LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

Film & tv, litteratur, billedkunst, mad mm.
Besvar
besked
Forfatter
Brugeravatar
helle b
Indlæg: 2240
Tilmeldt: 13 jul 2002 16:08
Geografisk sted: Whiskeytown
Kontakt:

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#581 Indlæg af helle b » 12 dec 2019 13:14

Ali Pilfinger skrev:
12 dec 2019 09:42

Og når du skriver flot komponeret fortælling og pageturner (bestseller), tænker jeg på Manhattan Beach af Jennifer Egan, også med flueben til sociale strukturer og skæbner, men den er måske lidt for åbenlys i sin ellers ikke særligt demonstrative feminisme om den første kvindelige dykker på et krigsskibsværft i New York under anden verdenskrig, som bliver rodet ud i noget mafiøst.
Jeg var sikker på, at den bog ville være lige mig, men jeg stred mig igennem og fandt den dræbende kedelig. Jeg undrer mig stadig over, at jeg kunne have den oplevelse.

Til gengæld elskede jeg "Små påsatte brande" af Celeste Ng, som også handler om klasse og sociale strukturer.

Jeg har en lille liste med bøger, som jeg gerne vil læse, men som jeg ikke helt tør gå i gang med. Blandt andet "Det smelter" af Lize Spit og "Min kæreste elskling" af Gabriel Tallent. Nogen der har noget at sige om dem?
Men endnu dunker det taktfast fra maskinrummet, mit hjerte

Enola Gay
- inaktiv -
Indlæg: 3433
Tilmeldt: 07 nov 2005 17:13
Geografisk sted: Smeerenburg

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#582 Indlæg af Enola Gay » 12 dec 2019 18:20

Tak for anbefalinger, miegas! Det lyder præcis, som hvad jeg søger (udover den anden Lenz, som jeg har læst og er enig i er ret kedelig), og jeg nåede lige at få dem noteret, inden du slettede dit indlæg.

Brugeravatar
Sille...sille...
Indlæg: 5878
Tilmeldt: 17 sep 2002 20:32

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#583 Indlæg af Sille...sille... » 13 dec 2019 14:45

Jeg går i krig med min svigermors klassikerhylde for tiden.

Løb igennem Herman Bangs "Tine" og tænkte over, om alle romaner, der bare har et kvindenavn som titel, ender med, at de begår selvmord. Kunne godt have brugt en trigger warning uden på Sigrid Undsets "Jenny". Fik af Herman Bang lyst til at prøve at bage vandkringle (gærdej hæves i vand natten over).

Nu er det Hans Kirks "Fiskerne". Jeg både griner og græder og taler mere nordjysk, end jeg har gjort længe. Urimelig status den har fået som sandhedsvidne til missionsbevægelserne, men skarp skarp satire. Og jeg føler med Pastor Brink. Åh hvor jeg føler med Pastor Brink.
whose fool are you?

Enola Gay
- inaktiv -
Indlæg: 3433
Tilmeldt: 07 nov 2005 17:13
Geografisk sted: Smeerenburg

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#584 Indlæg af Enola Gay » 13 dec 2019 19:27

Jeg ønsker mig et informerabo i julegave, men indtil da, er der så en, som vil poste indlægget fra to psykiatere, der går i rette med Asger Snack?

https://www.information.dk/kultur/2019/ ... isk-sygdom

Brugeravatar
eini
Indlæg: 7533
Tilmeldt: 18 maj 2004 14:14

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#585 Indlæg af eini » 13 dec 2019 19:33

Den gad jeg også godt læse.
Remember, the algorithm only learns from you. Do not thank the algorithm. You are here because you are you.

Brugeravatar
miegas
- inaktiv -
Indlæg: 664
Tilmeldt: 26 jan 2012 22:13

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#586 Indlæg af miegas » 13 dec 2019 19:51

10’ernes ’antidiagnoselitteratur’ udfordrer vores fejlagtige opfattelse af psykisk sygdom
Asger Schnack kritiserer forlagsbranchen for at fremelske privatisme og ’diagnoselitteratur’. Men ved at løfte erfaringerne ud over det private erobrer de bedste af 10’ernes forfatterskaber lidelsens position tilbage fra ’diagnosen’ som en krænkelses- og offerposition og bliver på den måde faktisk en ’antidiagnoselitteratur’, mener to speciallæger i psykiatri i dette debatindlæg.

13. december
Forlægger og litterat Asger Schnack skrev i sidste uge et opslag på Facebook med overskriften ’Diagnoselitteratur’, hvor han kritiserede en tendens i nyere dansk litteratur, som han mener favoriserer litteratur skrevet af mennesker med diagnoser.

