De bedste computerspil

[Jallan]

Fatter i øvrigt stadig ikke 100%, hvordan fanden man sparker

Frem og light attack på samme tid! Tænk at du har kunne klare dig uden spark. Vildt.

Hvad skal jeg bruge spark til? Er 1 kæmpe champ. Slår kun med sværd. Har også klaret mig uden at kaste en sorcery. Men nu er jeg på NG og det er godt nok absurd nemt, så nu tænker jeg lige at fedte ned til Rosaria og blive til en sorcerer med månesværdet, så jeg også kan prøve det. Virker jo super epic.

Hvis jeg må sige noget Nioh gjorde helt formidabelt, så var det nye enemy placements og nye enemies hele vejen op til Way of the Nioh. Det gjorde godt nok en kæmpe forskel, at man ikke bare kendte det hele udenad. Jeg tror springet op til Way of the Wise var det sværreste overhovedet. Der var fjenderne godt nok helt absurd OP til at starte med. Til gengæld er Amrita scalingen fandeme Tror mit næste level i Nioh koster 2-3 milliarder

[Kinky Robot]

Jeg har nu gennemført Yakuza 6 og kan med sikkerhed sige, at hvis man kunne lide Ø og 1 er dette mere fra samme hylde. Hvad jeg har kunne læse mig frem til på diverse sites har kritikken af 6 faldet på, at Goro Majima stort set ikke af med, og at historien var flad og uinteressant. Så har der været klager over at Onomichi er alt for begrænset et område at færdes i, og at sideaktiviteterne ikke er på højde med tidligere spil. Jeg er enig i, at en del af minigames'ne ikke er helt på højde med Ø. Clan Creator er overhovedet ikke nær så sjovt som at drive en Hostess Club og træningensspillet går man død i ret hurtigt. Men alle de andre aktiviteter synes jeg er ret sjove. Karaoke er helt på højde med Ø og 1, og nye tiltage som undervandsfiskespillet og det nye Baseball spil og er mega lolz. Så der er bestemt noget at komme efter. Jeg synes ikke at Onomichi føles mindre end f.eks. Sotenbori fra Ø. Mængden af aktiviteter og side quest er stort set det samme. Jeg tror det har noget at gøre med, at Onomichi er mindre livlig. Forstået på den måde, at det er en lille bitte flække uden for Hiroshima. Der bor ikke nær så mange folk i den som der gør i Sotenbori eller Kamurocho. Så jeg synes at de har ramt landsbystemningen ret meget på hovedet.

Hvad angår historien og Majimas fravær er det ret klart fra første time i spillet, at dette er Kiryus og Harukas historie. Der er ingen grund til at have Majima som hovedrolle denne gang. Og det gør ikke spor. I modsætning til hvad internettet siger så synes jeg faktisk, at historien var rigtig god. Masser af uforudsigelige twist and turns undervejs, og man tænker hele tiden: "Oh snap! Hva fuck sker nu?!" eller "Wow! Det havde jeg ikke set komme!". Jeg var dybt engageret i den fra start til slut og på intet tidspunkt syntes jeg at det trak ud. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at karakterene i 6 er vildt gode. Specielt det nye gruppe af small town loosers vi stifter bekendtskab med i Onomichi. De er elskelig as fuck og jeg savner dem allerede.

Som jeg også skrev herinde da jeg lige var gået i gang, havde jeg det lidt stramt med frameraten og den ret hæftige mængde aliasing der er tilstede i spillet. Men jeg vil gerne garanterer at dette er noget man glemmer efter et par timer inde i spillet. Som sagt er det ikke noget gamebreaking. Man skal bare lige vende sig til det. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at jeg var vandt til at både Ø og 1 kørte i en lock 60fps. Hvilket giver mening da begge disse spil var straight up ps3 ports. Ellers ser alting fint og flot ud. Den nye Dragon Engine får ansigter og cut-scenes til at se vildt realistisk ud. Og hver gang Kiryu stirre ind i kameraet har jeg det som om at han vil gerne mig nogle klø.

Yakuza 6 er et damn godt spil som fans af Ø og 1 mos def skal spille. En værdig afslutning på Kazuma Kiryus saga.

Min vudering:

[krea]

Godt nyt til naunyn og Half_Noise:

Monster Hunter kommer til Switch og man kan overføre sin fremgang fra Generations på 3DS.

