2019 Film. I movieboxen sidder

Film & tv, litteratur, billedkunst, mad mm.
Besvar
besked
Forfatter
Brugeravatar
Hansen
Indlæg: 4247
Tilmeldt: 10 apr 2006 17:23

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#721 Indlæg af Hansen » 09 aug 2019 00:22

Jeg har lavet musik til en spansk film som får tre visninger i Danmark her til september. Jeg ved ikke om det er relevant for nogen, men det er en ret crazy historie.
For 20 år siden ville et filmskolehold filmatisere en H.P. Lovecraft-novelle i et angiveligt hjemsøgt hus. Men folk forsvandt eller døde og filmen forsvandt fra harddiske og den blev aldrig lavet. Sidste år tog instruktøren så tilbage til huset og har fundet de forskellige overlevende mennesker og klip og prøvet at stykke historien sammen om den særeste urban myth fra Malaga.
Så en sær blanding af dokumentar, Lovecraft og creepy stemning. Den bliver vist den 10. 11. og 13. i henholdsvis Ishøj, Rødovre og Valby. Jeg er ret spændt på at se den.
https://www.facebook.com/imborrable.docu/
Så vidt jeg har forstået bliver det med danske undertekster til september, men her er en pitch-trailer på rent spansk:
[https://www.ideamediasales.com/imborrable

Brugeravatar
Svingdoeren
Indlæg: 1608
Tilmeldt: 08 maj 2009 16:00
Geografisk sted: Landevejen

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#722 Indlæg af Svingdoeren » 11 aug 2019 13:14

https://a24films.com/films/uncut-gems

Josh og Benny Safdie som lavede Good Time har en ny film på vej!!

Brugeravatar
Tonic Satan
Indlæg: 9533
Tilmeldt: 03 jun 2009 22:48
Geografisk sted: Jeg er i lommen på dig

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#723 Indlæg af Tonic Satan » 15 aug 2019 19:19

Den nye Terrence Malick-film ligner godt nok heavy og utroligt smuk duty.
Karsten Olesen skrev:
17 jan 2008 12:21
knepningens mester!

Brugeravatar
Ungfugl
Indlæg: 3110
Tilmeldt: 04 maj 2012 19:28
Geografisk sted: Sdr. Bjert

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#724 Indlæg af Ungfugl » 19 aug 2019 14:08

Den ny Tarantino-film, mand. Wauv. De der knap 2 timer og 45 minutter gik stærkt og sidste scene var godt nok helt vild :lol: der er ikke noget banebrydende ved den på samme måde som Reservoir Dogs eller Pulp Fiction, men den er helt oppe i liga med de to film alligevel. De fede dialoger, stærke suspense-øjeblikke, cool musik, fede præstationer af Brad Pitt og DiCaprio.

Brugeravatar
Svingdoeren
Indlæg: 1608
Tilmeldt: 08 maj 2009 16:00
Geografisk sted: Landevejen

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#725 Indlæg af Svingdoeren » 19 aug 2019 15:12

Tarantino spoiler!

Once upon... er en god film, men den er ikke oppe i en liga med Pulp Fiction eller Reservoir Dogs. Den ligger et eller andet sted omkring Hateful Eight og Django. Generelt er den smukt filmet, fed dialog, gode scener. Men den halter også lidt på nogle punkter. Klipningen forvirrede mig b.la et par gange. Enkelte steder i både starten og midten, er filmen decideret kedelig eller sløset. F.eks så står Steve McQueen til en fest og peger folk ud og forklarer hvem folk er. Det er virkelig slapt skrevet, imo. Derudover er Sharon Tate en totalt flad karakter. Hun bliver mindet og det er rørende, men det virker egentlig bare som om, at hun kun er med, så twistet i slutningen fungerer. Ærgerligt at Tarantino ikke har set mere potentiale i hende som karakter, når hun er så meget med. Slutningen er til gengæld tæt på at være perfekt, hvis ikke perfekt.