Mere eller mindre eksplicit skriver han også, at flere værker ikke lever op til litterær god kvalitet, men bliver udgivet, fordi forlagene ser en god forretning i forfatternes personlige historier, som i krænkelseskulturens navn bliver umulige at forholde sig litterært kritisk til.

Opslaget afstedkom en storm af kommentarer og viser, at temaet optager mange på den litterære scene. Mange heppede på Schnack, og mange gav udtryk for undren eller skepsis over for denne meget radikale udmelding. Nogle blev berørte, fordi de selv har udgivet bøger, der handler om det at opleve sårbarhed på forskellige måder.

Schnack slettede hurtigt sit indlæg på Facebook, men det blev så bragt i Information den 29. november sammen med et indlæg af Schnack, hvor han uddyber sin hensigt med opslaget, som var at påpege, at det egentlig er forlagsverdenen, han var ude efter, fordi han mener, at den udnytter de psykisk sårbare som godt salgsmateriale. Ikke på grund af kvaliteten af deres værker, men på grund af mere eller mindre sensationelt autobiografisk materiale.

Det kan selvfølgelig aldrig i sig selv kvalificere til en litterær udgivelse, at man oplever psykisk sårbarhed. Litteraturen har vel aldrig, som strukturalismen ønskede det, fået lov til at stå helt uafhængig af forfatteren som person.

På den anden side kan værker af forfattere som Plath, Hölderlin, Zürn, Grotrian eller Ditlevsen ikke reduceres til deres forfatteres lidelsesfyldte biografier.

Psykiatriske diagnoser er ikke cancer
Som fagpersoner i psykiatrien mener vi, at termen ’diagnoselitteratur’ er problematisk, fordi det jo ikke er cancer eller lårbensbrud, der hentydes til. Med ’diagnoser’ adresseres primært de psykiatriske diagnoser, og den neologistiske sammenstilling af ’diagnoser’ med ’litteratur’ har en umiskendelig negativ klang.

Diskussionen spiller op ad en anden aktuel diskussion angående ’diagnosesamfundet’ og en trend, hvor antallet af psykiatriske diagnoser tager til, og hvor psykiatrisk lingo sniger sig ind i hverdagssproget og approprieres af allemand på en foruroligende måde. Man kan også i tiltagende grad høre for eksempel folketingsmedlemmer og debattører udtale ting som ’det lovforslag er jo helt skizofrent’ eller naboen udtale ’sikken et skizofrent vejr i dag’.

Det er vigtigt at forstå, at de psykiatriske diagnoser er akademiske konstrukter. Vi har ikke nogen entydig biologisk markør som en ’skizokok’ eller depressionshjernecenter, vi kan måle på, når vi stiller psykiatriske diagnoser.

Som fagfolk bruger vi diagnoser til at skabe et sprog omkring de forskellige former for lidelser, både akademisk, men også i det kliniske møde med mennesker, der af forskellige årsager har brug for hjælp til at håndtere deres psykiske kriser. De er ikke ’natural kinds’ på samme måde som ’lungebetændelse’ eller ’benbrud’, der meget entydigt har et biologisk korrelat.

Det betyder dog ikke, at man ikke med stor præcision kan stille den rigtige psykiatriske diagnose. I psykiatrien kan det at få den rigtige diagnose betyde, at man har ret til behandling og juridisk samt socialt sikres ydelser og visse rettigheder, som for eksempel retten til ikke at producere på ’ordinære arbejdsmarkedsvilkår’, som det hedder i socialrådgiversprog.

Det har også en signalværdi og hæver de sværeste psykiske lidelser ud af den trivialisering og banalisering, som Schnacks sikkert velmenende rant er udtryk for. At lide af for eksempel skizofreni, alkoholisme eller depression kan betyde en svær invalidering, der ikke ’bare’ er selvforskyldt, og hvis helbredelse ikke ’bare’ er et spørgsmål om at meditere mere eller spise sundere, som er nogle af de mest almindelige og skadelige fordomme, man kan støde på i medier, hos pårørende og desværre også ofte hos patienterne selv.

En ’antidiagnoselitteratur’
Stigmatisering af psykisk lidelse finder sted på institutionelt og samfundsmæssigt niveau, og det er et stort problem i ’helbredelsen’ af ’diagnoser’, hvis man overhovedet skal tale om en sådan.

Værker som de ovenfor nævnte forfattere, men også nyere danske forfatterskaber som for eksempel Asta Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussen fremskriver stærkt subjektive positioner, blandt andet omhandlende oplevelser som patienter i det psykiatriske system, hvor ’diagnosen’ måske ikke kan eller skal kureres, men håndteres i et levet liv i alle dets facetter.

Denne type skrift gør op med forestillingen om det diagnosticerede, uduelige menneske som noget man – med medicinalindustriens hjælp – kan fikse og gøre produktionsdygtigt igen. Lidelsen oplevelses i det enkelte menneske, som kan være komplekst og være fyldt med lyst, glæde, eftertænksomhed og klarsyn.

