#586
Indlæg
af miegas » 13 dec 2019 19:51
10’ernes ’antidiagnoselitteratur’ udfordrer vores fejlagtige opfattelse af psykisk sygdom
Asger Schnack kritiserer forlagsbranchen for at fremelske privatisme og ’diagnoselitteratur’. Men ved at løfte erfaringerne ud over det private erobrer de bedste af 10’ernes forfatterskaber lidelsens position tilbage fra ’diagnosen’ som en krænkelses- og offerposition og bliver på den måde faktisk en ’antidiagnoselitteratur’, mener to speciallæger i psykiatri i dette debatindlæg.
13. december
Forlægger og litterat Asger Schnack skrev i sidste uge et opslag på Facebook med overskriften ’Diagnoselitteratur’, hvor han kritiserede en tendens i nyere dansk litteratur, som han mener favoriserer litteratur skrevet af mennesker med diagnoser.
Mere eller mindre eksplicit skriver han også, at flere værker ikke lever op til litterær god kvalitet, men bliver udgivet, fordi forlagene ser en god forretning i forfatternes personlige historier, som i krænkelseskulturens navn bliver umulige at forholde sig litterært kritisk til.
Opslaget afstedkom en storm af kommentarer og viser, at temaet optager mange på den litterære scene. Mange heppede på Schnack, og mange gav udtryk for undren eller skepsis over for denne meget radikale udmelding. Nogle blev berørte, fordi de selv har udgivet bøger, der handler om det at opleve sårbarhed på forskellige måder.
Schnack slettede hurtigt sit indlæg på Facebook, men det blev så bragt i Information den 29. november sammen med et indlæg af Schnack, hvor han uddyber sin hensigt med opslaget, som var at påpege, at det egentlig er forlagsverdenen, han var ude efter, fordi han mener, at den udnytter de psykisk sårbare som godt salgsmateriale. Ikke på grund af kvaliteten af deres værker, men på grund af mere eller mindre sensationelt autobiografisk materiale.
Det kan selvfølgelig aldrig i sig selv kvalificere til en litterær udgivelse, at man oplever psykisk sårbarhed. Litteraturen har vel aldrig, som strukturalismen ønskede det, fået lov til at stå helt uafhængig af forfatteren som person.
På den anden side kan værker af forfattere som Plath, Hölderlin, Zürn, Grotrian eller Ditlevsen ikke reduceres til deres forfatteres lidelsesfyldte biografier.
Psykiatriske diagnoser er ikke cancer
Som fagpersoner i psykiatrien mener vi, at termen ’diagnoselitteratur’ er problematisk, fordi det jo ikke er cancer eller lårbensbrud, der hentydes til. Med ’diagnoser’ adresseres primært de psykiatriske diagnoser, og den neologistiske sammenstilling af ’diagnoser’ med ’litteratur’ har en umiskendelig negativ klang.
Diskussionen spiller op ad en anden aktuel diskussion angående ’diagnosesamfundet’ og en trend, hvor antallet af psykiatriske diagnoser tager til, og hvor psykiatrisk lingo sniger sig ind i hverdagssproget og approprieres af allemand på en foruroligende måde. Man kan også i tiltagende grad høre for eksempel folketingsmedlemmer og debattører udtale ting som ’det lovforslag er jo helt skizofrent’ eller naboen udtale ’sikken et skizofrent vejr i dag’.
Det er vigtigt at forstå, at de psykiatriske diagnoser er akademiske konstrukter. Vi har ikke nogen entydig biologisk markør som en ’skizokok’ eller depressionshjernecenter, vi kan måle på, når vi stiller psykiatriske diagnoser.
Som fagfolk bruger vi diagnoser til at skabe et sprog omkring de forskellige former for lidelser, både akademisk, men også i det kliniske møde med mennesker, der af forskellige årsager har brug for hjælp til at håndtere deres psykiske kriser. De er ikke ’natural kinds’ på samme måde som ’lungebetændelse’ eller ’benbrud’, der meget entydigt har et biologisk korrelat.