[naunyn]

Det er virkelig fedt, at det er blevet annonceret. Selvom World er et bedre spil, må jeg ærligt indrømme, at jeg er bedre til at spille Monster Hunter, som en håndholdt title, der kan tages med og sættes på standby. Ikke at Switchen er helt så god, som 3DS'en til det, men det er en glædelig nyhed.

I forbindelse med, at det eftersigende snart skulle komme en release til Bloodstained: Ritual of the Night, er der blevet at der kommer et lille sidespil lavet af Inti Creates, som hedder Bloodstained: Curse of the Moon, der udgives d. 24 maj til alle platforme. Det er uden tvivl meget inspireret af 8-bit Castlevania. Jeg må indrømme, at jeg faktisk er en smule optimistisk omkring det, da jeg for tiden er i gang med at genspille et par af mine favorit Castlevania spil, da jeg vitterligt er i tvivl, om Symphony of the Night nu også er det bedste...

Nå, ja. Jeg håber at Jallan får spillet Bloodborne en dag. Bloodborne er grunden til, at jeg ikke har fået gennemført Dark Souls 3 endnu, da det er enormt svært at gå tilbage til Dark Souls, efter Bloodborne. Om end med undtagelse af det første.

[Jallan]

Pga pace og styrring? Jeg synes også det var en ret vild omvæltning at gå fra Nioh til DS3, og det er selvom DS3 er så sygt meget hurtigere end DS1. Det føles ekstreeeemt clunky i starten, men kan leve med det når deres univers er så fedt. Jeg håber at From med afslutningen af Dark Souls serien laver en ny serie der i sit univers minder meget om, men som har en lidt bedre styring. Skal 100p spille Bloodborne, men jeg har ikke lige råderum til at købe en Playstation. Skulle vel have købt Kinky Stars da den var på bud.

[Kinky Robot]

I forbindelse med, at det eftersigende snart skulle komme en release til Bloodstained: Ritual of the Night, er der blevet at der kommer et lille sidespil lavet af Inti Creates, som hedder Bloodstained: Curse of the Moon, der udgives d. 24 maj til alle platforme. Det er uden tvivl meget inspireret af 8-bit Castlevania. Jeg må indrømme, at jeg faktisk er en smule optimistisk omkring det, da jeg for tiden er i gang med at genspille et par af mine favorit Castlevania spil, da jeg vitterligt er i tvivl, om Symphony of the Night nu også er det bedste...

Jeg glæder mig sindsygt meget til Bloodstained. Grunden til dette er selvfølgelig at IGA-san er director på projektet. Han har været med inde over de fleste spil i serien. Mht det bedste Castlevania spil må det være SoTN eller Super Castlevania IV. Dracula's Curse må komme på 2nd. Så er jeg i øvrigt også sindsygt glad for The Adventure som kom til Wii. Måske ikke det mest originale men den visuelle præsentation og soundtracket var dræber.

[Half_Noise]

Det er virkelig fedt med MHGU. Jeg er helt vild med World, men jeg har det, ligesom naunyn, bedst med at spille Monster Hunter på farten. Det er sådan det skal være. Det er heldigvis to vidt forskellige spil.

Vi kan godt tage hele Castlevania-diskussionen. Jeg kan ikke se meget andet, end at SOTN er det bedste. Vi kender alle argumenterne for, så det er der vel knapt grund til at opridse? Der er et felt bagved som dog er meget tæt. Hvis man vil have mere i SOTN-retningen, så mener jeg at Aria of Sorrow, Circle of the Moon og Harmony of Dissonance er vejen at gå. Fremragende 2D Igavanias med alt det vi kender og elsker, med udgangspunkt i SOTNs infrastruktur. Jeg mener dog kun der er Aria of Sorrow der er helt godt nok til at overgå de ældre, mere actionplatform orienterede spil. Super Castlevania IV er selvfølgelig godt, men har stadig åbenlyse mangler. Specielt har de områder med enorm slowdown ældet virkelig ringe. Det er måske den titel der er faldet mest på min liste, i de seneste år. Det originale er fremragende, det curver godt, der er udfordringer og løsning i et overraskende veldesignet spil, taget sin alder i betragtning. Toeren er noget pangel, og mener man andet bør man ikke spille Castlevania. C3 kan rigtigt mange ting og viser også hvad fremtiden skulle være for franchiset (med undtagelse af SCIV), men det kunne godt have brugt en smule mere finish. Den egentlige perle blandt alle disse tidlige Castlevanias er dog det formidable Rondo of Blood. Folk siger at PC Engine-udgaven, den originale, er den bedste. Om det er rigtigt, eller om det er en eller anden form af retropurisme, det ved jeg ikke. Jeg har emuleret det og spillet det på PSP, og det er, indtil videre det næstbedste Castlevania der er lavet.