Ved at løfte erfaringerne ud over det private erobrer de bedste af 10’ernes forfatterskaber lidelsens position tilbage fra ’diagnosen’ som en krænkelses- og offerposition og bliver på den måde faktisk en ’antidiagnoselitteratur’. Dette har stor betydning for den samfundsmæssige holdning til psykisk lidelse og dermed for de mennesker, den rammer.

At kunne kalde ting ved navn giver magt. Diagnoserne er faglige arbejdsredskaber, og det er en uheldig tendens, at de internationale diagnosesystemer, ICD-10 og DSM-V, stiler mod en operationalisering af de psykiatriske diagnoser, der skal gøre det enkelt og uimodsigeligt at stille dem.

Det er vigtigt, at læger kan forholde sig kritisk til det sprog, som de psykiatriske diagnoser er, kan og bør være, som er fagligt akademiske diskussioner, der bunder i forestillinger om, hvad et menneske er, og hvad psykiatriens objekt er.

Den magt, det giver at kunne give noget et navn ved for eksempel at stille en diagnose, må formyndes med stor forsigtighed, vel vidende at det på godt og ondt kan have store konsekvenser for det menneske, det møntes på.

På samme måde bør også mennesker med magt og indflydelse på den litterære scene være varsomme med lemfældig appropriering af fagtermer. Fordi det betyder noget, hvad vi kalder tingene, både når vi taler om litteratur og om psykiatri.

Den antidiagnosticerende litterære trend i 10’erne udfordrer gængse opfattelser af diagnoser som reduktioner af det menneskelige ved at give stærke stemmer til det psykisk lidende og minde os alle om, at det altid opleves i et unikt førstepersonperspektiv.

Birgit Bundesen og Bent Rosenbaum er speciallæger i psykiatri, overlæger i Region H og bestyrelsesmedlemmer i Foreningen Kunst og Mental Sundhed.
jo que voi partir la purméra, non poderí seguir shens tu

Enola Gay
- inaktiv -
Indlæg: 3433
Tilmeldt: 07 nov 2005 17:13
Geografisk sted: Smeerenburg

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#587 Indlæg af Enola Gay » 14 dec 2019 09:52

Tak igen, miegas :worship:

Ang. indlægget, synes jeg ikke det undergraver Snackens pointe. Det giver mening at italesættelse af psykiske lidelser er gavnligt for den offentlige debat og for udvidelsen af fælleshorisonten, men det ændrer da ikke på, at bøger i dag sælges på personen bag ved værket, og at det forfladiger kunsten, hvis man ikke kan bedrive litteratur uden 1:1 at være sit værk.

Brugeravatar
Jimmi Jazz
Indlæg: 4808
Tilmeldt: 27 aug 2009 14:30
Geografisk sted: Nbro

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#588 Indlæg af Jimmi Jazz » 14 dec 2019 14:48

Tips til god skønlitteratur om fødsel, forældreskab til spædbørn og sårn?
Overvejer Vinterbørn og måske at genoptage Min Kamp (altså ikke den af den østrigske maler, lol), som jeg kun har læst de første to bind af.
kenk skrev:Jaja, den er god med jer og Bathory.

Brugeravatar
mary jane
Indlæg: 4087
Tilmeldt: 10 jan 2008 18:25

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#589 Indlæg af mary jane » 14 dec 2019 15:02

Handler Om foråret og de andre årstidsbøger ikke mere om fødsel og det at have børn end Min Kamp efter II'eren? Den næste i serien foregår i hvert fald i hans egen barndom, mens fireren drejer sig om for tidlig sædafgang og hvordan han som ung tager til en lille nordnorsk by for at skrive, ergo drikke sig i hegnet.

Brugeravatar
Antimatter
Indlæg: 8644
Tilmeldt: 11 jul 2005 00:11
Geografisk sted: μεταξὺ τρηχέης τε και λεπρῆς ἀκτῆς

Re: LN 2019: Blomstersex og rastlöshed

#590 Indlæg af Antimatter » 14 dec 2019 15:43

Jimmi Jazz skrev:
14 dec 2019 14:48
Tips til god skønlitteratur om fødsel, forældreskab til spædbørn og sårn?
Overvejer Vinterbørn og måske at genoptage Min Kamp (altså ikke den af den østrigske maler, lol), som jeg kun har læst de første to bind af.

Fødselsscenerne i Gargantua og Pantagruel er meget morsomme.
It is in the elevation of all mankind to the rank of princes and princesses in a fairy kingdom, and not in the degradation of all classes to the level of the sordid, that I see the future happiness of the world

Besvar

Hvem er online

Brugere der viser dette forum: Ingen og 5 gæster