollektiv man kunne droppe ind og ud af.
Thompson forlader bandet i starten af 70erne, sammen med Linda Thompson og de med på Sandy Dennys soloprojekt 'Fotheringay.' (EDIT de spiller ikke sammen i 'Fotheringay men de backing eller sådan noget på hendes turne) Trist nok går Sandy Denny i opløsning af i løbet af 70erne, glemmer sin baby på en bar og den slags, og dør af druk/faldt ned af en trappe inden årtiet er omme.
Richard og Linda bliver gift i 71 og de er ved at lægge festlivet på hylden og indleder en spirituelt søgende livsstil mens de arbejder sammen som bandet og ægteparret Richard & Linda Thompson. Her topper de begge kunstnerisk hen over en 10-15 års ægteskab med tre centrale plader, som er værd at høre fra den ene til den anden da det er klassisk opbyggede albums på cirka 35 minutter med et perfekt mix af sange.
På deres første plade 'I Want to See the Bright Lights Tonight' (1974) tager de det første dybe spadestik til en prunkløs, ærlig og spirituelt søgende folk-rock. De er ikke fuldblods sufiern endnu men man mærke tydeligt den spirituelle tørst i dem
Højde punkter er disse tre sange:
'The Calvary Cross' som indleder med en fantastisk solo, sætter igang med et helt vildt slag og bliver en inderlig bøn om frelse (tror jeg) 'Scrub me 'till I shine in the dark' er den bedste linje og med Linda med sin karakteristiske anden vokal som klar, kølig og helt uden fraseringer
https://www.youtube.com/watch?v=7gYoj-WGH5U
Linda synger for på titelnummeret 'I Want to See the Bright Lights Tonight' om proletaren der glæder sig til weekenden:
https://www.youtube.com/watch?v=57PENuNVapc
På den næste peaker deres søgen og de konverterer officielt til sufi islam og laver pladen 'Pour Down Like Silver' (1975) som skifter mellem sufi-støjguitar (?) og de mest inderlige ballader . Det er den mest krævende af deres tre plader
Tak til skaberen med 'Dimming Of The Day'
https://www.youtube.com/watch?v=qzqjD-_OMHk
Helt fantastisk cover af soul klassikeren 'Dark end of the street'
https://www.youtube.com/watch?v=dlk0-HQh2j4
Dette er blandet op med sange som 'Streets of paradise' som larmer en del og man skal meditere sig lidt ind på
Derefter trækker de sig tilbage i 5-7 år og udgiver noget men ikke noget vigtigt. De er i pengenød og turnerer med som opvarmning til den slikkede Gerry Rafferty (ham med saxofonhittet 'Baker Street'), som først skal producere, hvad der skal blive deres bedste plade 'Shoot out the Lights' (1982).
Richard bliver dog sur og bitter på Gerry og han skrotter hele projektet, ender med at synge meget mere på den og få den produceret af Joe Boyd, som også producerede flere Fairport albums.
Linda og Richards forhold har det heller ikke for godt. Hun er gravid mens de indspiller og under indspilningen går deres forhold i stykker og de bliver skilt umiddelbart efter den udkommer. Dette var godt kunsten for 'Shoot out the Lights' store kreative energi kommer meget fra, at synger deres evaluering af deres forhold til hinanden. En slags 'Rumors' i regnvejrsudgave.
De første tre sange den åbner med skal helst høres i rækkefølge
Først ham til hende:
'Don't Renege On Our Love' (som kun er på tube i Gerry Raffertys udgave )
https://www.youtube.com/watch?v=ZbdalXbEYeo
'Am I just another mouth to feed?...'
Så hendes sang til ham
"Walking on a Wire"
https://www.youtube.com/watch?v=7o3h7eyVRp8
Især:
'Where's the justice and where's the sense?
When all the pain is on my side of the fence'
Så er han ude af døren:
med 'Who's going to cure the heart of a man in need?'
https://www.youtube.com/watch?v=LxmGtWhFcH0
Pladen går så over i nogle barske 80er folk-rockers som 'Was she jumped or was she pushed' før den næsten kulminere på lukkeren med deres hyldeste til 'WALL OF DEATH' som vi ikke kan lade være med at tage en tur på selvom det var ubehageligt:
https://www.youtube.com/watch?v=GcFhyy2kgdo
Motorcykler er nemlig også en ting for ham. Hans plader i 90erne og 00erne handler mest om at han bare godt kan lide at spille guitar og der blevet langt mellem de store sange. Men han hygger sig stadig med at spille.
Her er hvordan han cirka ser ud i dag hvor han med stor glæde og kunnen spiller sin anden kendte motorcykelsang samt en sang fra "I Wanna se the bright lights tonight" om at være alkoholiker (angsten herfor er vist nok en stor grund til at han stadig er kulturmuslim)med nogle andre fokies - Loundon Wainright og Suzanne Vega)
"Down Where the Drunkards Roll"
https://www.youtube.com/watch?v=RBzRz-Hcj18
"1952 Vincent Black Lightning"
https://www.youtube.com/watch?v=j0kJdrfzjAg
Richard & Linda da de peaker på sufislam:
Dermed er der kun ét skridt imellem Sandy Denny og Thøger Olesen og slangepigen Anniqa