1: SOTN
2: Rondo of Blood
3: Aria of Sorrow
4: Castlevania
5: Harmony of Dissonance
6: Castlevania 3
7: Super Castlevania IV
8: Circle of the Moon
9: Castlevania 2

Jeg kan ikke helt huske hvor godt Bloodlines er? Det må jeg lige få spillet igennem igen snart. Jeg har ikke taget DS-spil med, for jeg har ikke nok erfaring med dem. Er de værd at anskaffe sig? Jeg håber virkelig at Bloodlines bliver lige præcis så fremragende som det har potentiale til, men jeg er ikke så sikker. Meget stilhed, personligt ved jeg ikke hvad jeg tænker om artstyle, alt det der. Men jeg håber virkelig. Virkelig.

[krea]

Det er virkelig fedt med MHGU. Jeg er helt vild med World, men jeg har det, ligesom naunyn, bedst med at spille Monster Hunter på farten. Det er sådan det skal være.

Er I en slags rejsende sælgere eller sådan noget siden I er meget på farten? Jeg er næsten aldrig på farten og bruger mest mine håndholdte til at lægge på sofaen og spille. Det hjælper selvfølgelig heller ikke at jeg har bil, men da jeg pendlede plejede jeg at forberede mig i toget.

[krea]

Er der nogen der har prøvet Labo?

Det virker sgu meget cool:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?time_conti ... 4_IGrzs7rg[/youtube]

Jeg har overvejet at købe et Variety kit til sommerferien, så man kan gå og hygge sig med det, når det regner.

[naunyn]

@Jallan

Det er helt sikkert på grund af pacing og styring. Bloodborne føles for mig, som det naturlige skridt videre fra Dark Souls, da det mekanisk bare sidder i skabet. Min favorit mekanik er regain systemet, der gør at man kan nå at få noget af ens mistede liv tilbage ved at angribe igen inden for et kort tidsrum, der gør at spilleren bliver tvunget til at spille ekstra hurtigt og aggressivt. Dette giver et virkelig hurtigt flow, som jeg er helt vild med.

Der heller ikke nogen stats, der føles, som åndssvage fyld stats (hej adaptability). Plus, der heller ikke er en equip load, som på sin vis giver flere muligheder for at skifte rundt i equipment, selvom Dark Souls 3 slet ikke gør spillere med en høj equip load nær så sløve, som de tidligere.

Samtidigt hænger verden rigtig godt sammen og hele universet er virkelig dragende.

Det bliver spændende, om der kommer noget nyt fra From her til E3.

@kinkystar robot
Jeg skal lige genspille SotN, men jeg synes det lider af en hel del fyld. Mit største problem ved det er i virkeligheden sværhedsgraden, som ligger for meget i den lave ende. Hvor kampen mod Dracula måske er det bedste eksempel på dette i SotN. SotN sætter dog en standard og der er virkelig mange muligheder i det. Jeg skal lige se det med friske øjne snart.

Jeg har desværre aldrig spillet The Adventure og noget heller ikke at købe ReBirth WiiWare spillet, inden de lukkede for den service.

@half_noise

Jeg svinger meget, om SotN nu også er det bedste. Det er helt sikkert i toppen, samt det er svært at underminere betydningen af SotN for Castlevania spillene, der kom efter. Som nævnt synes jeg dog sværhedsgraden er et stort problem og selvom jeg godt kan lide idéen med det omvendte slot, så føler jeg på en måde også at det forlænger spillet på en kunstig måde, hvor jeg ikke er helt sikker på, at level designet er rent faktisk er godt nok til det.

Circle of the Moon synes jeg tidligere har fået et dårligt ry, da det er det eneste GBA (og DS) spil, som IGA ikke har været involveret i - samt IGA vist har udtalt sig ret kritisk om det. På mange måder er det et "b-team" Castlevania i samme stil som Dark Souls II, og spillet føles lidt, som et forsøg på at sætte Rondo of Blood i en Metroidvania kontekst, hvilket er ret spændende. Styringen er tung, om end ikke så tung, som tidligere Castlevania spil. Sværhedsgraden er høj, men ikke helt Rondo of Blood høj. Det er dog først med det sidste DS spil, Order of Ecclesia, at IGA selv laver et Metroidvania, der har en sværhedsgrad alá Circle of the Moon.