Brugeravatar
Rock Action
Indlæg: 4146
Tilmeldt: 13 nov 2003 23:07
Geografisk sted: kbhØ

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#726 Indlæg af Rock Action » 19 aug 2019 15:24

Hansen skrev:
09 aug 2019 00:22
Den bliver vist den 10. 11. og 13. i henholdsvis Ishøj, Rødovre
Ingen love fra Park Bio, huh?
andersthode skrev: Jeg elsker alt, til og med Rock Action

Brugeravatar
Poste
Indlæg: 94
Tilmeldt: 29 mar 2017 22:12

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#727 Indlæg af Poste » 19 aug 2019 15:33

Med hensyn til Once Upon A Time ... in Hollywood Synes jeg egentlig, Rune Lykkeberg anmelder den ret konge. Han er vel noget nær den eneste danske dagbladsanmelder, der forener filmisk vurdering og fortolkning. Det er dejligt. Har smidt hans anmeldelse i nedenstående spoiler.
Spoiler:
Rune Lykkeberg: ’Once Upon a Time … in Hollywood’ skaber nye verdener ud af det, vi troede, vi kendte
Quentin Tarantinos film om filmindustrien, ’Once Upon a Time … in Hollywood’, er ikke sentimental, den er nostalgisk. Og langt mere tankevækkende, end man umiddelbart skulle tro. Med sin æstetiske suverænitet kommer den ud med et forbløffende brag på den anden side af historien

Om sin tids åndspersoner skrev Nietzsche, at de var så overlæssede med historie og tynget af gammel kultur, at de ikke kunne skabe noget nyt. De gik gennem historiens have, som om den var en garderobe af teaterkostumer, de kunne tage på og tage af, som de havde lyst. Verden var reduceret til et repertoire af gamle historier og roller, og nutiden var blevet opslugt af fortiden. Dette var for Nietzsche tegn på, at kulturen var blevet træt og selvtilfreds. Det var symptomer på en dekadent civilisation.

Noget lignende kan man iagttage i vor tids store filmfortællinger: Vi får film om fortidens bedrifter som månelandingen og Anden Verdenskrig, helteportrætter af gamle ikoner som Elton John, Ingrid Bergman og Freddie Mercury og uendelige udvidelser af filmserier som Star Wars. Nutidens stjerner spiller fortidens stjerner, og det store publikum sidder i biografsalenes fortryllende mørke og nyder minderne om og billederne af det, vi har været engang.

Filmene og forbruget af dem forekommer sentimentalt. Fortidens store scener og helte bliver poleret og pudset og stillet frem som en skål slik, publikum kan forbruge uden anstrengelser og nyde uden modstand. Det er kun Hollywood, som kan have hovedet så meget oppe i røven på sig selv uden at opdage, at det lugter af lort.

Titlen på den amerikanske instruktør Quentin Tarantinos nye film taler til denne dekadente tendens: Once Upon a Time … in Hollywood. Det er en film om filmindustrien, som foregår i Hollywood, og skuespillere spiller skuespillere, som spiller skuespil. Historiske ikoner som Bruce Lee, Sharon Tate, Charles Manson, Steve McQueen og Roman Polanski er karakterer i filmen, som er fuld af referencer til filmhistorien og ladet med Hollywoods mytologi.

Sentimental, ikke nostalgisk
Man kunne tro, at Once Upon a Time … in Hollywood markerede en mesterinstruktørs fald ned i sentimental længsel efter tiden, før #MeToo skandaliserede filmbranchen, og Donald Trump trak mørket hen over Amerika. At det var Tarantinos fortrængning af virkeligheden og drøm om at make Hollywood great again.

Men Tarantinos film er ikke sentimental, den er nostalgisk. Og det er noget andet. Nostalgi er både smerten over tabet af den gamle verden og længslen efter at vende hjem. For den nostalgiske er afstanden mellem nutiden og den tabte verden et vilkår. Når man anerkender distancen, skal man intensivere erindringen for at genskabe lydene, billederne og fornemmelser fra dengang.

Og det lykkes for Tarantino i Once Upon a Time … in Hollywood, som fremmaner den gamle verdens skønhed ledsaget af glimt af, hvordan den er ved at gå under.

Tarantino gendanner mesterligt fornemmelsen af at sidde på bagsædet af en bil, som kører gennem 1960’ernes Los Angeles oplyst af billboards, indhyllet i cigaretrøg og befolket af hippier i bare tæer, mens Simon and Garfunkel synger om Mrs. Robinson i radioen. Billederne er ikke – som ofte hos Tarantino – skudt udefra og ind gennem forruden til karaktererne, men inde fra bilen og ud i Los Angeles, hvor solen skinner, biografernes skilte med sorte og røde typer på hvid baggrund lokker med drømme, og hvor unge mennesker med langt hår og næsten uden tøj stikker deres tommelfinger frem.

