#3170
Indlæg
af naunyn » 23 maj 2018 14:22
@Jallan
Det er helt sikkert på grund af pacing og styring. Bloodborne føles for mig, som det naturlige skridt videre fra Dark Souls, da det mekanisk bare sidder i skabet. Min favorit mekanik er regain systemet, der gør at man kan nå at få noget af ens mistede liv tilbage ved at angribe igen inden for et kort tidsrum, der gør at spilleren bliver tvunget til at spille ekstra hurtigt og aggressivt. Dette giver et virkelig hurtigt flow, som jeg er helt vild med.
Der heller ikke nogen stats, der føles, som åndssvage fyld stats (hej adaptability). Plus, der heller ikke er en equip load, som på sin vis giver flere muligheder for at skifte rundt i equipment, selvom Dark Souls 3 slet ikke gør spillere med en høj equip load nær så sløve, som de tidligere.
Samtidigt hænger verden rigtig godt sammen og hele universet er virkelig dragende.
Det bliver spændende, om der kommer noget nyt fra From her til E3.
@kinkystar robot
Jeg skal lige genspille SotN, men jeg synes det lider af en hel del fyld. Mit største problem ved det er i virkeligheden sværhedsgraden, som ligger for meget i den lave ende. Hvor kampen mod Dracula måske er det bedste eksempel på dette i SotN. SotN sætter dog en standard og der er virkelig mange muligheder i det. Jeg skal lige se det med friske øjne snart.
Jeg har desværre aldrig spillet The Adventure og noget heller ikke at købe ReBirth WiiWare spillet, inden de lukkede for den service.
@half_noise
Jeg svinger meget, om SotN nu også er det bedste. Det er helt sikkert i toppen, samt det er svært at underminere betydningen af SotN for Castlevania spillene, der kom efter. Som nævnt synes jeg dog sværhedsgraden er et stort problem og selvom jeg godt kan lide idéen med det omvendte slot, så føler jeg på en måde også at det forlænger spillet på en kunstig måde, hvor jeg ikke er helt sikker på, at level designet er rent faktisk er godt nok til det.
Circle of the Moon synes jeg tidligere har fået et dårligt ry, da det er det eneste GBA (og DS) spil, som IGA ikke har været involveret i - samt IGA vist har udtalt sig ret kritisk om det. På mange måder er det et "b-team" Castlevania i samme stil som Dark Souls II, og spillet føles lidt, som et forsøg på at sætte Rondo of Blood i en Metroidvania kontekst, hvilket er ret spændende. Styringen er tung, om end ikke så tung, som tidligere Castlevania spil. Sværhedsgraden er høj, men ikke helt Rondo of Blood høj. Det er dog først med det sidste DS spil, Order of Ecclesia, at IGA selv laver et Metroidvania, der har en sværhedsgrad alá Circle of the Moon.
Circle of the Moon har dog også nogle problemer. DSS systemet er spændende, men drop raten på nogle af kortene er for lav i forhold til nødvendigheden af dem. Dracula kampen kræver næsten at man enten grinder de rigtige kort, eller en god sjat levels, da man ellers er tangerende at være underleveled i forhold til den kamp. Den er dog virkelig svær og på den måde ret tilfredsstillende.
Det skal dog også siges, at Circle of the Moon var mit første Castlevania spil, hvilket sikkert er grund til, at jeg synes Rondo of Blood er federe end Super Castlevania 4, da Nathan Graves næsten spiller 1-1 af Richter Belmont, selvom han både hopper og løber bedre end Richter.
Harmony of Dissonance er på mange måder et modsvar på Circle of the Moon. Det er lettere, farverne er lysere, Juste Belmont ligner Alucard og slottet har to "forme" (er er det lyst og et mørkt?). Det er nok det Castlevania spil, som jeg synes mindst om, da det bare aldrig bliver rigtig godt.
Aria of Sorrow har derimod en virkelig god setting. Det er virkelig flot og af GBA spillene nok det, som rent mekanisk spiller bedst. Nostalgi er dog en stor faktor i mit forhold til det, da jeg netop var ekstremt skuffet over, at jeg gennemførte det på to aftner, dengang at det kom, ha. Jeg har derfor stadig lidt svært med at blive helt gode venner med det, men jeg synes karakterne er ret gode af Castlevania standarder og stemningen i top.
Af DS spillene er Order of Ecclesia det bedste. Det har en lidt mærkelig pacing, men det føles, som den naturlige konklusion på Soul systemet fra Sorrow spillene. Selvom mange af Glyphsne i bund og grund er opgraderinger af de samme ti-femten varianter, fungerer det gameplaymæssigt.
Sværhedsgraden er nærmest det højeste for et IGA spil siden Rondo of Blood. Historien er væsentligt bedre end både Dawn of Sorrow og Portrait of Ruin, men det skyldes måske alene det faktum, at efter to DS spil med hæslige illustrationer, fik de Masaki Hirooka til at illustere i en stil, der på mange måder minder om Ayami Kojimas.
Dawn of Sorrow er rent grafisk godt genbrug af Aria of Sorrow, men har en åndssvag historie, hæslige illustrationer og det her seal system, der gør at hver gang at man får en boss ned på lidt nok liv, skal man tegne et seal på den nederste skærm, for at "seale den". Hvis man fucker det op, får bossen noget liv tilbage og man skal så give den mere skade, for derefter at få chancen igen. Det gik de heldigvis væk fra efter Dawn of Sorrow. Dawn of Sorrow spiller godt og er et let, men sjovt Castlevania spil.
Portrait of Ruin roder rundt i mekanikken, med mulighed for figurskift og mulighed for at få hjælp af ekstra figuren, som virkelig sætter AI'en på en absurd prøve i Dracula kampen, hvor at man skal have hjælp af en ekstra karakter, for ikke at blive mast i småstykker. Det har en del glitches, der gør at spillet kan gå i stå og selvom spillet prøver mange ting af, så lykkes det sjældent vildt godt. Det er bedre end Harmony of Dissonance, men...
Men jo af DS spillene, så er Dawn of Sorrow er værd at anskaffe sig, mens Order of Ecclesia er et "must have" i min optik.
Bloodlines har jeg aldrig spillet og NES spillene mangler jeg også stadig. Derfor vil en forsigtig liste se
sådan her ud lige nu, men ændrer sig sikkert næste gang.
1. Order of Ecclesia
2. Circle of the Moon
3. Symphony of the Night
4. Rondo of Blood
5. Aria of Sorrow
6. Dawn of Sorrow
7. Super Castlevania 4
8. Portrait of Ruin
9. Harmony of Dissonance
@krea
Jeg tror det lidt! Jeg kan bare godt lide at have muligheden for lige at sætte mig fem minutter og så - i 3DS'ens tilfælde - klappe den sammen og fortsætte andet sted. Jeg er alligevel en del rundt omkring. For mit eget vedkommende er det ofte lettere at spille håndholdte spil i kortere intervaller, end når jeg skal spille en stationær konsol. Spillene er ofte lavet med det faktum i baghovedet, at det bliver spillet i transit og det gør sikkert noget ved min interaktion med dem. Måske er det også bare skærmstørrelsen, der gør at jeg ikke bliver helt suget så meget ind i det, som når jeg spiller på min PS4.
Apropos Labo, så ser det sjovt ud, men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal bruge det til.