Circle of the Moon har dog også nogle problemer. DSS systemet er spændende, men drop raten på nogle af kortene er for lav i forhold til nødvendigheden af dem. Dracula kampen kræver næsten at man enten grinder de rigtige kort, eller en god sjat levels, da man ellers er tangerende at være underleveled i forhold til den kamp. Den er dog virkelig svær og på den måde ret tilfredsstillende.

Det skal dog også siges, at Circle of the Moon var mit første Castlevania spil, hvilket sikkert er grund til, at jeg synes Rondo of Blood er federe end Super Castlevania 4, da Nathan Graves næsten spiller 1-1 af Richter Belmont, selvom han både hopper og løber bedre end Richter.

Harmony of Dissonance er på mange måder et modsvar på Circle of the Moon. Det er lettere, farverne er lysere, Juste Belmont ligner Alucard og slottet har to "forme" (er er det lyst og et mørkt?). Det er nok det Castlevania spil, som jeg synes mindst om, da det bare aldrig bliver rigtig godt.

Aria of Sorrow har derimod en virkelig god setting. Det er virkelig flot og af GBA spillene nok det, som rent mekanisk spiller bedst. Nostalgi er dog en stor faktor i mit forhold til det, da jeg netop var ekstremt skuffet over, at jeg gennemførte det på to aftner, dengang at det kom, ha. Jeg har derfor stadig lidt svært med at blive helt gode venner med det, men jeg synes karakterne er ret gode af Castlevania standarder og stemningen i top.

Af DS spillene er Order of Ecclesia det bedste. Det har en lidt mærkelig pacing, men det føles, som den naturlige konklusion på Soul systemet fra Sorrow spillene. Selvom mange af Glyphsne i bund og grund er opgraderinger af de samme ti-femten varianter, fungerer det gameplaymæssigt.

Sværhedsgraden er nærmest det højeste for et IGA spil siden Rondo of Blood. Historien er væsentligt bedre end både Dawn of Sorrow og Portrait of Ruin, men det skyldes måske alene det faktum, at efter to DS spil med hæslige illustrationer, fik de Masaki Hirooka til at illustere i en stil, der på mange måder minder om Ayami Kojimas.

Dawn of Sorrow er rent grafisk godt genbrug af Aria of Sorrow, men har en åndssvag historie, hæslige illustrationer og det her seal system, der gør at hver gang at man får en boss ned på lidt nok liv, skal man tegne et seal på den nederste skærm, for at "seale den". Hvis man fucker det op, får bossen noget liv tilbage og man skal så give den mere skade, for derefter at få chancen igen. Det gik de heldigvis væk fra efter Dawn of Sorrow. Dawn of Sorrow spiller godt og er et let, men sjovt Castlevania spil.

Portrait of Ruin roder rundt i mekanikken, med mulighed for figurskift og mulighed for at få hjælp af ekstra figuren, som virkelig sætter AI'en på en absurd prøve i Dracula kampen, hvor at man skal have hjælp af en ekstra karakter, for ikke at blive mast i småstykker. Det har en del glitches, der gør at spillet kan gå i stå og selvom spillet prøver mange ting af, så lykkes det sjældent vildt godt. Det er bedre end Harmony of Dissonance, men...

Men jo af DS spillene, så er Dawn of Sorrow er værd at anskaffe sig, mens Order of Ecclesia er et "must have" i min optik.

Bloodlines har jeg aldrig spillet og NES spillene mangler jeg også stadig. Derfor vil en forsigtig liste se
sådan her ud lige nu, men ændrer sig sikkert næste gang.

1. Order of Ecclesia
2. Circle of the Moon
3. Symphony of the Night
4. Rondo of Blood
5. Aria of Sorrow
6. Dawn of Sorrow
7. Super Castlevania 4
8. Portrait of Ruin
9. Harmony of Dissonance

@krea
Jeg tror det lidt! Jeg kan bare godt lide at have muligheden for lige at sætte mig fem minutter og så - i 3DS'ens tilfælde - klappe den sammen og fortsætte andet sted. Jeg er alligevel en del rundt omkring. For mit eget vedkommende er det ofte lettere at spille håndholdte spil i kortere intervaller, end når jeg skal spille en stationær konsol. Spillene er ofte lavet med det faktum i baghovedet, at det bliver spillet i transit og det gør sikkert noget ved min interaktion med dem. Måske er det også bare skærmstørrelsen, der gør at jeg ikke bliver helt suget så meget ind i det, som når jeg spiller på min PS4.

Apropos Labo, så ser det sjovt ud, men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal bruge det til.