De er i gang med at erobre verden, de unge ved det, og de gamle ved det.

Filmens helt, Rick Dalton (Leonardo DiCaprio), er en parodi på den skikkelse, Nietzsche så i sin samtid: Han er en skuespiller, der lever på minderne om sine stjernestunder og med bevidstheden om, at hans storhedstid er forbi.

»No one knows who the fuck I am anymore,« som han siger.

Han har plakater fra sine store roller på væggene i sit hjem i Hollywood og plasker alkoholiseret rundt i sin swimmingpool, mens han prøver at lære replikker til de mindre roller, som er blevet deroutens næste fase.

»Jeg hyrede dig som skuespiller, Rick, ikke som tv-cowboy,« siger en skuffet instruktør til ham.

I en af filmens første scener møder han en agent, der forklarer ham, at Dalton ikke længere er helten i fortællingerne, men den, der får bank af helten.

»Det er nu officielt,« siger han efter mødet:

»Jeg er en has-been.«

Historiens tabere
Dalton er historiens taber, som har fået frakendt sit kørekort, fordi han har kørt spirituskørsel.

Hans bedste ven og partner i filmen er også en »has-been«. Cliff Booth (Brad Pitt) var såkaldt stunt double for Dalton, da han var på toppen. Han gjorde det beskidte og brutale arbejde. Men ingen vil længere bruge Cliff Booth som stuntman på grund af rygter om, at han har slået sin kone ihjel, og en episode, hvor den primitive stuntman blev så provokeret af en ny tids østlige meditative fighter, Bruce Lee (Mike Moh), at han pryglede ham og smed ham op imod en bil. Booth er nu degraderet til Daltons personlige assistent, som kører hans bil, løber hans ærinder og plejer hans forfængelighed.

»Du er Rick Fucking Dalton,« siger Booth til Dalton på vej ind til optagelserne: »Glem ikke det.«

Deres forhold er med deres egne ord lidt tættere end et broderskab og lidt mindre tæt end ægteskab. De er begge mænd af den gamle verden. Den ene følsom, selvoptaget og forfængelig, den anden voldelig, primitiv og underligt usårlig.

»Du må ikke græde foran mexicanerne,« siger Booth med den enfoldige hvide mands omsorg til Dalton, da han kommer ud fra det nedslående møde med agenten, og beder skuespilleren sætte sig ind i bilen.

De drikker sig fulde sammen i Daltons lækre villa i Hollywood om aftenen, mens de ser Daltons nye skurkeroller på tv, inden Booth kører alene hjem til sin egen skurvogn, hvor han fodrer sin kamphund og ser gamle dramaer på tv.

Men en dag opdager de, at fremtiden er flyttet ind i huset ved siden af Dalton. Det er den europæiske stjerneinstruktør Roman Polanski, som netop har fået et gennembrud med Rosemarys baby, og hans smukke unge hustru, skuespilleren Sharon Tate. Polanski er det kunstneriske nybrud i Hollywood, som fik Daltons cowboyfortællinger til at se primitive og gammeldags ud. Han bliver dyrket som en filmkunstner.

»Her sidder jeg på min røv, og hvem flytter ind ved siden af mig,« udbryder Dalton lykkeligt – og forestiller sig, hvordan han vil blive inviteret til cocktailparty hos Polanski og blive tilbudt en ny rolle i instruktørens film, som vil give ham en ny fremtid.

Han håner sig selv som en afdanket og falleret alkoholiker og truer med at skyde sig selv, hvis han ikke kan tage sig sammen og lære sin replikker. Men han er også så fortryllet af drømmemaskinen i Hollywood, at han uanset hvad stadig tror på hvert eneste nyt møde som en ny chance for et stort gennembrud.

Det er komisk, men det er også rørende. Og det er netop Tarantinos greb: Hans film udstiller den snobbede, forfængelige og latterlige sociale kultur i Hollywood, men den producerer med sine egne billeder, replikker og karakterer samme fortryllelse.