Det betyder dog ikke, at man ikke med stor præcision kan stille den rigtige psykiatriske diagnose. I psykiatrien kan det at få den rigtige diagnose betyde, at man har ret til behandling og juridisk samt socialt sikres ydelser og visse rettigheder, som for eksempel retten til ikke at producere på ’ordinære arbejdsmarkedsvilkår’, som det hedder i socialrådgiversprog.
Det har også en signalværdi og hæver de sværeste psykiske lidelser ud af den trivialisering og banalisering, som Schnacks sikkert velmenende rant er udtryk for. At lide af for eksempel skizofreni, alkoholisme eller depression kan betyde en svær invalidering, der ikke ’bare’ er selvforskyldt, og hvis helbredelse ikke ’bare’ er et spørgsmål om at meditere mere eller spise sundere, som er nogle af de mest almindelige og skadelige fordomme, man kan støde på i medier, hos pårørende og desværre også ofte hos patienterne selv.
En ’antidiagnoselitteratur’
Stigmatisering af psykisk lidelse finder sted på institutionelt og samfundsmæssigt niveau, og det er et stort problem i ’helbredelsen’ af ’diagnoser’, hvis man overhovedet skal tale om en sådan.
Værker som de ovenfor nævnte forfattere, men også nyere danske forfatterskaber som for eksempel Asta Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussen fremskriver stærkt subjektive positioner, blandt andet omhandlende oplevelser som patienter i det psykiatriske system, hvor ’diagnosen’ måske ikke kan eller skal kureres, men håndteres i et levet liv i alle dets facetter.
Denne type skrift gør op med forestillingen om det diagnosticerede, uduelige menneske som noget man – med medicinalindustriens hjælp – kan fikse og gøre produktionsdygtigt igen. Lidelsen oplevelses i det enkelte menneske, som kan være komplekst og være fyldt med lyst, glæde, eftertænksomhed og klarsyn.
Ved at løfte erfaringerne ud over det private erobrer de bedste af 10’ernes forfatterskaber lidelsens position tilbage fra ’diagnosen’ som en krænkelses- og offerposition og bliver på den måde faktisk en ’antidiagnoselitteratur’. Dette har stor betydning for den samfundsmæssige holdning til psykisk lidelse og dermed for de mennesker, den rammer.
At kunne kalde ting ved navn giver magt. Diagnoserne er faglige arbejdsredskaber, og det er en uheldig tendens, at de internationale diagnosesystemer, ICD-10 og DSM-V, stiler mod en operationalisering af de psykiatriske diagnoser, der skal gøre det enkelt og uimodsigeligt at stille dem.
Det er vigtigt, at læger kan forholde sig kritisk til det sprog, som de psykiatriske diagnoser er, kan og bør være, som er fagligt akademiske diskussioner, der bunder i forestillinger om, hvad et menneske er, og hvad psykiatriens objekt er.
Den magt, det giver at kunne give noget et navn ved for eksempel at stille en diagnose, må formyndes med stor forsigtighed, vel vidende at det på godt og ondt kan have store konsekvenser for det menneske, det møntes på.
På samme måde bør også mennesker med magt og indflydelse på den litterære scene være varsomme med lemfældig appropriering af fagtermer. Fordi det betyder noget, hvad vi kalder tingene, både når vi taler om litteratur og om psykiatri.
Den antidiagnosticerende litterære trend i 10’erne udfordrer gængse opfattelser af diagnoser som reduktioner af det menneskelige ved at give stærke stemmer til det psykisk lidende og minde os alle om, at det altid opleves i et unikt førstepersonperspektiv.
Birgit Bundesen og Bent Rosenbaum er speciallæger i psykiatri, overlæger i Region H og bestyrelsesmedlemmer i Foreningen Kunst og Mental Sundhed.
jo que voi partir la purméra, non poderí seguir shens tu