Dem, som alle kigger efter
Sharon Tate er modstykket til Dalton. Hun er ung, drømmende og selvsikker. I en karakteristisk scene går hun i biografen for at se sig selv, forklarer billetsælgeren, at hun bør komme gratis ind, fordi hun spiller med i filmen, og hun ender med at blive modtaget som en dronning og fotograferet ved siden af filmens plakat.

Modsætningen i filmen er åbenlys: På den ene side de to mænd, som pludselig ikke er på mode mere, på den anden side hippierne og parret inde ved siden af, som på hver deres måde definerer den nye verden. Dem, som verden vender sig væk fra, over for dem, som alle kigger efter.

Men forholdet mellem den gamle og den nye verden viser sig i løbet af filmen mere kompliceret: Fra sin position inde bag rattet ser Booth gang på gang den samme hippiepige, som han sender et peace-tegn efter, smiler til og til sidst samler op og kører ud til det sted, hvor hun skal hen. Mere skal ikke afsløres her. Booth er klædt i en hawaiiskjorte, som er præget af modkulturens kulørte æstetik, og køber en cigaret dyppet i syre af hippierne. Han bliver inspireret af dem og tiltrukket af dem.

Under filmoptagelser møder Dalton en pige, som han skal spille sammen med. Han taler til hende som et umyndigt barn, men hun sætter ham på plads og kræver anerkendelse som skuespiller. Hun vil ikke tales ned til, og hun har sin egen metode som skuespiller, der forekommer Daltons overlegen.

Men efter hun har krævet anerkendelse som hans jævnbyrdige, mødes de to fortællinger om de bøger, de hver især er ved at læse. Og det bliver i samspillet med hende, at Dalton løfter sig selv som skuespiller. Han må ikke tiltale hende med diminutiver, og da han i en scene, de spiller sammen, kaster hende hen ad gulvet, bliver hun begejstret:

»Det er det bedste skuespil, jeg nogensinde har set,« siger hun til ham.

»Rick Fucking Dalton,« siger han euforisk til sig selv.

Fordi han har behandlet hende som et stærkt individ, kommer han selv videre.

Fortiden genfortolket
Nostalgien i Once Upon a Time … in Hollywood er stærk og bevægende, fordi vi ikke kun oplever den gamle verdens skønhed og løfter om lykke, bilkørsel uden bevidsthed om klimaforandringer og rygning uden frygt for cancer. Men også hvordan den nye verden, som i filmen umiddelbart virker truende og degraderende for Booth og Dalton, også bliver frigørende for de fallerede mænd.

Og så har Tarantino en anden omgang med historien end de sædvanlige sentimentale besyngelser af fortiden. Han åbner den, griber ind og genfortolker historien.

Det var nemlig ikke kun den nye verden, som flyttede ind ved siden af Dalton på Cielo Drive i Hollywood. Det var også den kendte historie, som blev skudt ind i fiktionen. Det var afslutningen på hippietidens uskyld, da medlemmer af Charles Mansons kult brød ind og myrdede den gravide Sharon Tate i august 1969. Filmen bevæger sig således frem mod et historisk klimaks, som vi kender, men også med en fortæller, som flere gange har taget sig den radikale frihed at spørge, hvad nu hvis det skete sådan her i stedet?

Afslutningen skal på ingen måde afsløres her, men jeg kan love en finale, hvor fiktionen og historien mødes og fører den virkelighed, vi troede, vi kendte, et helt nyt sted hen.

Det definitive opgør med den nostalgi, som gør Once Upon a Time … in Hollywood til et forførende gensyn med Los Angeles, finder således sted til sidst, hvor Tarantino demonstrerer filmkunstens evne til at skabe nye verdener ud af det, vi troede, vi kendte. Det forklarer de tre prikker i titlen mellem Der var engang og i Hollywood.

Once Upon a Time ... in Hollywood er æstetisk suveræn, afsindigt morsom, behageligt bevægende og langt mere tankevækkende, end man umiddelbart skulle tro. Tarantino fremkalder det bedste i Leonardo DiCaprio, der som Rick Dalton spiller nogle af sine sjoveste, mest overraskende og følsomme scener overhovedet, og Brad Pitts minimale maskuline udtryk kommer originalt charmerende til udtryk i rollen som den forhenværende stuntman.

Men de er også de eneste overbevisende karakterer i filmen. Alle andre – inklusive Margot Robbie som Sharon Tate, der ikke har mange replikker, Mike Moh som Bruce Lee og Al Pacino som den gamle agent – er reduceret til endimensionale rekvisitter i de to mænds udviklingsfortælling.

Det begrænser filmen, og det gør fortællingen mindre interessant, at så mange karakterer ikke er andet end symboler, som bekræfter de forestillinger, vi havde om dem på forhånd.

Alligevel ender vi ikke i den tur gennem historiens have, som Nietzsche beskrev og beklagede. For de to karakterer, som Tarantino bevæger og folder ud, og den epoke, han genskaber og overtager, kommer ud med et forbløffende brag på den anden side.
Selv havde jeg lidt vanskeligt ved at evaluere filmen, hvad der i grunden var meget rart, for hans film har i de sidste år virket som lidt meningsløs pastiche med en hurtig pointe om vold. Den her kunne man i det mindste lige vende derhjemme på hovedpuden. Er generelt enig med jeres indvendinger, men jeg synes virkelig, mange af de små kuriositeter, Tarantula har plastret i den, var lidt sløje og intetsigende (eller også har jeg bare ikk forstået dem). Og jeg er nok enig med R Lykkeberg :crown:

Brugeravatar
eini
Indlæg: 6890
Tilmeldt: 18 maj 2004 14:14

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#728 Indlæg af eini » 19 aug 2019 17:25

Jeg synes Lykkebergs anmeldelse er en tynd omgang. Og så bliver jeg selvfølgelig rasende over at du giver ham solocredit for at gøre noget som jeg har gjort (bedre!) for Politiken i halvandet år. Når manden tilmed tjener 100k om måneden mod mine 10k, så vil jeg gerne bede om et minimum af retfærdighed.

I øvrigt har vores alle sammens Gregor skrevet en meget bedre anmeldelse end Lykkebergs.

Min anmeldelse: Det er en kongefilm.
"Hvis musikken afspejler tiden vi lever i, må det eddermamen være trist at være ung i dag. For det lyder som om man sidder som en mumie inde på sit børneværelse og der står en ude på gangen og råber ind til dig, ikke et party råb, men i en tone der er lige så trist som dit eget liv."

Brugeravatar
Poste
Indlæg: 94
Tilmeldt: 29 mar 2017 22:12

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#729 Indlæg af Poste » 19 aug 2019 19:58

Beklager, Eini. Jeg ser sjældent, hvad der bliver skrevet i Politiken, ikk mindst fordi jeg ikk er abonnent, og havde lige, i et hastigt øjeblik, glemt dine anmeldelser. Det var en henslængt bemærkning om Lykkeberg, og du er uden tvivl en af de fede filmkritikere i dagbladene herhjemme.

Jeg tror, jeg er i en resignationsfase, hvad angår kritikkens tilstande. Jeg orker sjældent at harcelere længere, og her ved enden af mine kandidatstudier, føles min filmindsigt sgu allermest utilstrækkelig. Når jeg støder på noget i dagbladene, der vil sige mere end 'fornøjelig', 'bevægende', hvad ellers, som her med Lykkebergs tekst, opmuntrer det mig lidt. Lykkeberg gør selvfølgelig, hvad Lykkeberg altid gør, og ofte har det ikk ufatteligt meget med det essentielt filmiske at gøre.

Når det er sagt, er Gregors anmeldelse god, selv om jeg har svært ved at se, hvad der gør den væsentligt bedre. Han hæfter sig meget ved filmens dvælende kvaliteter.

Brugeravatar
Hansen
Indlæg: 4247
Tilmeldt: 10 apr 2006 17:23

Re: 2019 Film. I movieboxen sidder

#730 Indlæg af Hansen » 20 aug 2019 00:48

Rock Action skrev:
19 aug 2019 15:24
Hansen skrev:
09 aug 2019 00:22
Den bliver vist den 10. 11. og 13. i henholdsvis Ishøj, Rødovre
Ingen love fra Park Bio, huh?
Det er ikke mig der står for alt det der. Muligvis bliver der også en visning i Støberiet, der måske indeholder noget koncert med mig, hvor jeg spiller musik fra filmen før og efter fremvisning.

Besvar

Hvem er online

Brugere der viser dette forum: Ingen og 1 gæst